Dansk
BRUGERANMELDELSE

Dead Rising

Anmeldelse; Dead Rising

Ja, jeg ved det! Det er en smule sent at anmelde Dead Rising. Eftersom det dog er et alletiders spil, mener jeg alligevel, at der er grundlag for at give mig i kast med en anmeldelse af dette spil.

De døde rejser sig..
En hidsig snerren kan høres fra løbets udmunding på mit højtelskede maskingevær. En for en falder de til jorden. En nærliggende propan-gastank står i vejen for kuglernes bane. I næste nu udbryder tanken i lys lue og zombier, samt deres halvrådne lemmer, flyver i alle retninger som en ægte, blodig fontæne. Det før lidt for almene, ternede gulv har nu fået en skøn, omend makaber, rød kulør. Lige som man skulle tro, at situationen ikke kunne blive mere frydefuld, står det foran mig.. det lokale byggemarked. Velkommen til Dead Rising.

Fantasifuldt
Dead Rising er CapComp's bud et hack n' slash spil, der er fusinoneret med sandkassegenren. Resultatet er et meget stort, flot og ikke mindst varieret indkøbscenter, der er proppet til randen med alverdens vederstyggeligheder. Alt lige fra psykotiske klovne til horder af totalt hjernedøde zombier. Til at give sig i kast med alt dette utøj, så har CapCom været helt utrolig kreative med våbenudvalget, faktisk til en grad, hvor det næsten er skræmmende. Motorsave, bowlingkulger, glohede stegepander, shotguns, spande, kosteskafte, økser, sværd, brædder, baseball-bat, fobolde, hækkesakse, judo-slag og martial arts. Fik jeg sagt motorsave?
Jeg kunne blive ved i en uendelighed, sagen er den, at Dead Rising er et sandt paradis for våbenelskere. Kan du forestille dig et våben i Dead Rising, så findes det sandsynligvis. Volden i Dead Rising er mere eller mindre totalt ucensureret, så spillet er bestemt ikke for de mindste. Ikke desto mindre er det umuligt at tage volden i Dead Rising seriøst, for den er virkelig så totalt overdrevet og med et glimt i øjet, at det er underholdende snarere end grotesk.

Frank West
I spillet tager man rollen som foto-journalisten, Frank West. Frank er ikke ligefrem en tilbageholdende fyr, så da han hører, at noget er rivruskende galt i byen Willamette i Colorado, tager han chancen og forsøger at opnå sit livs scoop. Frank aftaler med sin helikopterpilot, at han skal hentes præcis tre dage senere. Du har nu tre dage til at løse mysteriet om zombierne, redde de overlevende og forhåbentlig knuse et par hundrede af de udødes hovedskaller i processen. Dead Rising fortæller en glimrende historie, der dog undertiden bærer lidt for tydeligt præg af at være satire på den amerikanske livsstil. Satire er fint og personligt elsker jeg det, givet at det er udført med en vis fornemhed. Det er det bare ikke altid i Dead Rising og nogle gange føles denne satire lidt for åbenlys, påklistret og skåret-ud-i-pap og på-et-sølvfads-agtigt.

Gameplay
På gameplay-fronten er Dead Rising rigtig godt. Det er utrolig underholdende at smadre zombier på alverdens fantasifulde måder. Til gameplayet er der også tillagt et tiltag fra rollespilsgenren, nemlig det at man kan tjene "Prestige Points". Når man får nok af disse point, stiger man i niveau. Disse Prestige Points kan fås ved at smadre uendelige zombiehorder med bestemte nærkampstricks, våben eller i det hele taget bare ved at nakke en halv million fjender. Der er imidlertid også andre, mere opfindsomme metoder til at score friske Prestige Points. Da Frank er journalist kan han tage billeder, som er ekstra dramatiske, voldelige, komiske eller frække - Det' jo godt forsidestof.
Gameplayet er dog ikke lutter lagkage og der er visse steder, der godt kunne trænge til en finpudsning. Her tænker jeg især på styringen. Styringen i spillet er faktisk meget god, men Frank er lidt stiv i det og adlyder ikke altid controllerens mindste vink 100 %. Sigtestymet med våbene er direkte horribelt. Det er virkelig en misfornøjelse at prøve at styre Franks pistol rundt på skærmen, da sigtesystemet virker utrolig overfladisk og stift. Våbene kan dog stadig bruges og skydevåbene i spillet er generelt de mest effektive, men det kunne have været bedre. Nærkampsvåbene som sværd, hamre og bowlingkugler virker dog upåklageligt og er rent ud sagt pissesjovt at fumle rundt med.

Flot..
På den grafiske front er Dead Rising et imponerende syn. Der er kælet for detaljen i mange henseender. Alle steder i indkøbscentret er unikt designet, så deja-vu følelsen er komplet elemineret. Teksturer ser generelt fine ud, omend lidt gammeldags med 2008-brillerne på. Lys- og skyggeefftekterne er ok, men på ingen måde noget, der hæver sig over mængden. Det er dog utrolig flot, at CapCom har kunnet fylde centret med så mange zombier, detaljere dem så fint og give dem rigtig gode animationer. Alt dette serveres med en af de mest flydende framerates på Xbox 360. Der er stort set aldrig et nyk nedad i frameraten og det er i sig selv en bedrift, når indkøbscentret på samme tid er farverigt og skarpt grafisk.

Total iorden lyd
Lydsiden i Dead Rising er helt klart over middel. Zombiernes hvæsen, savlen og snerren er udført så godt og så komisk, at det næsten er en joke i sig selv. Når man knuser en hovedskal med en forhammer, så lyder det rent ud sagt herligt, forestil dig et ordenligt "splat!" komme ud af højtaleren. Stemmeskuespillet er også godt, overbevisende og varieret. Dialogerne passer godt ind uden at være noget helt vildt specielt, hvilket jeg faktisk godt kan lide i Dead Rising tilfælde.

Dead Rising holder
Dead Rising har 5-6 forskellige slutninger så vidt jeg ved, og med en veludført historie til at bakke slutningerne op, vil jeg mene, at spillet holder godt i længden. Og det bliver nu heller aldrig kedeligt at give judo-slag og sværdhug på de udøde, det er skræmmende så underholdende det er. Måske der er en sadist gemt i mig?

Dead Rising er et ægte overflødighedshorn af utrolig afstumpet, dog komisk vold. Det er på samme tid ganske overraskende, at et hack n' slash med et zombie-fyldt indkøbscenter faktisk kan have en god historie at fortælle. Grafikken er flot, flydende og farverig og støttet af glimrende lyd. Gameplayet har dog nogle ridser i lakken med kontrollen af Frank, sigtesystemet og dine holdkammeraters tåbelige, kunstige intelligens.
Med lad det være sagt; På trods af visse mangler og huller, så er Dead Rising et utrolig underholdende og blodigt orgie.

Dommen:

Grafik: 8,5/10
Gameplay: 7,5/10
Lyd: 8,5/10
Holdbarhed: 8/10

I alt: 8/10

Brugeranmeldelser8
Samlet karakter: 8.3/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10