Halo 3

Så er tiden kommet. Nytårsaften. Tiden er inde til at tage afsked med Halo 3. Jeg spillede det for første gang for 1 år siden. Dengang var det okay. Det var dog intet andet en blindhed, ignorance og mangel på oplysning der førte til min første anmeldelse, min fejlagtige anmeldelse... den der gav det makværk et helt 6-tal.

Jeg bliver nødt til at bedømme spillet og på den måde sone den synd jeg begik i sin tid...

Historie: Jeg ved hvad du tænker... en historie er ikke nødvendig til en FPS. Jeg siger: Nuvel. men jeg kan godt anmelde den alligevel. Der er et plot så derfor kan jeg anmelde den.

Historien omhandler "Master Chief". En generisk, kedelig, upersonlig og decideret dårlig hovedperson. Han bekæmper en race kaldet The Covenant som tilsyneladende tror på at de kan komme på "den store rejse" hvis de udsletter alt liv i universet. Nej stryg det. Hvis de aktiverer nogle ringe, Halo ringe, som udsletter alt liv i universet. Historien er kedelig, har ingen réelle plot-twists og tilmed kliché-rig.

Så historien er intet værd. Hvis det skal være sådan er der brug for noget til at holde spilleren interesseret i spillet.

Gameplay: Spillet er et standard-FPS spil. Det betyder: Ingen action. Kedelige fjender. Bullshit-sværhedsgrader. Det sædvanlige.

En uddybning er vist på sin plads.

Spillet har ingen action overhovedet. Det er ikke nok for mig at der er en masse fjender på skærmen. Det er ikke nok for mig at der er mange forskellige våben og det er ikke nok for mig at det er "fast-paced". For "fast-paced" er det sidste Halo 3 er. Det går latterligt langtsomt. Det er langtsomt gameplay og hver eneste gang jeg dør så tænker jeg ikke: "lad os prøve igen" som jeg bør. Jeg tænker nærmere "for helvede. Nu skal jeg igennem alt det igen". Der er intet sjovt ved det her spil. Og action. Ja det er det sidste der er. Når man klarer noget "svært" i Halo 3 er der ingen tilfredstillelse at føle. Der er ingen intensitet, der er ingen hårdt-pumpende adrenalin og mit hjerte banker helt normalt. Jeg beklager men Halo og Action. Nej. De har intet med hinanden at gøre.

Der er en masse fjender på skærmen. Men det er ikke nok til at skabe underholdning. Det er bedre med nogle få fjender som til gengæld giver en enorm udfordring. Jeg vil tro at Bungie ikke kan skabe god nok FPS Ai. Derfor kompenserer de ved at sætte en masse fjender ind istedet for som ikke kan finde ud af det.

Der er en masse forskellige våben i spillet men pånær The Gravity Hammer er der ingen af dem der er interessante. Og den hammer er ikke så speciel igen.

Sværhedsgraderne er som jeg sagde; bullshit. Der er Casual, Normal, Heroic og Legendary. På Casual er tingene alt for lette. På Normal er udfordringen moderat, på Heroic føles det som om at rustningen ikke er der længere. Legendary er Heroic bare værrere. Det er ikke sværhedsgrader som jeg kan acceptere. Jeg vil ikke have fjender til at skade mere på højere sværhedsgrader. De må ikke skade mere på højere sværhedsgrader. De skal have lige så meget liv som på den laveste sværhedsgrad. Det samme skal gælde for din egen karakter. Højere sværhedsgrader skal komme på andre måder. Jeg er ligeglad med hvordan de gør det. Nye fjendetyper eksklusivt til Heroic og Legendary måske. Nye våben måske. Mere intelligente fjender måske? Et eller andet i hvertfald. Det er ikke nok for mig at man har mindre liv og fjenderne har mere.

Gameplayet er mangelfuldt og kedeligt. Der er intet sjovt ved det. Bungie klarede sig meget bedre da de lavede spillet Oni. Et spil som jeg synes Bungie bør grave op igen.

Lyd: Spillet har mange våben. Men der er flere problemer. Alle våbene uden undtagelser lyder af helvede til. Assault Rifle er et meget fint eksempel. Den siger ikke noget. Jo lidt men det lyder af helvede til. Som om at det ikke er et våben. Våben lyd ses alletiders i spil som Half-Life 2, Metal Gear Solid 4 og Far Cry 2. Lydeffekterne er direkte værdiløse.

Grafik: Grafikken i Halo 3 er ikke halv-dårlig. Teksturerne er okay og der er en masse fine lighting effekter osv. Der er tilmed en masse gode farver i spillet. Desværre er fjende designet ikke særlig godt og Master Chief og hans allierede er ikke særlige gode rent designmæssigt. Hvad jeg virkelig synes kunne hjælpe var måske en lille sød pige... Nej. Spil som disse er ikke beregnet til at have godt design.

Musik: Spillet er blevet hyldet for sit soundtrack. Jeg kan slet ikke se hvorfor. Det er jo et elendigt soundtrack. Der er meget få ordentlige numre soundtracket og de få gode der er bruges næsten aldrig. Spillet er desuden også rigt på områder hvor der ikke spiller nogen musik. Det er for dårligt. Jeg hader musikløse segmenter af spil medmindre naturligvis at det er stealth-gameplay. Men det er det ikke her. Der er mangel på musik og når der endelig er musik er der ikke meget godt ved det. Desuden. Jeg har spillet spil nok med fantastiske soundtracks til at give spillet et minus for ikke at have et perfekt soundtrack. Men det vil jeg ikke. Jeg vil derimod bare nøjedes med at give den et minus for at have et dårligt soundtrack.

Holdbarhed: Hvor længe gider man spille et dårligt spil. Der er online men det gælder ikke i min anmeldelse. Jeg hader online play. Jeg gider ikke spille sammen med andre folk. Jeg forventer istedet at spillet byder på en underholdene single-player del. Gør det ikke det vurderer jeg spillet udfra single-player delen uden at tænke på multi-player. Selvom spillet måske snyder dig til at tro at det er okay efter første gennemspilning må du endelig ikke lade dig nare. Et godt spil kan gennemspilles masser af gange. Som for eksempel Metal Gear Solid, Touhou og Final Fantasy.

Jeg har spillet det 2 gange nu. Jeg har prøvet at spille igen. Jeg har prøvet at give det en sidste chance. Men spillet sagde nej. Det var frygteligt. Det var kedeligt og det eneste anstændige ved det er grafikken. Jeg har gang på gang måtte prøve at give spillet en chance mere men det er kun gået ned af bakke. Kun nu er jeg istand til at bedømme det ordentligt. Kun nu er jeg istand til at give det et ordentligt review. For 1 år siden var jeg en anden person. En person som var fanget i fanboyismens frygtelige tåge. Jeg troede på Sony. Og på Microsoft. Jeg troede Resistance var godt. Jeg troede Halo var godt. Jeg var naiv og uoplyst. Jeg kunne ikke se tingende som de var. Det kan jeg nu. Hvis nu bare jeg kunne spille et spil med smuk grafik, fantastisk musik, fantastisk gameplay og masser af replay value uden at skulle betale en masse penge for at spille online... et spil som har masser af action og fremragende sværhedsgrad. Hvis bare jeg kunne finde et spil som kunne vise mig lyset og kærligheden og en fanbase som var til at tale med. Vent... jo. Det har jeg allerede. Jeg tilbeder gudekejseren Zun og jeg tilbeder hans mesterværk. Jeg forsager alt der er dårligt, hedensk og ondt. Jeg tilbeder Japan og alle de søde små manga-piger de kan skabe. Jeg sælger min sjæl til dig, Gudekejser Zun. Sig hvad du vil have gjort og jeg skal gøre det. Det eneste jeg vil have til gengæld er frelse fra alt det frygtelige, hedenske og djævelske som jeg hver dag må stå model til. Min sjæl er din gudekejser.

Zun bevare Japan. Amen.

...

...

...

Karakter: 2

Gameplay: 1
Grafik: 6
Historie: 1
Holdbarhed: 1
Lyd: 1
Musik: 2

+Okay grafik på det tekniske plan.
-Kedeligt gameplay. Mangel på action. Dårlig sværhedsgrad. Elendig historie. Dårlig musik. Elendige lydeffekter. Kedeligt karakter-design.

Saigo no Kotoba: Se last word.