Burnout Paradise

Burnout serien startede tilbage i 2002 med at gøre sin indtræden på succes maskinen Playstation 2.

Det blev hurtigt en succes med sin nytænkning indenfor racer-genren, men som alle nye spil i serier er der skønhedsfejl at finde.

For eksempel skulle man køre tre løb og vinde dem for at komme videre. Hvis dette ikke skete, var man nødt til at starte forfra, hvilket vil sige at de første baner, havde man kørt til hudløshed.

Der kom selvfølgelig en opfølger til det første (Burnout 2), som rettede en del og nu kunne man "booste" når man ville og ideen med at kunne styre sit vrag efter et crash var helt suveræn. På den måde kunne man eliminere modstanderne under styrtet.

Burnout blev populært og der kom flere titler som Burnout: Takedown som gjorde titlen endnu mere arkade-præget hvilket ikke alle brød sig om, men stadig gav serien som altid den mest utrolige fartfornemmelse nogensinde. Burnout: Dominator og Burnout: Revenge fulgte efter med fed grafik og fart men bragte ikke megen nyt under solen.

Nu er vi så på The Next Generation med Playstation 3 hvor det splinternye Burnout: Paradise gør sin entre.

Burnout: Paradise

Solens stråler rammer den nedslidte asfalt, som ligger så langt øjet rækker, svagt forstyrret af varmedisen.

Jeg triller op ved siden af mine modstander, jeg har tænkt mig at give baghjul i min smadrede Hunter

Cavalry, hvilken jeg fik udleveret for et øjeblik siden i Junkyard.

Hænderne sveder som var de dyppet i havet og adrenalinen pumper i takt med bassen fra anlægget.

Pludselig skifter lyskurven til den magiske grønne farve og lyden af i alt seks monster-fede øser buldrer om

ørerne på mig, alt imens kameraet får sig en rystetur og de skinnende modstander suser af sted.

Vildt, tænker jeg et splitsekund, hvorefter jeg kommer i tanke om jeg nok heller må træde sømmet helt i bund.

Speakeren fra Crash.fm kommer med gode råd mens jeg hjuler derudaf, i et ihærdigt forsøg på at undvige den modkørende trafik.

Jeg ender i et sammenstød og min øse bliver flået i stykker, som var det en tom coladåse. Men pyt med det, for lidt efter finder jeg mig selv i acceleration på hjulene igen og jeg kan fortsætte mit adrenalin-rush af et racerløb.

Grafik

Grafisk set er Burnout i en klasse for sig (ny designet), det gør sig utrolig godt på en fed HD fladskærm med surround-lyd og det er ren guf for øjet på PS3. Det er godt nok altid sommer og sol i Paradise city, så der er vidst intet job at hente for en vejr-metrolog i denne by.

Men hvilken udsigt der er at finde, skyerne står højt på himlen som selveste solen gør det og træerne danser stille i vinden. Man kan virkelig se bladende afspejle sig i den polerede overflade på sin øse men det er så også det eneste levende i Paradise City.

Udviklerne har valgt at afskaffe enhver form for pixeleret person, dette gør at aldersgrænsen for spillet rykkes ned til at hedde 3+ vurderet af Pegi (Pan European Game Information ) , men jeg syntes nu selv at aldersgrænsen burde være lidt højere.

Byen er virkelig gennemtænkt og bygget mere for selve spillerens underholdning, end for de mange "AI"-køretøjer selvfølgelig. Man bliver opfordret til at benytte de mange smutveje, som er placeret rundt omkring på de imponerende 400 kilometer vej, som lader én frit udforske den store verden. Lige fra de tårnhøje skyskrabere, til det mere rolige kvarter (dog knap så roligt på vejen uanset hvor).

Omgivelserne er simpelthen designet til ren og skær køreglæde, om man er til lange strækninger med fuld fart, så enhver anden bil synes at holde stille, eller drifte omkring ethvert gadehjørne i håb om ikke at blive kvast af byens biler. Hvis man nu tilfældigvis (det sker tit) skulle ske at man støder ind i en bil eller andet der måtte krydse ens vej, skifter scenariet til den fedeste effekt af et crash som aldrig før er set. Bilen ses nu i slow-motion kollidere med en bil eller væg, hvorefter glasset knuses og sendes frem i luften grundet farten. Kofanger, kølerhjelm, dæk, alt bliver krøllet og derefter flået langsomt fra hinanden, med et magisk strejf af kunst og realisme. Muligheden for at forny bilen er genial, man køre simpelthen bare gennem "repair-shop" og "Paint-shop" hvilket fornyer bilen som havde den aldrig rørt asfalten, som lige skal siges er "ægte" og lækker at se på, med sprækker og revner overalt. Det er mulighedernes by og der er altid et løb ved næste lyskryds.

Gameplay

Det er et helt suverænt teknisk niveua vi har med at gøre her, alt er helt i top og man kan virkelig mærke hvor godt spillet er skruet sammen.

Man vælger sin bil alt efter hvilken type løb man skal køre, men nogle biler virker all around og det er rart at se hvordan de forskellige biler reagere i et crash. Det virker sjældent ens, så man må bestemt rose dem for skades-modellen i dette spil, man søger næsten selv at crashe.

Der findes mange typer løb som, som sagt er beregnet til forskellige biler, nogle sjovere og mere intense end andre. At komme fra A til B i et almindeligt race er noget af en præstation, for i Paradise City er der til forskel fra de tidligere spil ingen "hjælpe-pile" man kan læne sin slæde op af, som i de tidligere spil. Nu kræver det at man finder sin indre navigatør frem, hvilket man skal vende sig en smule til, men man har fået sig et fint kort at kigge lidt på. Ydermere har man fået en genial ide, i og med man har kaldt alle veje et navn og når du når til et kryds hvor der skal drejes, blinker et vejnavn til højre eller venstre, så det har egentlig noget med at reagere at gøre.

Der findes både stunt, One on One, Manhunt (Du bliver jagtet af nogle stride børster) og den elskede Road Rage. Nogle vil savne Crash- løbene hvor men sender sin fire-hjulede ven ind i et kryds for at lave ravage, men bare rolig for nu er det tid til Showtime, som udviklerne nu har kaldt det. Med to knapper sender man sin bil ud i et sving mit på vejen og konsekvensen af dette er en uvirkelig tilstand, dog fandens fed og utrolig underholdende, hvor bilen nærmest rulle-hopper over asfalten.

Dette medføre at vejen bliver fyldt med biler hvor du inviteres til at lege "fang mig hvis du kan" som vil sige at det gælder om at få point ved at ramme andre køretøjer.

Der findes faktisk nogle Tony Hawk (skate) inspirerede lukkede områder, hvor man virkelig kan teste sine evner som stunt-car. Styringen er utrolig god og varierende fra vogn til vogn og muligheden for at opgradere er ganske fin, så hvis man lære at mestre sin sæbekassebil så kan man virkelig lave fede power-parkings.

Lyden

Crash-fm er ganske udmærket og præsenterer spillet fint med et strejf af humor. Der er mange gode tips og tricks som hjælper dig gennem spillet. Der skal blandt andet tages billede med Playstation Eye camera til dit kørekort, hvilket er en ganske sjov feature man kan benytte sig af. Dog beder den om billede, hver eneste gang du racer over målstregen skarpt forfulgt af dine modstandere, men heldigvis kan man genbruge sit yndlings.

Lyden af hver enkelt øse er langt fra ens, man kan virkelig høre den store forskel fra en tung gammel rusten spand, til en lækker sportsracer. Det er fedt at dreje nøglen og høre hvordan motoren sætter i gang, dog lyder det ens når man drifter på asfalt som på græs, men det har absolut ingen betydning for dette fantastiske spil. Selve musikken er herligt varieret og der er nogle fede kendinge imellem, det er bare lidt synd man kun kan skifte frem i musikken under kørslen. En fed ting er at når man blæser derudaf med speederen i bund til det gamle hit med Guns N' Roses, så falder lyden lidt tilbage til fordel for vindens susen.

Det samme gælder et crash, her føles det som om man står foran en hoveddør, til en lukket fest hvor man ikke er inviteret. Lyden dæmpes og bassen træder mere frem og det går perfekt hånd i hånd med slow-motion effekten når man crasher.

Online

Online-delen i Paradise City er en stor del i spillet, mest fordi den er stort set identisk med selve spillet.

Den giver rig mulighed for at jagte sine venner online og udføre alverden trick sammen, som var det et omrejsende cirkus. Man kan også kører løb og sætte rekorder i et hav af discipliner rundt omkring i byen. Det kunne bare være sjov, hvis man ku vinde hinandens biler under løb, der er trods alt 75 af slagsen. Når en ven smadre sit vrag af en øse ind i siden på din ny pussede karet, vil Playstation Eye tage et "Mugshot" (billede) af dig, mens du sidder og laver grimasser over de andre søndags-bøller, fed idé.

Online delen er faktisk næsten usynlig og med et tryk på en knap, er du online og venner kan se og høre dig. Så er der dømt race på denne kæmpe online legeplads. Man må sige der er stor underholdningsværdig at hente online med venner og nye fartglade Pixel-bils-elskere verden over.

Holdbarhed

Holdbarheden i spillet er stor, især grundet de mange muligheder og nye tiltag som er at finde. Criterion har virkelig kælet for deres passion omkring dette geniale bil-spil og det sys tydeligt på alle fronter. Speedometer er stadig ikke at finde, men det betyder intet for med den fart ville den sikker sprænge tælleren.

Alt er detaljeret og designet med bagtanke og når man først har lært hvor målstregen findes de forskellige steder, gælder det bare om at finde sin egen hurtige rute dertil. Intet føles mere nervepirrende end at komme kørende fra hver sin side af målstregen i fuld gallop i håb om at juble over en mulig triumf. Der er virkelig mange timer at hente her hvis man er glad for automobiler, så dette spil er et must-have... SÅ GI´DEN GAS DRENGE!!!

Tillagt 2008-11-02 23:48:
Burnout serien startede tilbage i 2002 med at gøre sin indtræden på succes maskinen Playstation 2.

Det blev hurtigt en succes med sin nytænkning indenfor racer-genren, men som alle nye spil i serier er der skønhedsfejl at finde.

For eksempel skulle man køre tre løb og vinde dem for at komme videre. Hvis dette ikke skete, var man nødt til at starte forfra, hvilket vil sige at de første baner, havde man kørt til hudløshed.

Der kom selvfølgelig en opfølger til det første (Burnout 2), som rettede en del og nu kunne man "booste" når man ville og ideen med at kunne styre sit vrag efter et crash var helt suveræn. På den måde kunne man eliminere modstanderne under styrtet.

Burnout blev populært og der kom flere titler som Burnout: Takedown som gjorde titlen endnu mere arkade-præget hvilket ikke alle brød sig om, men stadig gav serien som altid den mest utrolige fartfornemmelse nogensinde. Burnout: Dominator og Burnout: Revenge fulgte efter med fed grafik og fart men bragte ikke megen nyt under solen.

Nu er vi så på The Next Generation med Playstation 3 hvor det splinternye Burnout: Paradise gør sin entre.

Burnout: Paradise

Solens stråler rammer den nedslidte asfalt, som ligger så langt øjet rækker, svagt forstyrret af varmedisen.

Jeg triller op ved siden af mine modstander, jeg har tænkt mig at give baghjul i min smadrede Hunter

Cavalry, hvilken jeg fik udleveret for et øjeblik siden i Junkyard.

Hænderne sveder som var de dyppet i havet og adrenalinen pumper i takt med bassen fra anlægget.

Pludselig skifter lyskurven til den magiske grønne farve og lyden af i alt seks monster-fede øser buldrer om

ørerne på mig, alt imens kameraet får sig en rystetur og de skinnende modstander suser af sted.

Vildt, tænker jeg et splitsekund, hvorefter jeg kommer i tanke om jeg nok heller må træde sømmet helt i bund.

Speakeren fra Crash.fm kommer med gode råd mens jeg hjuler derudaf, i et ihærdigt forsøg på at undvige den modkørende trafik.

Jeg ender i et sammenstød og min øse bliver flået i stykker, som var det en tom coladåse. Men pyt med det, for lidt efter finder jeg mig selv i acceleration på hjulene igen og jeg kan fortsætte mit adrenalin-rush af et racerløb.

Grafik

Grafisk set er Burnout i en klasse for sig (ny designet), det gør sig utrolig godt på en fed HD fladskærm med surround-lyd og det er ren guf for øjet på PS3. Det er godt nok altid sommer og sol i Paradise city, så der er vidst intet job at hente for en vejr-metrolog i denne by.

Men hvilken udsigt der er at finde, skyerne står højt på himlen som selveste solen gør det og træerne danser stille i vinden. Man kan virkelig se bladende afspejle sig i den polerede overflade på sin øse men det er så også det eneste levende i Paradise City.

Udviklerne har valgt at afskaffe enhver form for pixeleret person, dette gør at aldersgrænsen for spillet rykkes ned til at hedde 3+ vurderet af Pegi (Pan European Game Information ) , men jeg syntes nu selv at aldersgrænsen burde være lidt højere.

Byen er virkelig gennemtænkt og bygget mere for selve spillerens underholdning, end for de mange "AI"-køretøjer selvfølgelig. Man bliver opfordret til at benytte de mange smutveje, som er placeret rundt omkring på de imponerende 400 kilometer vej, som lader én frit udforske den store verden. Lige fra de tårnhøje skyskrabere, til det mere rolige kvarter (dog knap så roligt på vejen uanset hvor).

Omgivelserne er simpelthen designet til ren og skær køreglæde, om man er til lange strækninger med fuld fart, så enhver anden bil synes at holde stille, eller drifte omkring ethvert gadehjørne i håb om ikke at blive kvast af byens biler. Hvis man nu tilfældigvis (det sker tit) skulle ske at man støder ind i en bil eller andet der måtte krydse ens vej, skifter scenariet til den fedeste effekt af et crash som aldrig før er set. Bilen ses nu i slow-motion kollidere med en bil eller væg, hvorefter glasset knuses og sendes frem i luften grundet farten. Kofanger, kølerhjelm, dæk, alt bliver krøllet og derefter flået langsomt fra hinanden, med et magisk strejf af kunst og realisme. Muligheden for at forny bilen er genial, man køre simpelthen bare gennem "repair-shop" og "Paint-shop" hvilket fornyer bilen som havde den aldrig rørt asfalten, som lige skal siges er "ægte" og lækker at se på, med sprækker og revner overalt. Det er mulighedernes by og der er altid et løb ved næste lyskryds.

Gameplay

Det er et helt suverænt teknisk niveua vi har med at gøre her, alt er helt i top og man kan virkelig mærke hvor godt spillet er skruet sammen.

Man vælger sin bil alt efter hvilken type løb man skal køre, men nogle biler virker all around og det er rart at se hvordan de forskellige biler reagere i et crash. Det virker sjældent ens, så man må bestemt rose dem for skades-modellen i dette spil, man søger næsten selv at crashe.

Der findes mange typer løb som, som sagt er beregnet til forskellige biler, nogle sjovere og mere intense end andre. At komme fra A til B i et almindeligt race er noget af en præstation, for i Paradise City er der til forskel fra de tidligere spil ingen "hjælpe-pile" man kan læne sin slæde op af, som i de tidligere spil. Nu kræver det at man finder sin indre navigatør frem, hvilket man skal vende sig en smule til, men man har fået sig et fint kort at kigge lidt på. Ydermere har man fået en genial ide, i og med man har kaldt alle veje et navn og når du når til et kryds hvor der skal drejes, blinker et vejnavn til højre eller venstre, så det har egentlig noget med at reagere at gøre.

Der findes både stunt, One on One, Manhunt (Du bliver jagtet af nogle stride børster) og den elskede Road Rage. Nogle vil savne Crash- løbene hvor men sender sin fire-hjulede ven ind i et kryds for at lave ravage, men bare rolig for nu er det tid til Showtime, som udviklerne nu har kaldt det. Med to knapper sender man sin bil ud i et sving mit på vejen og konsekvensen af dette er en uvirkelig tilstand, dog fandens fed og utrolig underholdende, hvor bilen nærmest rulle-hopper over asfalten.

Dette medføre at vejen bliver fyldt med biler hvor du inviteres til at lege "fang mig hvis du kan" som vil sige at det gælder om at få point ved at ramme andre køretøjer.

Der findes faktisk nogle Tony Hawk (skate) inspirerede lukkede områder, hvor man virkelig kan teste sine evner som stunt-car. Styringen er utrolig god og varierende fra vogn til vogn og muligheden for at opgradere er ganske fin, så hvis man lære at mestre sin sæbekassebil så kan man virkelig lave fede power-parkings.

Lyden

Crash-fm er ganske udmærket og præsenterer spillet fint med et strejf af humor. Der er mange gode tips og tricks som hjælper dig gennem spillet. Der skal blandt andet tages billede med Playstation Eye camera til dit kørekort, hvilket er en ganske sjov feature man kan benytte sig af. Dog beder den om billede, hver eneste gang du racer over målstregen skarpt forfulgt af dine modstandere, men heldigvis kan man genbruge sit yndlings.

Lyden af hver enkelt øse er langt fra ens, man kan virkelig høre den store forskel fra en tung gammel rusten spand, til en lækker sportsracer. Det er fedt at dreje nøglen og høre hvordan motoren sætter i gang, dog lyder det ens når man drifter på asfalt som på græs, men det har absolut ingen betydning for dette fantastiske spil. Selve musikken er herligt varieret og der er nogle fede kendinge imellem, det er bare lidt synd man kun kan skifte frem i musikken under kørslen. En fed ting er at når man blæser derudaf med speederen i bund til det gamle hit med Guns N' Roses, så falder lyden lidt tilbage til fordel for vindens susen.

Det samme gælder et crash, her føles det som om man står foran en hoveddør, til en lukket fest hvor man ikke er inviteret. Lyden dæmpes og bassen træder mere frem og det går perfekt hånd i hånd med slow-motion effekten når man crasher.

Online

Online-delen i Paradise City er en stor del i spillet, mest fordi den er stort set identisk med selve spillet.

Den giver rig mulighed for at jagte sine venner online og udføre alverden trick sammen, som var det et omrejsende cirkus. Man kan også kører løb og sætte rekorder i et hav af discipliner rundt omkring i byen. Det kunne bare være sjov, hvis man ku vinde hinandens biler under løb, der er trods alt 75 af slagsen. Når en ven smadre sit vrag af en øse ind i siden på din ny pussede karet, vil Playstation Eye tage et "Mugshot" (billede) af dig, mens du sidder og laver grimasser over de andre søndags-bøller, fed idé.

Online delen er faktisk næsten usynlig og med et tryk på en knap, er du online og venner kan se og høre dig. Så er der dømt race på denne kæmpe online legeplads. Man må sige der er stor underholdningsværdig at hente online med venner og nye fartglade Pixel-bils-elskere verden over.

Holdbarhed

Holdbarheden i spillet er stor, især grundet de mange muligheder og nye tiltag som er at finde. Criterion har virkelig kælet for deres passion omkring dette geniale bil-spil og det sys tydeligt på alle fronter. Speedometer er stadig ikke at finde, men det betyder intet for med den fart ville den sikker sprænge tælleren.

Alt er detaljeret og designet med bagtanke og når man først har lært hvor målstregen findes de forskellige steder, gælder det bare om at finde sin egen hurtige rute dertil. Intet føles mere nervepirrende end at komme kørende fra hver sin side af målstregen i fuld gallop i håb om at juble over en mulig triumf. Der er virkelig mange timer at hente her hvis man er glad for automobiler, så dette spil er et must-have... SÅ GI´DEN GAS DRENGE!!!