Skip to main content
Gamereactor Hardware Boox Palma 2
Hardware

Boox Palma 2

Boox har designet en meget kompakt ebogslæser - og det er lidt hele pointen.
Magnus Groth-Andersen Opdateret 17 oktober 2025

Jeg skal måske sige helt fra starten af, at jeg ikke som sådan har noget stærkt forhold til e-reader markedet. Jo, jeg er bevidst om brands som Kindle, og den fordel det kan være for både øjne og sjæl at have en dedikeret enhed, der får en til at koble af og engagere sig i læsning på et andet plan. Men jeg har aldrig selv kastet mig over hele ideen om at bruge en - indtil nu.

For selvom at Boox Palma 2's formfaktor har vist sig at være kontroversiel for nogle e-reader entusiaster, så var det der dragede mig personligt, altså ideen om at kunne have sådan en lille fætter med mig rundt uden at den hverken fylder eller vejer.

Lille er den altså, den måler 159x80x8 millimeter, og vejer bare 170 gram. Selve displayet er lagt ud som 824x1648, altså dikterer skærmforholdet en enhed der på mange måder ligner en slags smartphone. Der er små "tells", der viser at det er det ikke, deriblandt den nubrede, taktile overflade bagpå, og det faktum at Palma 2 naturligvis bruger et E ink Carta 1200 display, men en af problematikkerne ved Palma 2 er at den her form, der netop gør den mere transportabel, gør at den ikke rigtig ligner en bog, eller en e-reader.

Så hvad mener jeg med det? Jo, en af de covers man købe med er det typiske omslagscover, ligesom man ser mange (ofte ældre) bruge. Så du sidder der med en e-reader og læser noget nyt og hipt, men for andre ligner det at du sidder med din slidte Samsung Galaxy A-series telefon med et omslagscover og prøver at få det fandens MitID til at virke. Jeg går ikke synderligt op i hvordan andre ser mig, men det er slående hvordan noget så defineret som en e-reader kan ligne noget det virkelig, virkelig ikke er.

Når det så er sagt, så er funktionaliteten uændret, og via det her E Ink Carta 1200 display får du sprød læsning, der giver den optimal oplevelse, og det var både legende let at loade e-bøger ind jeg i forvejen ejede, jeg er eksempelvis ved at læse Night Lords Omnibus af Aaron Dembski-Bowden, en trilogi af Warhammer 40,000-romaner jeg gerne har ville kaste mig over længe, men også tilforladeligt at bruge den onboard shop Boox har loadet ind.

Grundet den høje konstruktion er den let at holde i en hånd, og den lave vægt gjorde det behageligt at holde den over hovedet i længere tid ad gangen idet jeg har læst inden jeg har lagt mig til at sove. Den justerbare temperatur er også kommet mig til gode, og batteriet på 3950mAh har givet mig... ja, ugevis af læsning uden at batteriprocenten reelt set er faldet.

Så som e-reader er det sådan umiddelbart svært at beklage sig alt for meget. Ja, der er konsekvenser for den mere kompakte form, men rent funktionelt gør Palma 2 lige det den skal. Så er det naturligvis hele det faktum at det her ikke bare ligner en smartphone, men også opfører sig lidt som en. Den her kører nemlig Android 13 via en Snapdragon 690 med 6GB RAM - ja, der er sågar et 16 megapixel kamera bagpå. Hvad søren skal du bruge det her til?

I andres anmeldelser af Palma 2 snakker de om at spille mobilspil i sort/hvid, som jeg er komplet uforstående overfor - du har jo allerede en telefon, og nok også en med en nyere og mere kraftfuld SoC, og et display der hverken ghoster eller dræner de her spil for afgørende farve. Jo, der er en fidus i at bruge kameraet til eksempelvis at scanne dokumenter, det må jeg give dem.

Så vidt jeg kan se står Boox Palma 2 stort set alene med det her unikke skærmforhold, der nok for mange, ligesom jeg selv, bliver draget af ideen om en langt mere kompakt e-reader, du nærmest kan have med i baglommen. Der er kompromisser, og udvalget af de apps der faktisk er blevet placeret på den af Boox selv er mere end rigeligt til at leve op til dens potentiale - og dermed kunne Android i min optik stort set spares væk.

Når det så er sagt, så er det her en ambition lille gadget, som fik mig til at kaste mig hovedkuls ind i læsningen igen efter en del år hvor jeg ikke har fundet tid eller lyst. Det kan noget, og det kommer sig nok til dels af vægten, af formen og af den attraktive hardware.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.