Dansk
BRUGERANMELDELSE

Call of Duty: World at War

At Activision har ladet Treyarch stå for endnu et Call of Duty spil har, siden det blev annonceret virket som en kæmpe bommert efter deres seneste i serien, de totale fiaskoer Big Red One og Call of Duty 3.
At Treyarch ovenikøbet vælger at vandre tilbage til Anden Verdenskrig efter Infinity Wards så ekstremt succesfulde Call of Duty Modern Warfare var for mange det samme som en dødsdom før retssagen. Men er dette spil så virkelig en eksekvering af omtalte dom, eller har Treyarch formået at vende skuden og kæmpet sig tilbage på slagmarken?

Selv har jeg spillet både Big Red One og Call of Duty 3 og jeg har ikke decideret nydt nogen af dem. Men Call of Duty World at War er i en helt anden vægtklase. Spændende, hektisk og drønhamrende barsk præsenterer den en for nogle af anden verdenskrigs frygteligste kampe. Østfronten som russisk soldat på hævntogt, og Stillehavet som amerikansk soldat på den rene overlevelsesmission.

Med personlige tragedier i bagagen kastes soldaterne ud i nogle af 2. verdenskrigs mest voldsomme og grusomme kampe. På de japanske øer kæmper man som marininfanterist fra ø til ø, og er oppe mod udspekulerede og lidenskabelige japanere der bruger "alle kneb gælder"-taktikken for at stoppe den amerikanske ekspansion på japansk territotium.
På Østfronten kæmper man for omsider at nedfælde den tyske ørn, og især her kommer krigens grumme ansigt frem i de vilde bykampe hvor man konstant har sin kommandants maniske tilråb bag sig og lyden fra de tyske MG 42's foran sig og hvor hævnen er drivkraften som overskygger alle andre følelser. Også ens egne, og det er en bedrift at man virkelig føler vreden som russerne føler mod nazisterne. Som Jonas Mäki korrekt påpeger i sin anmeldelse er det absolut den russiske kampagne der er den bedste af disse to, og aldrig har et krigsspil budt på flere anderledes og intense sekvenser end dem som ens russiske karakter må klare sig helskindet igennem i Stalingrad og Berlin (hvilket sjældent lykkes).
Den amerikanske kampagne er absolut også uforglemmelig, og byder på nogle skræmmende landgangsscener og japanske booby-traps, der er så ondsindede at man udmærket forstår præsident Trumans beslutning om at trykke på knappen til gengæld for at lade massemyrderierne fortsætte til den sidste blodsdråbe på det japanske fastland. Den vildskab man her møder på slagmarken, og de selvmorderiske tendenser de japanske soldater har, gør at man forsigtigt kigger om hvert jørne, og ikke engang det er 100 % sikkert for man ved aldrig hvad der er i græsset, i palmerne, under jorden.
De kommer fra alle steder.

Spillet byder grafisk på meget varierende kvalitet.
Når man, i Stalingrad, kravler rundt i et springvand fyldt til randen med døde kammerater hvis ansigter udtrykker så meget skræk og lidelse at hjertet sidder i halsen på en, så er det intet mindre smukt og episk.
Men når man til gengæld skjuler sig bag en palme på Okinawa i Japan, og opdager at palmen består af fuldstændigt ruinerede textures, så ærgrer man sig over at de ikke lige tog sig den ekstra måned til at rette op på sådanne småfejl.

Et af de helt store punkter for kritikerne af dette spil var at det da umuligt kunne være interessant at kæmpe med Thompson og Garant igen efter de moderne våben i Call of Duty 4. Men faktisk indeholder World at War nogle virkelig spændene våben, som rangerer fra elendige japanske geværer med en skarp bajonet på spidsen, til flammekasteren, som kaster sin flod af brændende olie efter fjenden. Den indeholder en masse andre våben som er lige så nye og det ødelægger på ingen måde oplevelsen at man af og til bliver nødt til at høre det velkendte kling fra Garantens ladekammer, når man også kan storme med bajonet monteret, brænde fjenden ud af bunkersne eller simpelthen bare indkalde et artilleri angreb, og grinende sidde i sin skyttegrav mens granater regner død over alt levende på slagmarken.

Spillets lydspor fungerer ligeledes rigtig godt. Den er ikke fuldkommen enestående, men solid og på et højt niveau, og rollelisten inkluderer skuespillere lydende under navnet Gary Oldman og Kiefer Sutherland som tilfører kommandørerne et magisk krydderi af personificering der gør det til en fornøjelse at spille. At ens egne soldater endnu engang har fået tungen skåret ud i krigsfangenskab er så noget man kan leve med.
Som tidligere nævnt er russerne maniske i deres hævnakt, og det kommer til udtryk i deres sindssyge kampråb der emmer af atmosfære og indlevelse på et plan som intet tidligere Call of Duty spil formår at leve op til.

Citat:

Russisk soldat: " They are too many! We may die!"

Russisk kommandør: "Then diiiie with your fingers clutched, around the neck of your enemy!"

Kan I fornemme hvad jeg mener?


Overordnet set er Call of Duty World at War et spil der i hvert fald overbeviser mig om at Treyarch så sandelig gerne må lave flere titler i serien i fremtiden. Det her er magisk, og et must have for alle ægte fans af serien. Fordomme skal affejes med et vink for dette spil er et 8 timers langt actionbrag og samtidig, ifølge udviklerne selv, et værdigt farvel til 2. verdenskrig som alfa omega for Call of Duty serien.

Brugeranmeldelser14
Samlet karakter: 7.3/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10