Dansk
BRUGERANMELDELSE

Lost Odyssey

Det var med spænding at jeg for et par måneder siden for første gang satte Lost Odyssey i min Xbox 360. Jeg havde på forhånd meget høje forventninger til spillet, noget som man sagtens kan tillade sig når det er ingen ringere end Hironobu Sakaguchi, manden bag Final Fantasy, der står som hovedansvarlig for spillet. Så vanen tro barrikaderede jeg døren til mit soveværelse og aflyste alt hvad der bare lignede socialt samværd weekenden over. For nu skulle der spilles hvad jeg havde ventet på længe, og længe håbet på ville være en åndelig efterfølger til Sakaguchis sidste Final Fantasy.

På sin vis blev jeg ikke skuffet. Lost Odyssey er et klassisk japansk rollespil med alt hvad der til hører. Inklusive selvfølgelig random battles, et turbaseret kampsystem der virker velkendt efter kun få sekunder, og så selvfølgelig en gribende historie. Man indtager i Lost Odyssey rollen som den udødelige lejesoldat Kaim Argonar, som efter på forunderlig vis at have overlevet en ret så spetakulær katastrofe, sendes ud på en særlig rekognosceringsmission. Resten kan folk selv spille sig til, men jeg kan godt røbe Sakaguchi med Lost Odyssey's historie igen har begået et lille mesterværk der sagtens kan måle sig med hans tidligere bedrifter.
Samme høje niveau finder man på spillets soundtrack som Sakaguchi's tidligere kollega hos Square, Nobuo Uematsu, har begået. Nobuo Uematsus musik er ifølge min mening et af hovedelementerne der gjorde Final Fantasy serien så stemningsfyldt, og det er den samme magi der er på spil i Lost Odyssey.

Desværre kniber det for resten af spillets elementer med at holde det høje niveau. Stemmeskuespillet er ikke meget ringere end det er i andre japanske rollespil, men det kunne stadigvæk have været langt bedre. Især de scener hvor der ikke optræder en af historiens bærende karakterer er langt fra mindeværdige. Her kommer jeg især i tanke om et rådsmøde i begyndelsen af spillet. Denne scene varede ikke meget mere end 5-10 minutter, men det føltes vitterligt som en evighed. Indimellem virker spillets manus også en smule uldent og ikke alle replikker er lige godt tænkt. Her kunne man godt have ønsket sig at Mistwalker og Feelplus havde skåret ind til benet hvad den engelske oversættelse angår, og leveret noget der var lidt mere medrivende.

Grafisk imponerer Lost Odyssey heller ikke hverken teknisk eller designmæssigt. Bevares, det er da på ingen måde grimt at se på, men taget i betragtning af at flere af Sakaguchis tidligere spil virkelig pressede deres respektive konsollers ydeevne til det sidste, er Lost Odyssey alligevel lidt skuffende. Med det mange loading tider og et kamera man ikke kan flytte ret meget med, kunne man sagtens have fået noget mere ud af Unreal 3 motoren. Spillets design er ligeledes lidt anonymt hvilket heller ikke gør noget for at forbedre det grafiske helhedsbillede.

Lost Odyssey er et godt spil som ingen fan af japanske rollespil bør snyde sig selv for. Alligevel sidder man dog tilbage med følelsen af at det sagtens kunne være blevet meget bedre hvis bare der var blevet lagt mere arbejde i det. Det virker ikke som om at Feelplus har formået at føre Sakaguchis idé ud i livet på egen hånd, og han nogensinde skal nå de samme højder som han gjorde med Final Fantasy serien, bliver han nødt til igen at påtage sig en mere fremtrædende rolle i skabelsen af sine spil. 7 ud af 10 virker måske som en lidt hård karakter og havde udvikleren været en anden, så var det nok blevet til et point mere. Når noget kommer fra mesterens ejen hånd, så synes jeg godt man kan tillade sig at være lidt ekstra kritisk. Især når vi alle sammen ved at han kan gøre det langt bedre end det her.

Grafik: 7/10
Gameplay: 6/10
Lyd: 8/10
Holdbarhed: 8/10

Samlet karakter: 8.6/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10