God of War: Chains of Olympus

Den brutale Kratos finder sit dødelige Blades of Chaos våben frem, og er tilbage i endnu et actionfyldt eventyr. Udviklingen står skaberne af det populære og interessante Daxter for, Ready at Dawns anden opgave for Sony, lader endnu engang til at være af utroligt høj kvalitet, men har man solgt skindet før bjørnen er slagtet?

Antihelt eller ej, Kratos er et af Sonys mange højkvalitets flagskibe, og som med mange af deres andre store roste titler, må jeg med skam i fingrene taste de følgende ord ind, jeg har aldrig prøvet God of War serien. Kratos' historie starter egentligt før dette spil, med Kratos' selviske valg for at få mere magt. Kratos har underlagt sig gudernes vilje, og er blevet deres slave for at få sin fortid slettet. Chains of Olympus starter fem år inde i Kratos' tjeneste hos guderne, og den hårdtprøvede Kratos må på gudernes befaling tage til Attica for at hjælpe med at forsvare byen mod perserne. Kratos' odysse om man vil, bringer ham rundt omkring kendte steder fra den spændende græske mytologi, alt fra Marathon til floden Styx og dens vogter Charon, og et godt stykke af vejen bliver man fulgt af en sælsom musik fra Kratos fortid. Måske er det mit manglende kendskab til serien, men jeg fandt ikke historien specielt dyb, gribende eller bare god. Men nu er det heller ikke en gribende historie men skal vælge netop dette spil for.

Hjerneløs, hård, brutal, blodfyldt action er nok nærmere de ting som dette afsnit af God of War tilbyder og går efter at gøre rigtigt, og det har Ready at Dawn virkelig fået styr på! Efter fem minutter med Chains of Olympus, har du allerede nedlagt tonsvis af fjender, sænket en galej med en brændende oversized pil, kæmpet mod den første boss, og hamret en ordentlig dør ned. Aldrig før har jeg spillet et spil der startede med at introducere alt i så højt et tempo, javist har de intensive Call of Duty spil, haft de første baner i et højt fremdrift, men der er altid den trivielle Booth camp først, her bliver du smidt direkte ind i et skyhøjt tempo. Gennem hele spillet vil du blive mødt af tusindvis af hjælpeløse ofre der vendte på din ubarmhjertige dom over dem, og for at bryde alle mordene op er der tillagt nogle få puzzle sekvenser, ikke noget der kommer til at vride hjerner af led, men nok til lige at få pulsen ned, tilbage under den kritiske linje, inden det er tilbage op, med farer for at få et hjertesalg af bare fryd. Dette er muligvis den eneste oplevelse på PSPen der er helt oppe i det action felt, blod flyder over skærmen, og med bindegale quicktime kills som serien er berømt for, så er der ikke meget anden man kan sidde og ønske sig. Nå ja spillet har da vidst også nogle få ganske "svage" boss kampe, som burde imponere alt og alle, der sidder med en PSP og oplever dem. Aldrig før har man set noget lignende på denne mini Playstation, fjender der fylder, mere end det halve af skærmen, er til tider skræmmende, men frygt ej Kratos kommer og redder dig! Her er det igen quicktime events der stjæler billedet, for når den enorme tunge boss bliver besejret ruller der for det meste hoveder, og det er bogstaveligt ment. Kratos er nemlig ikke den der løser kriser med ord, quicktime sørger for at fjenderne aldrig rejser sig op igen, på de mest drabelige måder man kan forstille sig.
Selvom man i starten "kun" er udstyret med sine trofaste blades of chaos får man senere hen et andet våben, desuden vil magiske evner, skjold og andet tingeltangel blive åbnet for som man spiller gennem spillet. Man optjener orbs ved at dræbe, og dem kan man så bruge på at opgradere våben, health, mana osv. det er efterhånden standard, så ikke noget nyt i det.

Desværre lider God of war af det klassiske problem af halvdårlig styring, som denne gang er værre. Selvom den normale styring ikke er dårligere end normalt, det føles bedre men det er nok tilvænning der er grunde til det. Nej ser i problemet ligger i at nogle af de awsome awsome quicktime kills gør brug af den enlige analogpind, og den er voldsom upræcis, og nogle gange umuligt at gøre brug af disse kills.
Et hurtigt blik på God of War, og man burde straks kunne se, hvor voldsomt flot det er. Flot grafik og store bosser var blandt andet noget af det der kendetegnede Daxter, og Ready at Dawn må siges at have fået fat i den lange ende en gang til, spillet er nemlig et syn for guder (get it?) gode animationer, flotte landskaber og utrolige fjender, alt sammen badet i rødt blod, fremragende.
Ellers er der et andet klassisk problem med God of War, det er alt for kort. Jeg går fuldt ind for kvalitet over kvantitet, men med andre korte spil såsom Mirror's Edge og Call of Duty 4, har der enten været enorm genspilningsværdi eller en genial online del, intet af dette fandtes for mig i Chains of Olympus. Man har mulighed for at klarer nogle få challenges men det var ikke noget der tiltrak mig som spiller.

God of War: Chains of Olympus er en actionpakket oplevelse, med litervis af kvalitet presset ned i lommeformat, og lever op til den action der er blevet rost i PS2 versionerne. Alt er pakket ind i en teknisk flot pakke, der viser hvad PSPen faktisk dur til. Der er nogle klassiske PSP problemer som efterhånden er begyndt at irritere mig gevaldigt og håber snart at udviklerne til de store spil får styr på styring, såvel som at få smidt nogle flere timer ind. Ready at Dawn har med to klasse PSP spil, fået sat sig på kortet som en meget kompetent udvikler der er værd at følge i fremtiden. God of War: Chains of Olympus er altså en af de bedste spil til Sonys lille fætter, men stadig et par længder eller tre efter Crisis Core, men stadig et must buy for enhver med en PSP.