Max Payne

"They were all dead. The final gunshot was en exclamationpoint to everything it had let to this point, and then it was over... To make any kind of sense of it, i have to go back three years. Back to the night the pain started."

Sådan både starter og slutter vores helts eventyr af død og ødelæggelse.

Remedy's forsøg på at kombinere John Woo's "Hard Boiled" og Dirty Harry-filmene samt en dråbe af Marvels "The Punisher". Plottet er simpelt, Max Payne har udlevet den amerikanske drøm, en dejlig kone og en lille nyfødt pige, men drømmen brister da han på sin sidste arbejdsdag for NYPD som undercover-strømer, kommer hjem og finder sin kone og datter myrdet. Nu går jagten så ind på de skyldige, og det eneste han efterlader sig en blyfyldte lig og tomme patronhylstre.

Alene fra første introduktion med vores helt var jeg solgt, han så, så rå og brutal ud, hans alene beskidte og ødelagte læder-frakke, syningerne i ansigtet. Det... og så den kæmpe sniper-riffel han står med i hænderne. Min nysgerrighed skreg efter af vide hvordan han endte sådan, og efter 10 timers spil, må jeg indrømme at min nysgerrighed blev stillet, udelukkende for at blive erstattet med spørgsmålet om hvad der sker med vores helt.

Da spillet udkom var grafikken jo god (kan man ikke rigtigt sige mere), men den er stadig detaljeret nok til, at man ikke bider sig fast i det. Desværre er lyden knap så god, mellem sekvenserne fejler intet, men i selve spillet, mangler nogle af våbene, lidt finpudsning på lydsiden. Mit favoritvåben var f. eks. de to Barettaer, desværre så lyder de som som en dårlig soft-gun når der skydes, det samme med den M4 man samler op senere, det er et glimrende våben, men selve lyden giver følelsen af at man smider småsten på sin fars nye bil. Ikke helt godt nok til mig. Selv for sådan et alrende spil.

Til gengæld er det en helt anden sag når vi kommer til game-playet. Det bliver aldrig kedeligt, selvom det til tider kunne trænge til lidt nytænkning så forstår Remedy at holde pulsen igang, og muligheden for at kaste sig rundt i slow-motionl er en geni-streg uden lige. Tidligere udviklere af skydespil sidder og ærger sig. Fordi det giver gameplayet sådan en boost og en intensitet at man til tider ser sig selv blå i hovedet på grund af luftmangel. Har prøvet at spille Max Payne uden brug af Slow-motion (Bullet-time som det hedder heri) og selvom spillet stadig er godt, føles det somom der mangler noget.

Derfor har jeg valgt at give spillet 9/10, havde lydsiden været i orden, havde det været et rent 10-tal, men da lyden bringer en tilbage til den virkelige verden, nu hvor man ellers lige var så opslugt, må jeg kalde det en "Party-pooper" uden lige.

Konklusion: Alt i alt en fantastisk spil, hvis lige man skal lede længe efter, men Remedy skulle have brugt en måneds tid mere på lyden.