Dansk
BRUGERANMELDELSE

Call of Duty: World at War

Lyset begynder stille at komme tilbage i mine øjne. Dog er det eneste jeg ser, død og ødelæggelse. Hvad der engang var Stalingrad, er nu bare en bunke ruiner, som er tilbage efter et bombeangreb fra de tyske styrker. Jeg ligger i hvad der plejede at være et springvand, men i stedet for vand, er der kun blod og lig af mine faldne kammerater, og dem som der stadig rykker på sig, bliver brutal skudt ned, af de forbipasserende tyske tropper.

Dette er den scene som jeg husker tydeligst fra World at War. Den brutale side fra 2. Verdenskrig som allerede er blevet fortalt i så meget, lige fra film, bøger og spil. Der er næsten ingenting at fortælle om længere, men alligevel finder man stort set ikke historier i World at War, som ikke er blevet fortalt i andre spil. Men spillet fik allerede fra annonceringen ringe forventninger. "Treyarch...tsk!" kunne man høre fra næsten alle der snakkede om spillet. Den blev desuden også kaldet "en klon af Modern Warfare, bare i 2. Verdenskrig", og her var min første tanke: "Hvis Modern Warfare jo var så godt, og dette bare er en klon....er det så ikke positivt?". Og det er det faktisk.

Jeg havde ikke spillet et Call of Duty af Treyarch, så mine holdninger var meget åbne, og det lykkedes dem allerede fra første bane at få min holdning til spillet op. Man starter i første mission som en amerikansk marinesoldat, som er blevet taget til fange af japanerne, efter en mislykket mission. At høre japanerne snakke japansk (what a suprise) og se ens medsoldat blive spiddet efter at have spyttet en officer i hovedet var noget som virkelig fik mig til at fokusere på spillet. Men ja, selvfølgelig kommer der nogle "freindly faces" op, og redder dig ud. Allerede her ser du et 2. Verdenskrigsspil fra en helt anden vinkel. Efter at have destrueret en lille japansk outpost, befinder du dig inde i en jungle. Her går det så ikke længere før "Banzai" runger i luften. Det er virkeligt fedt at fjenden angriber på forskellige måder, og især sejt når man får skudt en lille gruppe ned, hvorefter de resterende råber "Banzai!" og stormer mod en.

En anden ting jeg godt kunne lide ved dette spil, var at kampagnen ikke bare gik ud på at se hvor heroiske de allierede styrker var, nej her havde Treyarch (måske) kigget lidt på spillet Red Orchestra, som, ifølge holdet bag Red Orchestra, er det første 2. Verdenskrigsspil, med fokus på østfronten. Det er dog nok mere sandsynligt at der er kigget lidt til Call of Duty 2, hvor man også snuser lidt til østfronten, men ikke så meget som i dette spil. Det giver også "noget" at spille som sovjetterne da det er noget som man ikke ser så meget til i 2. Verdenskrigs-spil. Som sagt kommer du til Stalingrad men du kommer også til at vade rundt i det der engang var Berlin. Dette bevirker at kampangen ikke føles ensformig, da amerikanernes banedesign ikke skiller så meget ud fra hinanden, da det stort set hele tiden er jungle rundt om en, men der er også variation i amerikanernes side af kampagnen, men ikke så stort som russernes.

Endnu en frisk ting som er blevet tilføjet, er nok ild. Selvom ilden ikke har ligeså stor betydning som i Far Cry 2, så giver det alligevel en ret fed fornemmelse at "cleare a bunker" for japanere, når man med sin flammekaster sætter fut i sagerne. Ellers er det et skydespil som man kender det, med faktisk ret mange variationer, hvor nogle selvfølgelig er bedre en andre. Og med muligheden for at spille kampagnen igennem med en ven på split-screen, eller op til 4 mand online, så giver det også et friskt pust til spillets levetid. Der er også puttet en survival-mode ind, hvor man enten alene, eller sammen skal skyde nazi-zombier, og prøve at overleve i længst tid. Dette er virkelig sjovt online, hvor man kan spille op til fire mand.

Men en af de ting som gjorde Modern Warfare så utroligt populært, og sjovt for den sags skyld, var helt klart multiplayeren. Med mange forskellige våben, perks og udfordringer, blev det aldrig kedeligt at spillet. Multiplayeren i World at War, byder på meget af det som man så i Modern Warfare, dog med endnu flere perks, nye udfordringer, men også tanks i nogle baner. Dette var faktisk sjovt at spille med, selvom nogle er gode med tanks og kan få mange kills med den, så er den ikke så decideret svær at ødelægge. 2 skud med en bazooka, er for det meste nok til at personen i tanken hopper ud i frygt for at blive slået ihjel, og så er han lige til at bruge som skydeskive. Fedt er det også at man kan immobilisere tanken ved at ødelægge dens larvefødder.

Men ja, selvom multiplayerne stort set er det samme, så føles den på et eller andet plan ikke ligeså sjovt. Om det så er fordi jeg inderst inde hælder mere til nymoderne våben og carpetbombniner, i stedet for en MP44 og artilleri vides ikke. Måske var det banerne, for selvom der fandtes nogle ret sjove baner i World at War, var der også nogle som der skulle arbejdes lidt mere på. Mange gange er jeg blevet dræbt grundet en kasse i knæhøjde, som jeg ikke havde set, og derfor gik ind i, da jeg ville tage dækning, men så stod stille som en statue med mange dræbende huller i. Nu skal det dog ikke lyde som om multiplayeren direkte lugter af en mosegris med svamp, for sjovt er det at have sneget sig langt ind i fjendens territorium med sin sniperiffel, og skyde fjender ned, mens en af deres tanks ruller lige forbi. Det er der hvor den sjove side af spillet indtræffer, men det er da også sjovt at skyde folk ned med en Thompson.

Selvom spillet er godt lavet, så er der stadig en form for magi som mangler. Det bliver der så rettet op på ved de nye ting der er lagt ind i spillet, som co-op-en f.eks. Men det er et 2. Verdenskrigsspil, og nok det bedste af den slags spil jeg har spillet nogensinde, men tiden for de gamle krigsspil er løbet væk. Vi har haft utallige spil af den genre, og de begynder efterhånden at ligne hinanden mere og mere. Med dette spil er det formodentligt slut med 2. Verdenskrigsspil fra Call of Duty genren, men man må sige at det sidste spil er gjort godt.

Brugeranmeldelser14
Samlet karakter: 7.3/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10