
(denne anmeldelse er af PS3 versionen)
Tro det eller lad vær, men denne anmeldelse er kun blevet til noget fordi vi her hjemme hos Vasquez og mig har lavet og spiller et RPG (Rollespil/Pen & Paper style) over DMC serien. Så stod jeg jo og manglede noget inspiration, for at få historien videre - også købte jeg DMC4. Det var med blandede følelser jeg satte mig ned for at spille det, jeg husker hvor skuffet jeg blev efter at have spillet DMC2 - men kom så i tanke om hvor fedt det var at "battle" sig igennem DMC3 som Vergil.
So here goes nothing.
Devil May Cry serien har været meget igennem, og det var med DMC1 at Capcom kunne definerede Hack & Slash genren.
Nu er vi nået til Devil May Cry 4, kan det måle sig med nummer et og tre, eller fejler det total som nummer 2? (Vi var nok en del der frygtede dette ikke ?)
Dante skal denne gang dele hovedrollen med Nero, som minder på alle måder om Dante fra DMC3 - han er lige så akrobatisk og rapkæftet som Dante. Tja måske ikke lige så meget som Dante, men det er fanme tæt på.
Spillets historie forgår i byen Fortuna, en meget religiøs by, der beder for deres frelser (Sparda) for at rydde verdenen for alt ondt.
Under en koncert ceremoni bryder Dante ind og dræber deres leder Sanctus. Det er her vi som Nero kommer ind i billedet, efter at være kommet for sent til starten af denne ceremoni hvor en pige (Kyrie) skulle synge. Det er op til Nero, som et medlem af the Order of the Sword - at dræbe denne Assassin. Men sad but true, er Nero ikke stærk nok og Dante flygter men en af hans kække bemærkninger som altid - og Nero følger efter.
Dæmoner brudt ud fra deres domænes, så Nero må kæmpe sig igennem dem. Efter nogle missioner kunne det godt ser ud til at der er meget historie i spillet andet en en masse hack and slashing, men det er der. Det bliver bedre, og det er nok en af de bedste historie i serien til dato - jeg er stadig en af de få der bedre kan lide DMC3.
Nårh ja, dette er ikke en beskrivelse men en anmeldelse - så jeg må nok heller også komme ind på noget af gameplayet.
Gameplayet er det samme gameplay som i de andre spil i serien. Noget der har været spændende er for mig var, hvordan både Dante og Nero spiller (ja Dante er playable, som jeg hvis nok fik sagt i starten).
Nero har et kærligheds plot, men du vil ikke hade Nero, fordi han er næsten men også kun næsten (så har jeg heller ikke lovet for meget, håber jeg) lige så sej som Dante. Han har en ting som Dante ikke har, hvilket er Devil Bringer.
Devil Bringer er nok den del af spillet der gjorde det lidt sjover en DMC3, da Nero kan bruge den til at gribe fat om sine fjender, og smide dem af helvede til, trække dem til sig eller angribe andre fjender med - eller som i nogle af de kampe imod bosser kan lave nogle ret destruktive moves (ja de skal lige være svækket lidt først). Der til kommer det at han er lidt hurtigere en Dante - men så kommer Dante og overhaler ham inden om.
Dante er stærkere, og har flere våben til rådighed. Dante har også 4 "styles" som han frit kan skifte imellem - disse styles er kamp arter, som blev introduceret i DMC3. Det skal dog siges at de ikke indeholder lige så meget dybde som i DMC3. Selvom Nero og Dante spilles anderledes er de nemme at vende sig til (Ehm jeg blev lidt forvirret efter at have spillet med Nero også skulle vende sig til Dante).
Siden Dante er elsket af mange, vil mange nok blive glad for at spille ham - efter al den tid som Nero. Dante går igennem de samme omgivelser som Nero, og bekæmper de samme bosser, bare i omvendt rækkefølge. Det føles lidt som at spille som Virgil i DMC3 Special Edition (hey flashback), men her er din person mere vel udviklet, og historien fortsætter faktisk, men nye forfilm.
Spillet er dog en dejlig lang affair. Det tog mig over 10 timer at komme igennem spillet, og jeg er bestemt ikke færdig. Der er i alt 6 sværhedsgrader, og 2 af dem er åbene fra starten. Spillet har også online lederboards, der lader dig se hvordan andre spillere klarer sig verdenen over, dette er ikke noget for mig - så jeg klare mig offline ;)
Omgivelserne er smukke, og personerne ser fantastiske ud. Spillet køre gliddene hele vejen igennem, og jeg fandt ikke en eneste fejl (Ja nu leder jeg heller ikke efter fejl, det overlader jeg til andre - for der er mange derude i verden som ikke laver andet. Så ville det jo være synd, hvis jeg tager deres job). Spillets forfilm er også værd at nævne. De er utrolig flotte og kampseerne er fantastik. Lyden er også fejlfri.
Musikken er i still med de gamle spil, det vil sige hårdt rock musik, blandet med elektronisk musik, og orkester - Jeg har sagt at Soundtracket på 3 cd'er skal til den første blive en del af min CD samling. Stemme skuespillet er nok det bedste til dato, da de er gode til a bruge det gode dialog der er i spillet. Dante og Nero er virkelig nogle smartasses, men Dante er den største. Han er altid på pletten, og klar med en smart kommentar. Det dejligt at høre på og vil garantere et grin eller to.
Alt i alt er Devil May Cry 4 et fedt spil. Det er fuld af fed action, du vil aldrig kede dig med DMC4. Det eneste der forhindrer spillet fra at få 9 ud af 10 er at man bliver lovet ud fra de screenshots at Lady skulle være en del mere med og det er hun ikke - som nok også var en af de ting jeg så frem til.
Men 8 ud af 10 er da også godt gået. og som altid med et hjemme redigeret billede.
Cheers all.