Dansk
BRUGERANMELDELSE

Call of Duty: World at War

Okay. Call of Duty: WaW er et WW2 FPS. Det plejer at være opskriften på en middelmådig til dårlig FPS-oplevelse. Sådan er det også denne gang men der er noget godt ved affæren.

Jeg kigger på PS3 versionen og spillet er spillet på den laveste sværhedsgrad (fordi jeg har andet at lave end at dø og dø igen.)

Historien er hørt før. Mange gange før. Spilverdenens 2. verdenskrig har varet længere end den egentlige. Det har været en værdigfuld ko som udviklerne har kunnet malke og det har næsten altid resulteret i noget dårligt. En af grundende til det er at historien i WW2 spil ikke er nyskabende. Vi har jo alle hørt den før. Mange gange. Jeg har aldrig spillet CoD før 4'eren og dens middelmådige og overraskelses-løse historie så jeg ved ikke hvad de tidligere CoD spil har bragt.

Jeg ved dog at WaW interesserer mig en smule når man spiller som russeren. Det er et dejligt koncept at skulle tage blodhævn over de tyske hundes gerninger i Moder Rusland selvom det egentligt bare er en gengivelse af fortidens begivenheder. (Hvad har jeg dog gjort...)

Når man spiller som amerikanerne dog er der intet appelerende ved historien. Det samme gælder for...

Gameplayet. Et hvert spils kerne. CoD: WaW er et meget blandet spil. Halvdelen af spillet byder på nogle okay ildkampe mellem russerne og tyskerne som bakkes op af at heftigt soundtrack. Det er dog det stik modsatte når man spiller som amerikanerne mod japanerne. Jeg hader faktisk de stillehavs-missioner. De er alle sammen dræbene kedelige, action-løse, bakket op af lamme soundtracks og værst af alt flamberer man japanere med flammekastere. Kætteri i spilformat. Det er meget sjovere at kaste molotov-coctails efter tyskere der har overgivet sig.

Berlin-banerne er alt i alt sjovere end stillehavsmissionerne.

Det siger dog ikke alt for meget om spillet da berlin-banerne kun er okay. Ikke mere. Action er der for det første intet af. Det er monotont og kedeligt og der er ingen følelse af intensitet. Det værste er de fjentlige soldaters kærlighed for håndgranater.

Desuden virker det som om at dine allierede soldater har travlt med alt andet end at skyde efter fjenden. Mange gange har jeg set f.eks. en russisk soldat stå og skyde magasin efter magasin ind i en solid tekstur. Det er op til spilleren at udkæmpe krigen. Dine soldater er kanonføde. Ellers sådan føles det ihvertfald. Det virker ikke som om der er noget samarbejde og som sagt er det hverken action-fyldt eller intenst. Det afhjælpes dog af soundtracket.

I stillehavsmissionerne er alting dog meget værre. For det første er der banzai soldaterne. De er fuldstændigt uoverflødige. Det eneste det kræver for at forsvare sig selv overfor et banzai angreb er at konstant at hamre R3-knappen.

Når det kommer til at vurdere spillets holdbarhed bliver jeg nødt til at fokusere på hvor meget af spillet der faktisk er okay. Berlin banerne. Det tog mig omkring 6-7 timer at gennemføre spillet. Kun 3-4 af dem var nævneværdige. Resten er det rene bullshit og jeg synes ikke at man kan sælge sådan et produkt.

Spillet er delt mellem en okay del og en forfærdelig del. Dets grafik er identisk med Call of Duty 4 og lydeffekterne er dårlige. Det lyder som om at alle våbene skal være lyddæmpede.

Spillet er pænt dårligt. Det kan ikke anbefales men hvis du har mulighed for at låne spillet er det en god idé for berlin-missionerne kan være underholdene hvis man er til den slags.

Grafik: 4
Lyd: 4
Musik: 5 (Holdt nede af stillehavsmissionerne)
Gameplay: 4
Historie: 3

Overall: 4

+Berlin-banerne er okay. Ligeså er deres musik.
-Stillehavsmissionerne stinker. Ligeså gør deres musik. Gameplayet er monotont. Historien er uoriginal. Lyden stinker. Det grafiske design er frygteligt.

Saigo no Kotoba: Et bedre FPS-spil dog ingensteder i retningen af The Darkness og Bioshock.

Brugeranmeldelser14
Samlet karakter: 7.3/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10