Valkyria Chronicles

Strategi-spil har efter min mening altid hørt til på en PC. Jeg skal ikke kunne sige hvorfor, men syntes personlig selv at man havde et større overblik. Dette blev dog sat til side med det faktisk ret fremragende Kessen som fungerede utrolig godt på konsol. Hvordan det så var jeg fik blod på tanden efter Valkyria Chronicles er ikke rigtig til at sige. Og dog. Har altid været glad for manga og anime, men demoen af spillet gjorde især et rigtigt godt indtryk, hvilket i sidste ende fik mig til gladelig at få fat i et eksemplar.

Det der gør Valkyria så specielt fra andre strategispil er nok måden det er lavet. Det er en blanding mellem turn-based og Real-Time, som virker utroligt godt. Man starter med at have et overblik over banen, hvor man kan se terrænet, som har en stor indflydelse på spillets gang, men også de fjender som dine mænd kan se.

Med overblik over sine mænds positioner og fjendens, vælger man nu en af sine mænd og derefter zoomes der ned i tredje-persons real-time, hvor man så kan gå rundt, men med begrænset stamina. Sker det at en fjende kan se dig kan han, alt efter afstand begynde at skyde på dig. Når du skal skyde, går tiden nærmest i stå, og du skal nu beslutte dig om du vil skyde mod maven og ramme med forholdsvis god træfning, eller med stor kraft og lille træfsikkerhed på hovedet.

Dette virker utroligt godt, og er en af de ting jeg personligt bedst kan lide ved spillet, hvilket kan ses på den lange beskrivelse af det. Men en anden ting der gør dette spil så fantastisk er at der stort set ikke er en bane der er ens. Det jeg frygtede ved spillet var at det skulle alt for ensformigt, da jeg ikke kunne se hvordan de skulle kunne få det til at føles varieret. Tværtimod er det utroligt varieret. Javist er styringen den samme hele vejen igennem, men missionerne er meget anderledes.... Nogle minder selvfølgelig mere om hinanden, men der er ikke tale om mange.
Et andet (taktisk) element i spillet er at man selv vælger hvilke personer man vil have i sit squad. Hver enkelt individ har sine styrker og svagheder, og det er op til en selv at vurdere om hvilke der er gode at have. Samtidig kan man opgradere våbnene i forskellige retninger alt efter om man prioritere træfsikkerhed eller slagkraft, og som en slags selvfølge kan man også bruge erfaringspoint til at lvl. sine folk op så de overall bliver bedre i kamp.
Ud over et godt og aldeles anderledes gameplay har spillet også en historie som byder på rigtigt mange drejninger. I bund og grund er det dog sådan at mineralet Ragnite, som bruges til alt lige fra elektricitet, til first-aid osv. er ved at slippe op (oliekrise/oliemangel?) for de to supermagter. Dette tvinger dem til at bryde i krig, og undervejs vælger den ene side, Empire, at gå ind i det ellers neutrale Gallia, grundet dens naturrige mængde af Ragnite. Derefter følger du så Welkin, som er søn af en berømt soldat, og hans kamp sammen med sit Squad at redde Gallia.

Historien minder om en anime, hvilket nok er grundet til at der faktisk er lavet en anime af spillet. Dog fænger historien virkelig på nogle tidspunkter og får bare en til at spille videre. Til tider kan den dog også være en pain-in-the-ass da ikke alle cutscenes er lige spændende. Kort sagt er historien god, velfortalt og leverer fine drejninger. Men at selve historien ligner en anime (japansk for tegnefilm) kan også ses ved grafikken, det ligner noget der er håndtegnet. Dette går mig dog ikke på, da det passer perfekt ind i det univers som spillet foregår i.

Som sagt er variationen stor, hvilket også gør selve holdbarheden stor. Når man klarer en mission bliver man evalueret på hvor hurtigt/effektivt man klarede den og hvor mange fjender man har nedlagt. Når man så får klaret spillet, vinder man muligheden for at spille missionerne igen og igen og prøve at slå sin egen rekord. Eller også for at prøve at lave sin taktik bedre end da man spillede missionen første gang.

Valkyria Chronicles er et spil for sig, og er nok lidt som Final Fantasy, ment som at enten kan man lide det, eller også kan man ikke. I den tid man spiller det er man klart underholdt, især hvis man godt kan lide et strategispil som har så mange faktorer som dette. Terrænet er nævnt som en vigtig del af gameplayet, da man kan bruge dette til at vinde effektivt over sin modstander. Man kan gemme sig i højt græs, og når fjenden i deres tur passere en, dukke op og lave flotte huller i dem.

Men ja, et sjovt og anderledes spil, som har holdt meget på mig. Og det ærgrer mig stadig at jeg ikke fik anmeldt det noget tidligere, da det er et spil der har sat sit indtryk i mig, med dens nytænkning, selvom den til tider kunne strække historien i lidt for kedelige baner, og styringen i visse tilfælde godt kunne bruge et par timers arbejde endnu. Men stadig fungere dette spil godt, og byder på god strategi.