Britney Spears. Hvorvidt navnet vækker billeder af den uskyldige popprinsesse fra omkring årtusindskiftet, eller hendes berygtede nedtur i 2007, er der ingen tvivl om, at der er tale om et navn af en størrelse, som få andre kan måle sig med. 24 top 40 singler i USA, 67 millioner solgte plader og et hav af udsolgte koncerter over hele verden taler deres klare sprog. Britney Spears er et brand af enorme proportioner, og derfor er der også enorm fokus på alt, hvad hun laver. Også, når hun udgiver en ny cd, som hun gør nu. Den hedder Femme Fatale, og er hendes syvende. Femme Fatale er indspillet i samarbejde med Britney-pigens faste legekammerater, Max Martin og Dr. Luke, men der har selvfølgelig også været andre producere omkring pladen. Og resultatet er ikke blevet en større åbenbaring, men på den anden side heller ikke en kæmpe skuffelse. Det er mere eller mindre, som man kunne forvente.
Lyden er helt i tråd med den lyd, der er populær for tiden. En blanding af 90'er-dance, stemmer der er sovset til i effekter, og "fuld pedal", som man vist stadig siger nogle steder. Jeg synes personligt, at det er en afskyelig blanding, men den virker til at fungere for rigtig mange mennesker. Og når den smule galde er væk, så fungerer den også for Britney. Du har sikkert allerede hørt Hold it Against Me i radioen eller på diskoteket, og du skal nok komme til at høre flere sange fra Femme Fatale de steder. Det er nemlig ret tydeligt, at albummet ikke er lavet for at stille verdens mere eller mindre mavesure anmeldere tilfredse, og det er i hvert fald ikke lavet til at man skal sidde derhjemme med en kop kaffe og høre det. Det er lavet til dansegulvene i Den Glade Viking, Crasy Daisy og hvad de ellers allesammen hedder.
Produktionen er ret solid, og melodierne er pletvis fine, men oftest bare okay. Der er ingen af de karakteristiske følsomme Britney Spears-ballader, i stedet er der gang i den fra start med tung bas, auto-tune og fladpandede tekster. Netop teksterne vælger jeg helt at ignorere i den her anmeldelse, for dem er der tydeligvis ikke tænkt ret meget over. Hold it Against Me, Trip to Your Heart og Till the World Ends er tre af pladens bedre numre, men der er rigeligt med sange på Femme Fatale, der kan sætte gang i landets dansegulve. Det er på intet tidspunkt fantastisk eller særlig originalt, men det er effektiv popmusik.
Alt i alt er Femme Fatale en alt andet end fantastisk oplevelse. Den er ensformig, teksterne er forfærdelige og den bidrager ikke med noget nyt overhovedet. Men hvis man tænker det som en diskoteksplade, mere end en mandag eftermiddagsplade, så kunne det altså gøres meget dårligere. Det siger, desværre, bare mere om genren generelt end om frk. Spears' syvende udspil.