Dansk
BRUGERANMELDELSE

Fallout 3

Hvordan beskriver man bedst et spil af så gigantisk proportioner som Fallout 3 uden at det bliver en ørkenvandring? Hvordan yder man det retfærdighed når man ikke kan komme ind på halvdelen af elementerne som man så gerne vil ind på? Svaret er faktisk ganske simpelt! Man kunne for eksempel udfærdige en problemformulering som mellem linjerne er en definitiv kærlighedserklæring.
Fallout 3 er nemlig en ubeskrivelig størrelse, og en tour de force som endnu en gang demonstrere at Bethesda Studios er spiludviklere i en klasse for sig.

I et, uden tvivl patetisk, forsøg på at indlede en på ingen måde retfærdiggørende anmeldelse kunne jeg nu vælge at starte på denne måde:

War... War never changes!

Disse er de første ord der klinger fra højtalerne og byder dig velkommen ind i en verden som består af smerte. En verden hvor civilisationen som vi kender den eller i hvert fald som vi delvist har kendt den, er væk. En velkomst til en verden hvor Darwins principper er Alfa og Omega og hvor de mest værdsatte menneskelige værdier snarere er magtstræben, grådighed og selvopholdelsesdrift frem for hvor samfunds bredt accepterede dyder. En velkomst til en fremtidsverden, hvor atomkrigen ikke blev stoppet i tide, hvor ragnarok indtraf og hvor generationerne stadig lider under deres forfædres egenrådige beslutninger.

En passende velkomst til Fallout 3!

I dette uoverskuelige og dødsensfarlige univers, som til gengæld også er velanimeret og eminent designet kommer du til verden næsten 200 år efter atomkrigen raserede Washington D.C men for dig er alt dette ukendt da du er en af de heldige få som lever livet i underjordiske beskyttelsesrum der i sin tid blev bygget til folk som det var værd at "gemme" i tilfælde af at verden skulle gå under. Dog er du ikke engang i sikkerhed fra menneskets uhyggelige fordærv under jordens overflade. Beskyttelsesrummet du vokser op i bliver styret med hård diktatorisk hånd af en mand kaldet The Overseer. Historien er for kompliceret til at ridse op nu og det ville også være synd da den skal opleves. Jeg kan bare delagtiggøre jer i, at i bliver tvunget til at forlade bunkerens tryghed og i den grufulde verden må starte forfra med at skabe jer et nyt liv, og at i, når i på et hvilket som helst tidspunkt i føler tiden er moden kan sætte efter jeres far som er den direkte grund til at i er blevet jaget væk fra sikkerheden under jorden.

Det er på dette punkt at Bethesda gentager den genistreg som de begik med Oblivion tilbage i 2006. For i det øjeblik du træder ud af den atomsikrede port til The Capital Wasteland, som det ødelagte område omkring D.C nu kaldes, er initiativet fuldkomment i dine hænder. Livet er dit at leve og måden du vælger at gøre det på er dit eget valg. Verdenen du møder vil interagere med dig og dine handlinger, og de mennesker du møder kan enten vindes eller tabes alt efter hvordan du behandler dem. Verden behandler dig ud fra de kriterier som du selv opstiller ved dine gerninger og det mest fantastiske aspekt ved spillet er hvorvidt du får omverdenen til at elske dig.
Eller frygte dig
.
Fallout 3 er hånligt blevet kaldt en udvidelse af TES IV: Oblivion som bare har skiftet middelalderen ud med yndlingsordet: en postapokalyptisk verden, og det er ikke med urette. Subjektivt er det til gengæld om man synes det er positivt eller negativt. For mig at se er det nogle fantastiske initiativer som er blevet taget i løbet af de par år som har passeret siden Oblivion. Det er helt tydeligt at Bethesda både har lyttet til forbrugerkritikken men også taget nogle initiativer selv. Et par af de største kritikpunkter ved Oblivion var i sin tid kampsystemet som nogle blandt andet mente bevægede sig for meget mod hack'n'slash styring og at originale rollespilselementer som turbaseret kamp var blevet væk i processen. Det "retter" Bethesda nu op på med en ny kampmetode som de døber V.A.T.S. Med denne innovative idé genskaber Bethesda strategien i form af at spilleren bliver tildelt en vis mængde AP points som hun så kan tildele forskellige kropsdele for forskellig skade eller chance for at ramme. Intet mindre end en genistreg som giver den enkelte mulighed for at afgøre hvorvidt man ønsker noget der minder om traditionel rollespil eller noget som hælder mere til den nyere hack'n'slash-rollespilsmodel. Ligeså gik et kritikpunkt på de døde karakterer i Oblivion som mest af alt fremstod som en verden af tvillinger med ens stemmer og ens følelser. I Fallout kan hvert enkelt menneske repræsentere nye ideologier og nogle af dem indeholder sågar unikke "Speechcraft" udfordringer som igen ved hjælp af chancen for succes kan hjælpe med at åbne op for helt nye unikke situationer og som i sidste ende kan komme til at påvirke den endelige afslutning. Båret oppe af fantastisk stemmeskuespil anført af Liam Neeson (Baman Begins, Star Wars - The Phantom Menace) bringer dette verdens beboere til live meget mere end Oblivion nogensinde formåede og selvom stemmerne ofte er repetitive er personerne du møder troværdige NPC's der udstråler følelser både gennem mimik men i høj grad gennem stemmeskuespil.

Andre elementer som f. eks. indførslen af børn tilbyder også nogle etiske overvejelser som der også var stor ståhej omkring da Oblivion i sin tid udkom. Når børn er med i et spil med fuldkommen frihed giver det ind i mellem hændelser der indebære at man må tage stilling til om man ønsker at skade dem eller ej.

Når nu talen alligevel er faldet på børn er det nærliggende at dreje anmeldelsen ind på et sidste spor som jeg selv synes spiller en mægtig rolle i spillet. For uanset hvordan man vender og drejer det så indeholder spillet nogle elementer som indeholder den mest sydende kritik af den måde hvorpå samfundet fungerer i nutiden. I den lille by Little Lamplight som ligger i det vestlige D.C. har en gruppe børn slået sig sammen om at skabe et samfund som baserer sig på at de voksne bærer skylden for at verden er blevet ødelagt. Så hver gang et barn når en bestemt alder bliver han/hun smidt ud og må rejse ud i den livsfarlige verden. Børnene har et velfungerende samfund der bygger på anarkistiske overbevisninger men som dog har en overordnet leder der tager sig af opretholdelse af uskrevne love. Det er et af de mest velfungerende steder man kan udforske i verdenen og er en klar opfordring til mennesker i nutiden om at vi må bære vores ansvar bedre. Hvis ikke vi formår det vil det være de fremtidige generationer der vil komme til at bøde for det hvad end vi snakker atomkrig, eller andre trusler som for eksempel klimatruslen.

Jeg kunne finde læssevis af andre referencer til vores samfund såsom hvordan Cola-producenten tilsidesætter forbrugernes sikkerhed ved at komme radioaktive isotoper i deres produkt for at "make it shiny" eller måden hvorpå den selvbestaltede regering kaldet The Enclave tilsidesætter indbyggernes behov for deres egen vindings skyld. På samme måde som for eksempel Gta IV gjorde det er Fallout 3 ikke alene et fantastisk spil men også en kilde til information som kan fortolkes på samme måde som romaner og musik kan det, og det er i denne retning som man må ønske at spilindustrien vil bevæge sig meget mere fremover da de spil som det kreerer er en helt ny art mesterværker som i hvert fald i mit sind vil leve længe som milepæle inden for deres respektive genrer og på trods af Fallout 3's flossede kanter såsom de til tider småfesne slutninger (spillet skulle eftersigende have et sted mellem 9 og 12 forskellige slutninger) der slet ikke kan yde resten af den historie der bygger op til enden retfærdighed, og besværet ved at finde quests kan godt ødelægge billedet en smule men det ændrer ikke ved faktummet at Fallout er en genistreg af en anden verden, og noget som enhver gamer der holder af The Elder Scrolls serien, rollespil eller bare spil generelt ikke bør snyde sig selv for! I hvert fald er dette et spil som jeg vil vende tilbage til mange gange, og som jeg kun vil nyde at udforske en bid mere hver gang på forskellige måder, med forskellige metoder og med forskellige indstillinger til det betagende univers der er blevet åbnet for mig!

Mennesket skal nok overleve. Spørgsmålet er snarere om civilisationen overlever med det.

Brugeranmeldelser19
Samlet karakter: 9/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10