Prince of Persia

Et af 2008 mest ventede spil op til jul var utvivlsomt Prince of Persia. Spillet blev hyped, og de billeder og trailers der blev sendt ud var fantastisk flotte, og gjorde en sikker på at her var tale om et spil der virkelig ville noget. De fleste anmeldelser var possitive, der var faktisk et enkelt 10/10 at skimte i mængden.

Spillet har virkelig ændret look siden den originale trilogi. Spillet er nu i cell shading, og så er det en hel anden prins, hvilket der var en del der var meget skuffede over.

Men cell shading grafikken passer faktisk virkelig godt til spillet. Spillet er virkelig flot at se på. Spillet ligner faktisk et helt lille maleri, hvilket der er mange spil der har prøvet på at ligne men det er sjælldent lykkedes. Problemet ved cell shading er at der ofte går nogle detaljer væk, men det gør der ikke i dette spil, fordi at alt i spillet passer så perfekt til den verden spillet foregår i, at der ikke mangler nogen detaljer, det er et virkelig smukt spil, rent design mæssigt.

Teknisk må jeg også sige at spillet er imponerende. Spillets verden er enorm, og det er virkelig imponerende hvor stor spillets verden er, og du kommer rundt på alle steder.

Prince of Persia er et platform spil, med stort set ingen kampe, og det er her at spillets første svage punkt ligger. For når der endelig er kamp, så er de hverken særlig sjove eller udfordrende. Jo, nogle fjender skal besejres foreskelligt ved f.eks smide dem ind i nogle søjler eller smide dem ud over kanter. Spillet fungere bedst nå du bare skal fra punkt A til punkt B. Det virker faktisk også som om at udviklerne godt har vist at kampende har været ligegyldige, for de har givet dig muligheden for at hakke dem i stykker før de bliver rigtigt levende. Det er faktisk kun spilets bosser du i principet skal kæmpe imod, og heller ikke de er på nogen måde udfordrende, da udviklerne har valgt at du ikke kan dø overhovedet. Dette er spillets andet problem fordi at det gør spillet alt for let, du kan hverken dø i kamp, eller hoppe ud over en skrænt. Grunden er at du har fået en kvinde med dig som er i besidelse af guddommelige kræfter, som redder dig bare du falder.

Elika er pigens navn, og hun vil befri en gud (hvis navn jeg ikke kan stave til) fra mørkets gud, hvilket hun skal bruge sine egne lyse kræfter til at genoplive lyset i de foreskellige baner. Måden det skal gøres på er ved at nå ind til banens midte, og derefter besejre en fjende. Det betyder så også at spillets baner i principet skal gennem spilles minimum 2 gange, på grund af nogle Light Seeds, som Elika skal bruge til at kunne kalde lyset tilbage i de foreskellige landskaber.

Lyden er ok. Stemmeskuespillet lyder fint, men er på ingen måde overvældende, men det gør bare hvad det skal. Lydeffekterne er ikke særlig go. Sværlyde lyder ikke mere end rimligt, og alt andet form for lydeffekter er ikke noget der er værd at snakke om. Det er med andre ord stemmeskuespillet der er det bedste lyd element.

Holdbarheden er ikke verdens bedste. Der er ingen multiplayer mode, og nå man har klert spillet er der kun Trophies at gå efter, som ihvertfald kræver mindst 2 gennemspildninger, får spillet er hverken særlig langt men det er heller ikke for kort, spillet tar omkring 15 timer at komme igennem, men hvis man vil ha fat i de sidste Light Seeds, så kan man sagtens få mindst 5 timer mere ud af det.

Alt i alt er Prince of Persia et godt spil, der underholder mens det varer. Spillet har helt sikkert flere plusser end det har minusser, men det er irreterende at du ikke kan dø, og så at kampsystemeet er så dårligt, samtidig med at spillet har et noget ensformigt gameplay. Men kan man leve med det, så gemmer der sig et godt spil der er værd at kigge efter.