Dansk
Gamereactor
hardware-tekster

Bowers & Wilkins Pi6

Bowers & Wilkins har leveret mesterværker før, men det her handler mere om markedet end produktet.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Det er efterhånden noget der ligner umuligt for en given in-ea producent at producere, og designe et produkt der direkte skiller sig ud på markedet. Om det er specifikke materialer, understøttelse af særlige codec eller hvor stort eller lille etuiet og den dertilhørende batterilevetid er - vi har set det hele, og markedet er blevet så enige om en slags universel designstandard, at afvigelser er sjældne, hvis de dukker frem overhovedet.

HQ

Derfor er det let at afskrive en traditionel hi-fi premium-producent som Bowers & Wilkins, der godt laver kram til den helt store guldmedalje, men som samtidig bryster sig med anonymitet.

Det er endnu "værre" når de nyeste Pi6'ere er en slags in-betweener, altså designet til at være et lidt billigere alternativ til Pi8. Når det så er sagt skal de stadig stå dig i godt og vel 1800 kroner, der placerer dem side om side med de dyreste konkurrenter, altså AirPods Pro, Sony WF-1000XM5 og Samsung Galaxy Buds3 Pro.

Bowers & Wilkins Pi6

Så hvad har vi her? Jo, for de her penge får du IP54-certificering, omkring 7-8 timers afspilning med ANC samt 24 timer sammenlagt med de opladninger der gemmer sig i etuiet, Bluetooth 5.4 og understøttelse af codec som SBC, AAC og aptX Classic og Adaptive. Der er naturligvis avanceret aktiv støjreduktion, adskillige mikrofoner til krystalklare samtaler og materialer der, selvfølgelig til den her pris, telegraferer ret tydeligt at det her er et "high-end" produkt.

Dette er en annonce:

Men der er også problemer helt fra starten. Der er ingen Qi-ladning af etuiet, som jeg anser som værende tæt på en dealbreaker, og særligt til denne pris. Jo, det er vigtigt at skabe differentiering mellem disse og de dyrere Pi8'ere, men det her er direkte absurd. Derudover havde vi ret bastante problemer med touch-styringen på overfladen af hver enhed. Vi er endnu usikre på om dette er spejlet i andre anmeldelser af Pi6, eller om der kan være tale om en defekt, men i mange, mange tilfælde krævede Pi6 adskillige forsøg for at få fremmanet en smart assistent, eller at tage imod et opkald med et enkelt tryk. Desuden mangler automatisk aktivering såsom "Hey, Google" helt.

Desuden prøvede vi kræfter med den dertilhørende app. Den er stylish nok, og giver adgang til rudimentære indstillinger såsom ANC modes og en lille EQ. Den fremstår ikke helt så færdig som selve hardwaren her, og kombineret med førnævnte fejl og mangler er der en del optimeringsproblemer her, som vi ikke forventede at se til den her pris.

Bowers & Wilkins Pi6

Heldigvis, heldigvis, så leverer Pi6 der hvor det hele gælder. De 12 millimeter drivere kan benytte 24-bit og førnævnte aptX Adaptive, og om du lytter til lydbøger og podcasts, tung James Blake synth eller Dune: Part Twos hårdtslående facetterede soundtrack, så er det igen her at Bowers & Wilkins slår sine folder. Der er dybde, der er bredde, og selvom dette aspekt af en in-ear oplevelse altid er vanskelig at beskrive, så var det her altid den bedste del af anmeldelsesopgaven. Det skal dog her siges, at ANC'en er langt fra den mest effektive på markedet, hvor både Apple og i særdeleshed Sony leverer en langt mere adaptiv og dynamisk støjreduktion, der har lettere ved at tilpasse sig løbende til skiftende omstændigheder. Men lydoplevelsen er der ikke en finger at sætte på, selv ikke til den her pris.

Dette er en annonce:

Spørgsmålet er så bare om du kan "leve" med manglende optimering andetsteds. Pi6 lyder godt, rigtig godt endda, men til 1800 kroner bør du som forbruger kunne forvente noget mere helstøbt, særligt når konkurrenterne netop tilbyder dette. Derfor er det her en lettere lunken anbefaling, som dog skal afsluttes med at sige at Bowers & Wilkins fortsat kan levere hi-fi lyd i en konsumpakke som få andre - det virker bare som om at det specifikke arbejde det har været at fjerne eller nedgradere features for at få et Pi7 eller Pi8 til at blive til Pi6 har fyldt mere end visionen om et mere helstøbt, færdigt produkt.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold