Resident Evil 4 (2004)

Gennem en skov i udkanten af en landsby går jeg, med en pistol i hænderne. Den klaustrofobiske fornemmelse i baghovedet har siddet der i et stykke tid. i øjeblikket er jeg på vagt, meget på vagt, man ved ikke hvad landsbyboerne kan finde på i dette i område. Det ved man faktisk aldrig helt.
Så begynder musikken, den der gyser-agtige musik som har til formål at stresse én. fjenderne er et sted i nærheden, jeg kan mærke det. Den velkendte tranceagtige mumlen lyder foran mig, mellem træerne og så er de der pludselig. Jeg hæver armen med pistolen og tager sigte. Den hypnotiserede landmand kommer sløvt gående med en økse højt hævet. gentagne gange skyder jeg ham i hovedet, men først til sidst eksploderer det i en blanding af blod, knogle-stumper og hjernemasse. hans makker går også sløvt hen imod mig med en le, men efter at have fået samme behandling som sin ven kommer der en slags blodig gevækst op af halsen på ham. Det ligner et rødligt insekt i enorm størrelse. Den muterede landmand går videre hen mod mig, mens hans nye insekt-fangearme slår ud efter mig med dødelig styrke. I næste sekund er dette dog ikke længere et problem. Både insektet og resterne af manden syndersmadres af et velplaceret skud fra den oversavede.

Dette er en typisk RE4-situation, som jeg forsøgte at beskrive efter bedste evne. Jeg har aldrig været specielt stor fan af serien, men alligevel har jeg fået en meget helstøbt oplevelse, føler jeg. Lydene og billederne gør deres for at skræmme én og ikke lade mig glemme hvad spillet handler om. Desuden så formår den glimrende wii-styring at give en bedre følelse af at rent faktisk gøre de ting man som hovedperson skal igennem. Disse faktorer bindes så sammen af en plat, men uforudsigelig historie, med diverse hollywood klichéer(det at bruge ordet zombie i det hele taget er faktisk ret latterligt). Det handler om at en amerikansk agent ved navn Leon skal finde præsidentens datter som er bortført og som efter sigende skulle være blevet set i en spansk landsby. da Leon ankommer viser det sig bare at de middelalderlige landsbyboere er blevet hypnotiseret til at være nogle kolde psykopater, med en forkærlighed for at slå ihjel med have- og køkkenredskaber. Derudover er der en gal leder af en eller anden ond kult som vil sprede en virus der gør folk til hans hjernedøde slaver(ja jeg sagde jo noget om klichéer). Alligevel fastholdt jeg interessen, for så relevant er historien nu heller ikke. Da jeg købte dette spil i sin tid, var det jo bare fordi jeg havde en sær lyst til at plaffe nogen hjernedøde spanske bønder til det hinsidiges. Og det har faktisk været ekstremt underholdende. Den førnævnte effektfulde lyd formår at skabe en (u)hyggelig gyser-stemning med forskellige lyde som man aldrig er helt sikker på hvor kommer fra. Og derfor stimulerer en til at flytte sig for at undvige det potentielle angreb.

Grafikken er en anelse forældet, men den er bedre end det gennemsnitlige wii-spil så det ser man igennem fingre med. Det kan virke ekstremt truende når en mængde sure bønder kommer gående mod én med fakler og høtyve som var man Frankenstein, mens man samtidig har på fornemmelsen at der ikke kun er fjender foran. At spillet for det meste foregår i små trange omgivelser, med mange hjørner gør at man let mister orienteringen over hvor de forbandede landmænd befinder sig. Dette er ikke negativt for spillet, det øger blot uhyggen. Derfor føles det ekstra tilfredsstillende når man skyder dynamitten ud af hånden på en mumlende spanier hvorefter den sprænger i luften og dræber 4-5 fjender. Jeg kan meget godt lide det med ammunitionen ikke ligger frit fremme over det hele, derfor skal man hele tiden tænke over hvor meget ammunition man har i forhold til hvor mange fjender der er. Dette kan resultere i at man må flygte. Så kan man eventuelt prøve at vinde noget tid ved at løbe ind i et hus, men dette er ikke sikkert da fjenderne rejser stiger og kravler ind ad vinduerne. Du kan blokere åbningerne i husene med blandt andet kommoder og skabe men det når du ikke altid, da du samtidig febrilsk leder efter ammunition.
Intet er mere skræmmende end at høre lyden af en rusten motorsav blive højere og højere mens Leon ikke har mere end 2 pistolskud, og du ikke ved hvilket vindue din fjende kommer ind af.

Spillet skifter karakter når Ashley (præsidentens datter) er fundet. Du skal nu hele tiden holde øje med hende, og kan give hende ordrer om at følge med, gemme sig eller blive hvor hun er. Jeg har ofte hørt folk klage over dette, men jeg synes ikke det gør det store. Hun er jo ikke med hele tiden, og det er ret underholdende at få headshot, eller skyde benene væk på en zombie når han bærer hende væk på sine skuldre. Det er umådeligt underholdende at finde de forskellige områder på dine fjender hvorpå du kan gøre mest skade på dem, ved at skyde. Personligt kan jeg godt lide at skyde i benet og derefter affyre adskillige skud mod hovedet mens ham psykopaten ligger på jorden.

Spillets mange forskellige scenarier spænder fra militær-baser til en stor borg og til undergrundshuler. Hvert af de forskellige scenarier tvinger én til at forberede sig på forskellige ting. Ikke så få gange er jeg blevet overrasket af en uforudset fælde eller fjende som har ført til min død. I løbet af de forskellige missioner støder man på en mand der sælger forskellige ting og våben. Her kan man opgradere sine gamle våben, købe nye våben og købe nyt liv og tilbehør til de forskellige ting man slæber rundt på. Derefter kan man så slå forhandleren ihjel hvorefter man ikke kan handle med ham mere på dette sted. Det er sjovt, men ikke videre intelligent...

Gameplayet er rigtig godt da man sigter både hurtigere og mere præcist med wii-moten. Selvom at det trækket meget op, så er der nogen små problemer som jeg lige må nævne. Det er umuligt at flytte sig hurtigt nok når nogen har kastet en granat eller dynamit-stang mod én. Det er stort set umuligt at undvige når bomben ligger for dine fødder. Man kan småløbe, hvilket ikke er hurtigt nok og knapkombinationen til at dreje hurtigt rundt er for besværlig til at det bliver refleks. En sådan ting som et rullefald kan kun lade sig gøre ved visse quicktime-events, som dukker sjovt nok kun op ved bosskampe.
Derudover føles det også afstumpet at dræbe med kniven, da Leon slår på præcis samme måde hver gang og man behøver ikke en gang foretage et rigtigt slag. Desuden er der ikke rumble! Og så den sidste ting: man kan ikke gå og skyde samtidig. Jeg behøver forhåbentlig ikke nævne hvor latterligt dette af og til kan virke. Men som sagt så fungerer styringen på langt de fleste områder naturligt, og disse små skavanker gør ikke det store i det lange løb.

De førnævnte quick-time-events fungerer rigtig godt, og formår at gøre bosskampene ekstra spændende, selvom at de i forvejen er unikke og sjove. men, jeg må dog sige at sidstebossen skuffede mig en anelse. Hvordan, kan jeg ikke udtale mig om. Spillet har nogen tilføjelser fra ps2-udgaven f.eks noget survival mode-agtigt hvor man kan unlocke nye karakterer og våben. Derudover er der nogen ekstra missioner, med en biperson fra selve spillet, og de er også underholdende og ligeså udfordrende.

Alt i alt er Re4 til wii et meget spændende spil som på grund af sit glimrende gameplay, sin effektfulde lydside og sine sjove fjender fortjener en god karakter og et nærmere kig fra interesserede wii-ejere.