Alone in the Dark (2008)

Min første anmeldelse har jeg valgt at spilde på et spil der, for mig, er fuldstændigt mislykket på trods af en original idé og historie, selvom der igennem tiden er vågnet mange mandlige hovedpersoner med lækkert hår og læderjakke og hukommelsestab i en storby der er gået af lave. In this episode; Byen falder fra hinanden omkring én mens man flygter fra en revne, der kontinuøst revner, og til dels skal man nakke små klamme, blege head crab-lignende blodsugere og zombier, der hver tager godt 5 evighedsminutter at slå ud og komme forbi på hard. Styringen dikterer nemlig at man skal famle frem og tilbage og fra højre til venstre med stick'en for at tæske de besatte new york'ere med et opsamlet bat eller en ildslukker. Og oveni hatten er dette så grimt animeret at det, for mig, er helt pinligt. Jeg mener; det er jo Atari! Fint, min utility-jakke er ikke pakket med ammo til min ene og fesne 9mm, så løsningen på konflikterne mellem mig og zombierne er ofte head-on battle, men når der er så mange af dem så giv mig da evnen til bare at pløje igennem! Den dårlige styring får kampscenerne til at ligne en slåskamp mellem grønlænderne på christianshavns torv; klodset, rodet og langtrukken! I det hele taget er styringen skyld i mange reloads og restarts, nok til total frustration og smadrede controllere. Nok om det.

Men.. Det er også i virkeligheden et challenge-type spil, vi har her. For at komme videre og i enden, sædvanligvis, redde dagen skal man udregne 'nøglen' til at komme videre i det lineære univers med sine værktøjer (div. flasker, klude, lightergas, lightere, pistol, osv.: ILD!!) og hvad end man bliver mødt af. Dette element er nyskabende og jakke-menu-systemet er fed idé og selvom udførelsen kunne være bedre fungerer det generelt godt. Admittedly vil jeg ikke påstå at have gennemført makværket, da det nær kostede mig en controller, men positivt nok er disse udfordninger pænt varierede i både sværhedsgrad og størrelse. Men ingenting ift. simpliciteten hos klassikere som Half Life 1 og 2 o.lign. Og billederne i spillet er velkomponerede, i sig selv unikke, dystre og fængende, men jeg hindres i at nyde det fordi POV'en er fikseret og fucking urokkelig 75 % af tiden! Når jeg f.eks. klatrer i revnen på central park kan jeg ikke vende mig om og nyde undergangen. Skod. Stallone in the Park er i mine øjne et mismask af ambitiøst men alligevel totalt fejllykket gameplay, en fængende men ringe udspillet historie, originale idéer men tydeligvis ingen kvalitetskontrol. 3 ud af 10 stjerner fra ThinMan, en for billederne, en for ilden og en sidste lille stjerne til Atari for ambitionerne; kom igen!

Håber jeg har skræmt potentielle købere væk og at i ellers har nydt anmeldelsen! Kom endelig med whatever kritik i sidder med!

På forhånd tak! -ThinMan