Fable II

Solen går ned i det fjerne. Jeg står og ser ud over bakken ned i søen hvor den røde sols stråler smukt bliver genspejlet. Men pludselig brydes freden af en velkendt lyd. Min trofaste hun knurrer for at advare mig. Nogen eller noget er faretruende nær og han kan mærke det længe før jeg ser dem.
Fem banditter springer frem med trukne våben. Jeg samler min magiske energi og sender masser af magiske sværd i deres retning mens jeg med mit gevær afvæbner dem én efter én. Deres leder overrasker mig bagfra, men idet han slår sit sværd ud efter mig parerer jeg og kommer om bag ham, griber fat i hans skulder og spider ham med mit eget sværd...

Sådan vil en typisk situation i Fable 2 kunne beskrives. Fred og idyl, sort humor og blodige kampe afløser hinanden støt og roligt hele vejen igennem.
Jeg var personligt meget glad for det gamle Fable, selv om det på ingen måde var alt det som Molyneux i starten lovede (Project Ego). Det var dog stadig en rigtig habil rpg oplevelse med masser af atmosfære og humor.
Det samme kan siges om Fable 2. Humoren står igen som en vigtig del igennem spillet, både i historien og i de mange sidequests man kan begive sig i kast med.
Det kan ganske enkelt more mig kosteligt at møde den dunkle britiske humor som jeg har elsket i Monthy Pythons univers og som også er meget fremtrædende i Fables univers.
Er man ikke til den slags kulsort og nogen gange temmelig pjattet humor kan jeg dog nemt forestille mig at man vil blive irriteret på spillet.
Historien i Fable 2 er på mange måder ret simpel. En ond gut prøver at slå dig ihjel fordi du er en af de udvalgte til at fælde hans mørke planer. Men du overlever/ bliver genoplivet og er klar til hævn.
Nej ved første øjekast er historien bestemt ikke moden til en oscar, men graver man lidt dybere i de mange bøger etc. man kan finde rundt om i Albion (Fables verden) vil man se at historien stikker dybere end som så og at der faktisk er rigtig mange sammenhænge mellem Fable 2's historie og den i 1'eren, selv om de to spil har 500 år mellem sig. Samtidig skal det nævnes at historien bliver så godt fortalt og i et rigtig godt tempo, med tilpas mange små hint til hvad der videre skal ske til at når først man er blevet fanget slipper man den ikke igen før man er helt igennem.
Den eneste fejl historien har, er at den simpelthen er for kort. Man vil så gerne have mere når først man er færdig, og man sidder alt andet end lige med en følelse af at det hele gik alt for stærkt når man endelig er igennem.
Heldigvis er der rigtig mange sidequests og jobs at gå i gang med så det er ikke for alvor slut når rulleteksterne er kørt over skærmen.
De forskellige sidequests er meget varierede og er i sig selv små geniale og sjove historier, med masser af referencer til blandt andet kendte film osv.
Samtidig er der ved flere af opgaverne nogle rigtig gedigne belønninger når man gennemfører dem, hvilket naturligvis kun gør at man bliver endnu længere hængene i fable.

Selve gameplayet er meget fængende. Kampe fylder en meget stor del i fable og derfor er det klart kampsystemet er vigtigt. Heldigvis har Lionhead ramt lige i plet her. Dit nærkampsvåben, din magi og dit fjernkampsvåben har hver sin knap og alt efter hvor længe du trykker eller hvilke kombinationer med andre knapper du laver/lærer kan du så få sat en perfekt blanding af alle tre sammen. Det føles så rigtigt sat sammen og naturligt at det simpelthen bliver sjovt uanset hvor mange fjender du møder at blive ved med at slagte dem på forskellige måder. Samtidig medfører detaljegraden af spells og de, slowmotion eller counterkills, du kan lave at det ser rigtig fedt ud når de en efter en falder for dine våben. Der er vel ikke noget mere blodtørstigt skønt end at se din fjende få masser af magiske sværd gennem sig i slowmotion, mens han bliver kastet bagud gennem luften og lige får en pil eller to gennem knolden på vejen.
Andre folks syn på dig betyder en hel del i fable 2, som det i øvrigt også gjorde i etteren. Hvor vidt du vælger at udnytte uskyldige, slå dem ihjel eller bare at godt gammeldags provokerende over for folk i Albion har invirkning på hvordan folk behandler dig. Er du tilpas god vil små børn rende rundt som vilde for at få din autograf og kvinder vil stå i kø for at få en tur i høet med dig.
Modsat vil mennesker flygte for dig og børn vil blive bange for dig og din hund hvis du er tilpas ond.
Dette kan i øvrigt også ses på dit udseende. Er du god vil du ha ren hud og se lys og god ud. Er du på den anden side ond vil du få mørke rende om øjnene, grønne katteagtige øjne og store horn i panden.
Man taler med folk igennem såkaldte eskpressions hvor man kan gøre alt fra at give gaver til at skide i bukserne. Det fungerer fint og bærer som alt andet i fable præg af humoren i spillet. Noget der dog kan undre er at man som helt tilsyneladende er stum. Alle andre i spillet har stemmer men du mægler ikke et eneste ord som helt. Man savner det dog ikke rigtig efter nogen tid i spillet.
De forskellige jobs man kan tage i spillet giver også en dejlig afveksling til historie delen. De mest almindelig træhugger eller smed fungerer på lidt samme måde som ekspressions ved at man skal ramme en plet i en linje på rette tidspunkt. Det er en nem måde at tjene penge på men bliver desværre hurtigt triviel og kedelig. Heldigvis kan man købe butikker, huse osv. og tjene penge igennem salg eller lejeudgifter. Og det er her de store penge gemmer sig. Faktisk så store penge at penge ikke rigtig bliver vigtig i spillet. Det går ganske enkelt alt for hurtigt med at blive millionær og man føler ikke rigtig på noget tidspunkt man skal arbejde hårdt for de ting man gerne vil have.
Det samme gælder i øvrigt hvis man skulle dø i spillet, man genopstår ganske enkelt nøjagtig der hvor man dør og mister kun en lille smule experience. Med andre ord bliver man faktisk overhovedet ikke straffet for at spille elendigt. Dette er selvfølgelig godt for alle casual gamere out there, men for det mere hardcore publikum vil dette givet føles for nemt og give en følelse af manglende udfordring.
Mens man kæmper eller løser jobs får man experience som kan bruges på at forstærke din figur. I fable foregår dette gennem såkaldte orbs. Der findes orbs i 4 forskellige farver. Disse orbs bruges til at købe skills eller forstærke forskellige dele af din figur. Grøn er almen exp som kan bruges i alle tre fag. Blå er nærkamps og overlevelses orbs, disse giver styrke osv. til dit nærkampsvåben og giver dig mere liv. Gul bruges til hurtighed og fjernkampsekspertise. De røde er til dine magiske evner. Alt efter hvilken type kamp du fokuserer på vil du få flere orbs af den dertil passende type.
Det sidste gameplay element jeg vil komme ind på er hunden. Har man fulgt lidt med i tilblivelsen af Fable 2 har man lagt mærke til at der er blevet lagt meget vægt på den hund der følger dig gennem hele spillet. Eller i hvert fald det meste af historien.
Hvordan fungerer hunden? Egentlig kan man vel kalde den en nuttet pelsklump-alarm. Kommer du forbi fjender vil den begynde at knurre for at advare dig, er der skatte i nærheden vil den opsnuse dem for dig, og ud over det kan man træne den til en helt del ting. Blandt andet vil den når den bliver stærkere springe på dine fjender når de ligger ned og flænse dem i halsen, eller du kan lære den at pisse på folk hvis det skulle være interessant.
Hunden virker meget livagtig i sin opførsel og den måde folk reagerer på den er også meget autentisk. Er du i nærheden af dit barn eller din hustru vil din hund ofte sætte sig ved dem og passe på dem. Er der børn i nærheden kan de blive helt vilde og komme hen og klappe den og den vil så som gestus lovre med halen eller hvad den nu kan finde på.
Hunden fungerer rigtig rigtig godt og er meget mere interessant og livagtig end den sædvanlige HUD man er vant til. Samtidig bliver man faktisk knyttet til den lille pelstrold hvis man da bare har den mindste indlevelse i spillet.
Umiddelbart ville man måske blot kalde det en gimmick i spillet, men hunden er alligevel så vigtig og har så stor en plads i din spiloplevelse at det ville være forkert ikke at nævne den.

Hvis vi nu skal gå videre til det tekniske aspekt i spillet er Fable en lidt sjov størrelse. I hvert fald grafisk.
Omgivelserne, lys og skyggesætningen er nogle steder så betagende smuk at man er nødt til at stoppe op og bare stå og nyde det maleriske scenario. Måden solen rammer søerne eller skærer sig gennem trætoppende eller den måde blomsterne smukt bevæger sig i vinden eller når du løber gennem marker, er så fantastisk farverigt, fantasifuldt og smukt lavet at man falder bagover.
Til gengæld er figurerne i spillet ikke nogen videre pragtpræstation. Ansigterne er kedelige og ligner noget der sagtens kunne ha kørt på den gamle xbox. Animationerne fungerer rigtig godt, men det trækker nu alligevel gevaldigt ned at man tilsyneladende i design af figurer er sprunget over hvor gærdet af lavest. Specielt når man tænker på hvor vigtig interaktion med mennesker og des lignende er i fables univers. Det er synd for grafikken havde ellers kunne score topkarakter.
Lyden er til gengæld ramt lige i plet. Musikken er godt indspillet og sætter den helt rette eventyr, Bierstube, skotske landskaber stemning som fable hele vejen bærer præg af.
Der er kælet for detaljerne i lyden, også når du bevæger dig i spillet eller når du sender storslåede besværgelser af sted eller for den sags skyld bare står og hakker brænde. Lydene er autentiske og klare.
Voiceacting i spillet er også helt i top. Der er brugt masser af stemmer og folkene bag stemmerne har tydeligvis levet sig ind i deres roller. Samtidig er der brugt masser af forskellige accenter som alt sammen giver en meget farverig og gennemført voiceacting del.
Det eneste der, som før nævnt, mangler er en stemme til helten. Man savner den dog ikke vildt meget. Men igen når nu kommunikation med andre i omgivelserne er så vigtig i spillet virker det underligt man er stum og afholder for mit vedkommende karakteren i lyd i at nå helt til tops.

Alt i alt må jeg sige at jeg har været meget underholdt af Fable 2 og det er indtil videre for mig den bedste spil oplevelse i år.
Historien er desværre lidt kort og figurerne kunne godt have været bedre designet, men det er alligevel ikke nok til at ødelægge min oplevelse og der skal lyde de varmeste anbefalelser fra min side til alle rpg fans om ikke at lade den perle gå jeres næser forbi.

Karakter:
Grafik: 8
Lyd: 10
Gameplay: 10
Holdbarhed: 7