Dead Rising

Jeg er omringet. Kan ikke flygte længere. De er overalt. De vileløse, onde væsener som engang gik for at være mennesker.
Jeg kigger mig rastløst omkring. Jeg har ikke tænkt mig at give op til en flok stavrende gespenster.
Jeg griber hårdt fat om mit sidste håb. Min eneste chance for at overleve. Med en hulens kræft kyler jeg... Fisken? I synet på den nærmeste af zombierne. Den knækker sammen og udstøder en underligt grynt.
Med overbevisende kræft løfter jeg svinet op og smider det med mine sidste kræfte hen mod resten af flokken.

Der lyder "Strike" inde i hovedet på mig, idet de sindsfraværende monstre flyver til alle sider.

Ja... Dette kunne meget vel lyde som manus'et til en komisk gyser. Men hvad der kunne være komisk som film er i stedet blevet røv-rasende grin-agtigt som spil.

Ser I, Capcom har nemlig lavet en mindre geni-streg i deres seneste Xbox-projekt.
Spillet hedder Dead Rising og som navnet antyder, indeholder skidtet tonsvis af levende døde.
Og hvem ville være bedre til netop denne genre end Capcom?

Du spiller som Frank West. En ung knøs af en journalist som ikke lader sig holde tilbage af slige forbud når det handler om vanvittige opgaver.
Du er grøn og ung og da du får nyheden om en mulig konflikt i den lille Willamete-by slår du straks til.

Du tager straks ud i en helikopter for at undersøge sagen nærmere, men da militæret tilsyneladende vil stoppe dig fra dette, bliver Frank nødt til at gemme sig i byen og bede føreren af helikopterne om at hente Frank igen om tre dage.

At sige at Dead Rising's historie er den bedtse nogensinde, ville jo nok være lidt af en løgn. Men omvendt, er måden den fortælles på ganske genial.
Fra det øjeblik hvor du forlader helikopteren til øjeblikket hvor du (måske) bliver samlet op af den igen, er du frit stillet.
Gennem spillet vil du hovedsageligt befinde dig i et indkøbscenter og her finder du, med delte følelser, flere zombier end der er stjerner på himlen.

Overalt er de, de kære savlende kræ og til trods for at de er kendt for at være grumme og stygge, så er det faktisk Frank selv som i allerhøjeste grad for sine perverse og makabre lyster stillet. Han er nemlig ikke bange for at gå til hånde når det gælder hans eget liv - ellers om at tage andres.
I indkøbsmarkedet er der, ikke overraskende, fyldt med alskens bras, alt lige fra mælkekartoner til motorsave. Og i hænderne på den gode Frank West, bliver alting et våben. Vidste du fx at en kost kan gennembore en zombie? Eller at en hækkesaks kan klippe krop og lemmer i tusinde stykker?

Nej, det er ikke de vi tænker mest over i hverdagen, men sådan er gameplayet altså indrettet i Dead Rising. Alt kan samles op og bruges - eller misbruges!

Nu fortalte jeg før om hvordan du er frit stillet i hele spillet. Og tro mig, jeg står ved denne udtale.
For i de 72 in-game (1 minut i virkeligheden er lig med 5 minutter i spillet. Go figure) timer som du har til rådighed kan du gøre lige hvad du vil. Frank kan stige i level og således lære nye tricks og finter. Måden dette sker på er ved at du i bedste hack 'n slash-stil får erfaringspoint (XP) for hver fjende du dræber og mission du klarer.

Missionerne i Dead Rising strækker sig vidt og bredt. Ved nogle skal finde medicin eller redde en overlevende i centeret - en såkaldt 'Survivor'. Ved andre skal du undersøge forskellige dele af centeret eller nedkæmpe en Psycho - betegnelsen for spillets bosser.

Og netop bosserne i spillet er det der gør det hele spændende. Væk er de onde skurke med drømme om verdensherredømmet og ind kommer de forhutlede, ensomme psykopater som er blevet drevet til vanvid som følge af zombie-invasionen.
Disse bosser er særdeles krævende og har hver især deres egne, unikke strategier. De har også hver især deres egen sørgelige historie at fortælle, og det gør at man i sidste ende får helt ondt af dem - eller ønsker dem døde hurtigst muligt.

Hvem har fx ikke ondt af en klovn der er nødsaget til at slagte små børn, nu da han er blevet arbejdsløs? Og hvem kniber ikke en tåre når en Vietnam-veteran er gået amok i en hoppy-forretning?

Udover at være pokkers underholdende og spændende, så byder Dead Rising også på en grafisk imponerende del. Der er tonsvis af små CGI-clips og de er alle utroligt flotte og anatomisk korrekte. Selve spillet er også en fryd for øjnene. Det er bygget i en såkaldt 'Swarm-engine', hvilket gør, som navnet måske antyder, at der kan være flere tusinde zombier på banen ad gangen. Og her ikke bare tale om en to-tre forskellige påklædninger til disse monstre, men i bedste Capcom stil er der blevet designet et hav af forskellige kostumer, hvilket gør at de mange zombier og survivors faktisk fremstår som unikke, indviduelle væsener.

Jeg kunne blive ved med at skrive, men sagens kerne er at Dead Rising er så skide skægt og underholdende at det ganske simpelt skal prøves for at forstås. Capcom har lavet den perfekte blanding af resident evil (dets staves faktisk med lille 'e' og 'r'!) og sandkasse-genren. Og ud af dette kommer så spillet med en udmærket historie, et genialt gameplay og underholdning til langt ud i fremtiden.

Venner, vi har fundet en klassiker!

Gameplay: 9 - spændende, arcade-agtigt og aldrig set før!

Grafik: 8 - flotte CGI-clips og en skøn verden

Lyd: 8 - lyden af en motorsav er nu skøn

Holdbarhed: 9 - du kan klare det igen og igen og ikke to gennemspilninger er ens

Samlet: 8 - Capcom har virkelig spændt med musklerne. Men på en anderledes og nytænkende måde!