British Sea Power blev startet i 2000 af brødrene Scott og Neil Wilkinson og deres skolekammerat Matthew Wood. Bandet har, indtil i år, udgivet 4 plader, men uden at få det helt store gennembrud. Og nu er de på gaden med deres femte album, som måske kan hjælpe et gennembrud på vej. Pladen hedder Valhalla Dancehall og genren kan vel bedst beskrives som indie-rock. Det er efterhånden en lidt slidt mærkat, men det er den eneste, der rigtigt rammer bandets lyd.
Man kan sammenligne dem med bands som Arcade Fire, The Cure, The Smiths og Pulp, men de har også elementer fra den mere mainstream del af den engelske musikscene i deres lyd. Her tænker jeg især Manic Street Preachers og Morriseys senere soloplader.
Og det er netop Manic Street Preachers, jeg først kommer i tanke om, når åbneren Who's In Control? brager ud igennem højtalerne. Her er det den rockede lyd, som bandet fokuserer på. Der er skruet op for guitarerne, og der bliver slået hårdt på trommerne. Andre steder bliver der fokuseret mere på det poppede, primært på Living Is So Easy, som beviser bandets evner til at skrive et godt fuldblodspopnummer. Den tredje retning, som Valhalla Dancehall trækker i, er indie a la Arcade Fire.
Det bedste eksempel på det er det syv minutter lange Cleaning Out The Rooms. I den forbindelse skal bandet i øvrigt have ros, for de spiller alle tre genrer ganske overbevisende, og forsanger Scott Wilkinson, eller Yan, som han hedder i bandet, har en af de mest varierede stemmer, jeg længe har hørt. Han kalder Valhalla Dancehall for bandets mest ambitiøse plade til dato. Det er da også fint med variation og ambition. Det er bare lidt svært at finde ud af, om bandet gerne vil være et mainstream poprockband, eller et kunstnerisk indieband.
For der er simpelthen for langt mellem de enkelte numres genre og stemning til at pladen kommer helt op og ringe. Ligesom man tror, at stilen er lagt med højlydte guitarer, bliver den brudt med poppet indie. Og når man så tror, at det var det, ryger bandet tilbage i det larmende spor. Det gør, at mit forhold til pladen er lidt ambivalent. For enkeltvis er numrene rigtig fine, men som helhed bliver albummet alt for forvirrende i længden.
Når det så er sagt, så er Valhalla Dancehall ikke nogen dårlig plade. Jeg kunne bare godt tænke mig, at British Sea Power fokuserede deres evner lidt mere på en hest. For der er masser af talent i bandet, det er der ingen tvivl om. De vil bare alt for mange ting på en gang.