Når alderen nærmest matcher antal udgivne albums (ah, okay, alder minus en tyvestykker), så må der næsten være tale om en af de allermest hårdføre hunde i branchen. Det er svært at forestille sig, hvad man skal forvente sig af en 67-årig herre, der efterhånden har afsøgt samtlige afkroge af den tilgængelige genre. Men formår stadigvæk at støve op i den rustne røst, og afsøge nye elementer i sin musik. Det er da beundringsværdigt.
Der lægges hårdt ud med Beyond Here Lies Nothin', der rykker godt rundt i den vuggende, blues-agtige genre, hvor den karakteristiske Dylan vokal krænger sit inderste ud, og gør det hele lidt værtshus agtigt. Det er få, som Dylan, der kan slippe af sted med at synge "Now, listen to me pretty baby.." på en så henkastet og grovkornet facon, og man stadig har lyst til at høre, hvad han egentligt har at sige.
Det er den klassiske blues lyd, der pryder hele albummet. Men det er som om, at Dylan er vågnet lidt mere op i forhold til de seneste albums herren har produceret. Der er mere charme og autencitet, der unægtelig får det her album op blandt de bedste han har præsteret (dette sagt uden at have hørt samtlige albums, der står Bob Dylan på).. Men det virker som om, han har fundet en lille ny niche inden for det han kan, og det fungerer ganske udmærket.
Hen mod slutningen af albummet finder vi en kæk lille skæring under navnet Shake Shake Mama. Det er med et gevaldigt glimt i øjet, at Dylan får mama til at shake lidt, og det er med den rette overbevisning, at jeg igen føler, at jeg fornemmer en anden og uudforsket side af Dylans åbenlyse talent. Det falder sammen med den næste sang med den sigende titel I Feel A Change Comin' On, der er smækfuld af klassisk harmonika spil og en masse brummen, når de højere toner skal nås. Det er legendarisk!