Eternal Sonata

Hvad sker der med vore tanker når vi nærmer os de evige jagtmarker? Nogle påstår man ser et hvidt smukt lys.
Hvad så hvis et musikals geni ligger for døden?
Nemlig Frederic Chopin. Han drømmer åbenbart.
Drømmer sig væk til en farverig smuk verden. I en verden hvor dødelig sygdom også betyder magiske kræfter.
Dette er det fiktive scenarie som Eternal Sonata bygger på.
Det meste af spillet udfolder sig i pianisten Frederic Chopins tanker på hans dødsleje.
Et interessant historisk twist og en lidt ny måde at angribe J'rpg historie skrivning på.
Er historien så fyldt til randen med denne originalitet? Desværre nej
Ret hurtigt må man sande udvikleren har valgt at køre historien ind på den sikre onde vs gode kamp.
Og selv om spillet tager mange interessanter emner op bliver de aldrig rigtig sat til debat men bliver tvært imod linet meget sort/hvidt op.
Samtidig er historien uhørt lineær så der er ikke rigtig mulighed for at se om der gemmer sig ting i gråzonen blandt karakterer uden for historien.

Den tekniske side kommer vi ind på i næste del af anmeldelsen.
Rent grafisk er Eternal Sonata en cel-shaded perle. Omgivelserne og baggrundene i spillet er intet mindre end et sansebombardement af farver og lys.
Dette spil er så fantastisk smukt designet at man næsten får tårer i øjnene. Har du mulighed for at spille i HD vil dit tv give dig et maleri som du ikke havde turdet drømme om.
Derfor er det også des mere frustrerende at man skal kæmpe med et fastlåst kamera.
Ja vi skriver skam 2008 og alligevel er der absolut ingen mulighed for at dreje kameraet og nyde hele verden i spillet, eller bare få en vinkel så man kan se hvor man egentlig er på vej hen og hvad der er bag den busk der dækker ens figur lige nu.
Figurdesignet er nydelig cell-shading uden at det er noget helt vildt. De kan godt virke en anelse kønløse og står i skarp kontrast til de smukke baggrunde.
En anden ting der kan undre er at uanset hvilke nye items ens figur får kan man ikke se det på figuren. Alle sværd, stave etc er åbenbart 100% samme udforming men har bare andre stats. Lidt skuffende for mig personligt, men folk der interesserer sig mere for historien, eller de hårdere slag osv man får af nye items, vil nok være ligeglade med dette.

Nu kommer vi til lyden i spillet.
Musikken er af chopins egne værker og passer perfekt til spillet. Både til historiens rolige tempo og de smukke farver i spillet.
Jeg greb mig selv i flere gange at sidde og stire på nogle omgivelser i spillet mens jeg lod musikken fylde mine tanker og bare svømme væk.
Til gengæld er stemmeskuespillet temmelig middelmådigt. Det er vanlig lidt overskruet J'rpg stil. Det kommer ikke op på siden af for eksempel de nyere final fantasy spil, men er dog ikke så irriterende som de rædselsfulde stemmer i blue dragon.

Selve gameplayet i spillet er næste del jeg vil beskæftige mig med.
Kampsystemet en slags blanding er turbaseret og real time. HVer gang det er ens tur har man en begrænset tid til at foretage de træk eller angreb man skal. Her er det vigtigt at man får placeret sig rigtig både under og til slut i ens træk. Man har for eksempel mulighed for at blokere fjenders slag hvis man har facing imod dem men ikke hvis man vender med ryggen til. Samtidig bestemmer det hvilke skills man kan bruge alt efter om man står i lys eller mørke. Nogle fjender ændrer også form og skills alt efter om de er i mørke eller lys.
Selve skill og lvl udviklingssystemet er super simpelt. Man får automatisk tildelt nye attributes og special moves og skal overhovedet ikke gøre andet med sin figur end at vælge hvilke special moves man vil bruge i hver kamp.
Er man erfaren J'rpg gamer virker dette sytem alt for låst og simpelt. For nysgerrige nybegyndere til genren er dette dog et perfekt sted at starte.
Historien er som nævnt fuldstændig lineær og relativt kort og man bliver båret igennem det meste af spillet.
Derfor er holdbarheden i spillet relativt begrænset. Og det er nok de færreste der vil spille dette spil mere end én gang.

Hvis jeg nu skal opsumere dette kan man så sige at Eternal Sonata kun er for nye i genren?
Absolut ikke. Historien er ganske fængene og jeg havde det rigtig sjovt hele vejen igennem og derfor kan spillet varmt anbefales. Det er ikke her du får dyb karakterudvikling eller store moralske valg. Men en fornøjelig enkel underholdning i smukke omgivelser.
Tag eternal sonata til frokost og mass effect eller lost odyssey til middag.
Bon Appetit

Grafik 8/10
Lyd 8/10
Gameplay 8/10
Holdbarhed 5/10