Infinite Undiscovery

Infinite Undiscovery er et nyt japansk, fantasy rollespil fra Square-Enix/Tri-ace, og selvom det ikke sætter nye standarter, indenfor genren, er det bestemt heller ikke kun dårligt.

Historien tager sig ud i en eller anden verden, man vidst aldrig hører navnet på(jorden?). Den unge, lalleglade fløjtespiller Capell(dig), er pga. sin næsten nøjagtige lighed, med frihedskæmperen og folkehelten, Sigmund, blevet sat i spjældet af den siddende magt, anklaget for en masse ballade(bla, at ville skære månen fri fra jorden). Han bliver dog hurtigt reddet af Sigmunds undersåt, pigen, Aya, da hun også forveksler Capell med sin herre.

Capell har været meget udskældt af anmeldere verden over, men jeg kunne nu godt lide ham, og spillet præsenterer sig selv, og historien godt. Man får, fra start, lyst til at gå på eventyr, med de to hovedpersoner, da et sådan møde kun kan lede til intriger.

Der går dog ikke længe før en lang række tekniske problemer opstår.

Noget mærkbart, fra starten, er at lydsiden, i mellemsekvenserne er totalt utilgivelig. Karakterernes stemmer passer nemlig overhovedet ikke med underlægningsmusikken, og virker utroligt høje, mens musikken flader helt ud. Dette gør desværre at mange af spillets sekvenser, som ellers kunne have været rigtig gode, mister en masse værdi. Man kan ganske vidst justere lydniveauerne i option-menuen, men efter at par mislykkede forsøg på at finde en balance vil man give op, og sande at lyden simpelthen bare ikke er gennemarbejdet nok. Det skal dog lige siges at, dette kun er til gene i sekvenserne, og som spillet skrider frem, slår man sig til tåls med dette. Musikken er faktisk, i sig selv, rigtig god hele spillet igennem, og fungerer tip-top i f.eks, kampene.

Men det er desværre ikke det eneste problem Infinite Undiscovery døjer med.

En anden ting er, at der mangler savepoints spillet igennem, hvilket gør at man nogle gange kan spille op imod en time uden mulighed for, at gemme, bare for at rende ind i en pludselig død, og så skulle gøre det hele om. I spillet, kommer savepoints, sjovt nok, ofte først efter man har nakket bossen, og ikke før). Måske er det for at skærpe udfordringen, men det er irriterende og unødvendigt, og bare ikke vejen frem. Heldigvis klarede jeg den for det meste, men jeg må indrømme, at der var tidspunkter hvor jeg tænkte at, dør jeg nu, stopper jeg øjeblikkeligt spillet, og bytter det i protest(i GAME bytter de i 10 dage)

Også i kampsystemet, er der mærkbare problemer. De lider f.eks af dårlig kameraføring, og nogle gange bliver skærmen forvandlet til et stort lysshow, der efterlader spilleren i et forvirrende helvede.

Der mangler også muligheder for at skride til handling. Man styrer kun Capell, og må tit regne med dine medkæmpere, ved brug af healing, antidote, osv. hvilket de som regel også klarer på fornemmeste hvis. Capell kan godt bruge ITEM's på sig selv og de andre karakterer. Desværre er der bare ingen hurtig måde, for spilleren selv, at komme ind i ITEM-menuen på. Du er nødt til at trykke to gange, for bare at komme ind, en tredje gang for at bruge det ønskede emne(hvis du kan overskue at finde det), og tre gange cancel for at komme tilbage i kampens hede. Det gør at du mister grebet om kampene, og sammen med en ringe mulighed for at blokere fjenders angreb, sætter det sommetider spilleren uden for indflydelse.

Det er dog ikke alt ved kampene, der bare er dårligt. De er real-time(så ikke noget med at skulle vente i 10 sekunder, for at komme i gang(Lost Odyssey). De flyder godt, og et par finesser er med til at gøre systemet interessant. Du får også et par seje moves, som Capell's, REGINLEIF, der på sejeste vis kan nedlægge en tre meter høj cave-troll, i et hug - sejt! Der er også mulighed for ITEM-CREATION, som også tilfører spillet en god sjat underholdning, da de bedste våben og items, findes i denne sektion af spillet.

En anden ting som Infinite Undiscovery kan, er at få spilleren med i eventyret. Historien er helt ok, og det er interessant at følge Capell's udvikling fra klage-ballon, til kynisk kriger, i hans stræben efter(vil jeg tillade mig at sige, uden at afsløre for meget),at overtage Sigmuds plads, i slænget. En fed detalje er bla. at hans stemme ændrer sig, og bliver en smule dybere. F.eks. bliver hans kampråb i aktiveringen af battle-skills, meget mere voldsomme og "blodige". Faktisk synes jeg, som spiller, at disse ting langt hen ad vejen, fjerner fokus fra spillets dårlige sider, som kunne have været undgået.

Så selvom spillet ikke er så indholdsrigt som f.eks, Valkyrie Profile og Star Ocean, fra samme hold, er det, efter min mening, bedre end, Eternal Sonata og Lost Odyssey, og alt i alt er Infinite Undiscovery, et sjovt, actionpræget, til tider interessant spil, som med dets 20-30 timers varighed, på trods af diverse fejl og mangler, formår at underholde med dejlige musiske øjeblikke, og en glimrende fortælling.

Af TrioHawk