Fra tid til anden dedikerer vi nyhederne til et bestemt tema om søndagen. I dag tager vi hul på kommentarer fra branche-folk om spilbranchen og spillene.
For nyligt fik vi på Gamereactor mulighed for at tale med en lang række af spilbranchens sværvægtere og disses tanker omkring kommende spil, konsoller, branchen som helhed og meget mere.
I denne søndagsspecial vil du kunne læse uddrag af disse samtaler.
Den første udvikler på programmet er den legendariske japanske spilskaber Yu Suzuki på Gamelab. Manden har tidligere stået bag et hav af Segas bedste spiludgivelser i arcade-hallerne blandt andet Out Run, Hang-On, Space Harrier, After Burner, Virtua Racing, Virtua Fighter, Daytona USA, Virtua Cop og Shenmue til Dreamcast.
Omkring sidstnævnte titel kommenterer Suzuki at han stadig spørges om en efterfølger, på trods af at det er 14 år siden titlen udkom.
Yu Suzuki fortæller, at han er frisk på at lave en efterfølger, såfremt muligheden indfinder sig, og at han især mener at den øgede CPU-kapacitet på de nye konsoller ville kunne hjælpe med til at gøre eventyret endnu bedre gennem smartere CPU-figurer.
Suzuki udelukker heller ikke muligheden for at benytte crowd-funding som eksempelvis Kickstarter for at muliggøre en efterfølger.
Hvad mener du? Er du frisk på mere Shenmue, eller er det en klassiker, som ikke har stået tidens tand?