Bioshock

Gåsehud spreder sig over min krop, og mit hjerte springer et slag over. Vand går mig til knæene. En barnevogn er væltet, og et afhugget hoved er trillet ud på de blodindsmurte røde fliser. Et neonskilt som reklamerer for cigaretter, er det eneste lys inde i det klaustrofobiske rum. Der lugter af råddent vand og død, og tårer spreder sig langsomt i mine øjne. Jeg tænder en cigaret for at berolige mine sanser. Hysteriske hyl kommer fra mørket. Mit hjerte vil hjælpe, men min hjerne nægter. Jeg vrider en revolver ud af hænderne på en korsfæstet læge, som er sømmet fast til neonskiltet. Tunge skridt. En lille pige griner. Et øjeblik stivner jeg, og frygter det værste, men så går det op for mig at skridtene er på vej den modsatte vej, og jeg kan roligt ånde ud.

Pludselig bliver lyset tændt i rummet, og et øjeblik blændes jeg. En kvinde mit i 30'erne står foroverbøjet hen over barnevognen, mens hun holder det afhuggede hoved i sin favn. Hun græder og mumler noget jeg ikke forstår. Hendes blik rettes mod mig. Raseri og frygt lyser hendes ansigt op. Hun er bevæbnet med et skarpt stykke jern, og hun beskylder mig for at have dræbt hendes barn. Hun vil slå mig ihjel, det ved jeg. Jeg skyder hende i maven så hun knækker sammen på midten. Hun lander blandt andre lig. Hun er hjælpeløs. For en sikkerheds skyld, skyder jeg hende også i ansigtet.

Mit fly er styrtet ned midt i Atlanten. For at overleve måtte jeg svømme for mit liv. Jeg så mine medpassagerer brænde i det styrtende fly, og drukne i havet. Et fyrtårn midt i mørket reddede mit liv. Jeg var fortvivlet og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Der var et håndtag inde i fyrtårnet. Hvis jeg vidste hvor det ville bringe mig hen, havde jeg aldrig trukket i det. Jeg troede det var en elevator. Ikke en ubåd. Det var mit livs fejltagelse.

En forrygende start på et forrygende spil. Ubåden bringer dig til rapture. En by i havet. Den blev bygget i 40 - 50'erne, for alle kunstnere og egoistiske verdensmænd, som følte at vores verden var ved at dø. En 50'er stil udgør dette fantastiske visuelle kunstværk. Jeg har aldrig før mødt så fremragende design i et spil. Det er helt utroligt, den følelse man får af at bevæge sig rund i rapture. Alt er så gennemført og perfekt lavet, ned til hver en lille detalje. Det er præcis som at være i den tid hvor rapture er blevet bygget. Det er en fantastisk visuel og kulturel oplevelse som venter en i bioshock.

En mand snakker. Andrew Ryan. Manden bag rapture. Forklare om sit entusiastiske projekt, og grunden til skabelsen, mens jeg dykker gennem byen. Jeg hører knap hvad han siger. Jeg er for overvældet. Blæksprutter og blåhvaler svømmer forbi min ubåd, og langsomt dykker jeg ned gennem skyskrabere og reklameskilte. Jeg stiger op, og ubåden ligges i kaj. En person står foran ubåden. Kun en mur af glas adskiller mig fra ham og resten af rapture. Jeg kan knap se ham, men jeg ved han ikke er alene. Pludseligt og hurtigt for han skåret halsen over, og en tyk blodstråle farver glasset rødt. Mit indtryk af rapture har ændret sig totalt. Fra at være et fantastisk og vidunderligt paradis, til at blive et uhyggeligt, bizart og brutalt mareridt.

Rapture er smuk, men bestemt ikke noget venligt sted. Den er fuld af sindssyge og aggressive mordere som kalder sig selv for splicers. De er raptures tidligere befolkning. En gang var de geniale kunstnere og videnskabsmænd, men stoffet Adam, har gjort dem sindssyge. Alle vil have Adam, og de er villige til at dræbe for det.

Dem der indeholder mest Adam i rapture, er de bedårende LittleSisters. De var engang almindelige piger, med en fremtid, men Adam har gjort den til omvandrende narko beholdere. Du har selv brug for Adam for at overleve, men det er ikke så lige til. Littlesisters er nemlig altid bevogtet af de så kaldte Big daddys. Store robotlignene væsner, udstyret med våben fra top til tå, og som vil gøre alt for at beskytte de små piger. Du er nødt til at nedlægge dem for at få Adam, og det kan der komme nogle utroligt fede kampe ud af.

Da du ankommer til rapture samler du en radio op. Det er Atlas. Hans familie er i knibe og du er nødt til at hjælpe ham for at komme ud. Der er Andrew Ryan der har fanget dem. Skurken i Rapture. Man får lynhurtigt medlidenhed med Atlas, og selvom man kun snakker med ham over radio, knytter man nærmest et bånd til ham. Det er helt vildt at et spil kan formå at skabe følelser mellem en mand og en radio, og det skyldes delvis det helt fantastiske stemme skuespil, men bestemt også den atmosfære som rummer i hele spillet.

Når en fjende er langt væk, eller vand drypper fra toppen af en bygning lyder det helt utroligt realistisk, og når en vanddråbe formår at skabe et ekko og en klang som aldrig er hørt før, så kan lydeffekter ikke blive smukkere.

På et tidspunkt i starten af spillet skal man vandre gennem en gang af glas. Det skal man mange gange i løbet af bioshock, men da dette her er første gang, er der noget helt specielt over det.
jeg bevægede mig langsomt gennem gangen, og på hver side af gangen, fandtes den mest utrolige udsigt. Fisk og bygninger så langt øjet rækker, som til sammen udgør noget af det smukkeste inden for video spil. Men pludselig, langt ude i havet skimter man noget stort og mørkt. Et flyvrag. Mit flyvrag. Det smadrer gennem gangen så glas, vand og metal bliver kastet mod dit ansigt. Det brag der skabes der, er vildere en noget andet. Vandets dybe brummen, og skrigende fra knust glas, giver en lille klump i halsen af forbløffet hed. Aldrig før har jeg hørt noget så utroligt.

Kampsystemet er også fænomenalt. Du har to angrebsmetoder. Våben eller plasmider. Våbnene er ganske almindelige skydevåben, som dog kan opgraderes til det utrolige, men det er plasmiderne som sætter prikken over i'et. Det er en slags forsvarsmekanisme som er udviklet i raptures dyb. Når en splicer angriber kan man enten sætte ild til ham, eller fryse ham til is og derefter knuse ham med din revolver. Der er mange forskellige plasmider, og man kan selv vælge hvilke man vil sammensætte. Plasmiderne er så originalt fundet på, og man kan bruge dem på vildt mange forskellige måder. Når man først lære at kombinere plasmider og skydevåben, føles det bare helt utroligt fedt at udkæmpe de ville og lange kampe i raptures dyb.

Der er dog også negative sider af bioshock. Et til tider lidt uoverskueligt missionsystem, som let kan få dig til at fare vild i den enorme by, også den rædselsfulde hacking. Man kan hacke forskellige ting, for at betale mindre for våben, skud osv. Men det bliver bare så kedeligt og langtrukkent, når man ser sig selv hack den samme maskine igen og igen.
Men med en fænomenal historie, utroligt kampsystem og overraskende slutning, så er Bioshock et must.

Jeg er nu igang med historien for anden gang, og jeg nyder det præcis lige så meget som første gang. Bioshock indeholder noget som kun få andre spil gør. Det har et univers og miljø som er helt ubeskriveligt, og den følelse man får af at spille det, er den følelse man spiller får at få. Bioshock er et af de spil der gør livet som gamer fantastisk. Rapture rummer så mange hemmeligheder, og mystiker som ikke er blevet taget hul på, hvilket gør dette til det mest overbevisende fiktive miljø, jeg nogensinde har befundet mig i. Mesterværk!
Grafik 9/10
Gameplay 9/10
Lyd 10/10
Holdbarhed 9/10