Amerikanske Bon Iver har de seneste år opnået status som lidt af en darling blandt de stigende antal fans af indiefolk. Han har også formået at nå udover genren, og har blandt andet samarbejdet med Kanye West på dennes kæmpesucces My Beautiful Dark Twisted Fantasy fra sidste år. Men nu er han tilbage på egne ben, og endnu en gang byder han på behagelig indiefolk.
Netop indiefolk er en genre, der har delt vandene blandt musikelskere. Enten elsker man genren for dens behagelige, afdæmpede stemning og rolige gemyt, eller også hader man den for dens ensformighed og mangel på vildskab. Bon Ivers nyeste henvender sig i høj grad til den første gruppe. Så hvis du tilhører den anden, kan du bare stoppe her. Det er ikke noget for dig.
Tager du indiefolk-hatten på, kan du til gengæld hente masser af lækkerbiskner på Bon Ivers nyeste skive. Hele pladen er bygget op omkring musik og melodier, der er utrolig behagelige. Kombineret med Justin Vernons bløde falset-vokal, bliver det ren kræs for ørerne. Åbneren Perth lægger stilen med pænt guitarspil og afdæmpede trommer. Der er et vist element af drømmestemning over pladen, og den gør sig rigtig godt til et eftertænksomt øjeblik med en kop kaffe eller te i hånden. Og så er det ellers bare med at lade sig forføre af den dejlige stemning og de behagelige sange, og lade tankerne flyde langsomt afsted.
For det er virkelig det, Bon Iver opfordrer til. For tempoet er lavt. Meget lavt. Så lavt at der næsten er fare for at gå i stå. Det er for så vidt fint nok, hvis man bare skal bruge pladen som soundtrack til for eksempel en afslappende søndag eftermiddag, men det bliver altså ret kedeligt i længden. Numrene lyder meget ens, og de bliver lidt svære at skille fra hinanden, når man har hørt pladen til ende. Netop ensformigheden er på en gang det, jeg er mest glad for, og mest træt af på Bon Iver. For på den ene side passer pladen rigtig godt til en eftermiddag på sofaen, hvor jeg ikke laver andet end at glo ud ad vinduet. På den anden side når den ikke rigtig ind og rammer der, hvor det bliver rigtig fedt.
Og så er det afsluttende nummer, Beth/Rest en betragtelig ridse i lakken. Med corny saxofoner, guitarsoloer og elektroniske klaver, lyder det mest af alt som noget, der er undsluppet fra et soundtrack til en halvgod 80'er-film. Jeg forstår slet ikke, hvorfor det er med.
Men ser man bort fra det, står man tilbage med en blandet smag i munden. På den ene side trækker kvaliteter som behagelig stemning og dejlig produktion op. På den anden side bliver det bare aldrig rigtig godt. Jeg vil give Bon Iver en forsigtig anbefaling. Det er behageligt og lækkert. Jeg er bare ikke helt solgt.