Dansk
BRUGERANMELDELSE

Uncharted 2: Among Thieves

Skrevet af: Tsunami   2009-10-14

Among Thieves foregår cirka 2 år efter begivenhederne i Drake's Fortune. Historien tager sin begyndelse på en tropisk ø, hvor Nathan antastes af et par mennesker fra sin fortid. Og inden man får set sig om, så er man hvirvlet ind i en historie baseret på myter, legender og fakta omkring den italienske opdagelsesrejsende Marco Polo. Og i Nathan's sko kastes du som spiller, bogstavelig talt, ud i et eventyr som bringer dig fra blandt andet Tyrkiet til Nepal.

Det første du vil lægge mærke til i Uncharted 2 er grafikken. Spillet er en visuel perle og folkene hos Naughty Dog har i sandhed tæmmet hestekræfterne under motorhjelmen på Sony's Playstation 3. Men det er faktisk kun den halve sandhed. For ikke alene formår Naughty Dog at vride en hulens bunke saft og kraft ud af maskinen. De har så sandelig også fundet ud af at skabe spændende, udfordrende miljøer. Du skal blandt andet igennem tyrkiske museer, frosne bjergpas og byer hærget af kamphandlinger.
Og så er der fysikken i spillet, når det regner så bliver Drake våd oppefra og ned. Ikke at det er vanvittigt nyskabende, men flot ser det ud. Og hvis vor helt skal slæbe af sted med tunge objekter, så er Nathan synligt påvirket af tingenes vægt og fylde. Og en tur i en snestorm, som i øvrigt er så smukt lavet at jeg næsten tabte underkæben, påvirker Nathan på flere forskellige måder. Ikke alene ser man sneen sætte sig i hår og tøj, Nathan fryser også og bevæger sig meget kluntet i det kolde helvede.

Uncharted 2 er et action eventyr, men med tryk på action. I første spil var der langt flere små puzzles at bryde hjernen med end der er i anden ombæring. Til gengæld er gåderne denne gang væsentligt større og mere komplicerede end tidligere. Til tider vil man få brug for at konsultere Nathans journal for at kunne løse gåderne. De puzzles man støder på igennem spillet er ikke vanvittigt svære, men de er til gengæld skruet mesterligt sammen. Hvis du skulle få store problemer med gåderne. Så har spillet en indbygget hjælpefunktion. Denne vil jeg dog foreslå at man slår fra, da gåderne ellers kan være alt for lette at regne ud.

Action er der masser af i Uncharted 2. Til forskel fra etteren har du denne gang langt flere muligheder i kampene end blot at pløkke løs på alt hvad der bevæger sig . Den største forandring er muligheden for at bruge stealth. Og der vil være rig mulighed for at bruge netop dette element. Men valget er dit, du er ikke tvunget til at bruge stealth. Kun én enkelt gang er stealth eneste løsning. Ellers har du frie hænder til at løse problemet som du ønsker. Men stealth er altså en god løsning. Du kan, hvis du lister som en ninja, sagtens nedlægge 4 -5 fjender og dermed få skabt en fordel. Du skal dog tage højde for at du kan ses på stor afstand. Og overraskelsesmomentet kan, til tider, blive ødelagt af en vagt som du ikke har set. Eller som står tilpas højt og dermed har et overblik. Men med tålmodighed og snilde kommer du langt. Men valget er dit, så der er noget for enhver smag. Men husk lige at lime parykken fast inden du sætter spillet i, fordi nogle af action sekvenserne er så vilde og vanvittige at selv Steven Seagal ville blive slået på røven af benovelse.

Ganske som i etteren kan du også hoppe i dækning når fjenden åbner ild. Og det fungerer, stort set, upåklageligt. Til tider kan det dog være svært at få Nathan til at hoppe i dækning lige præcis der hvor du ønsker det, du skal være tæt nok på den væg eller hvad du nu vil i dækning bag, ellers kan du sagtens ende med at kaste dig ud i et rullefald i stedet for, som ønsket, at hoppe i dækning.

Og så skal vi snakke lidt om våben. Der er omkring 20 forskellige våben til rådighed i spillet. Alt lige fra bedøvelsespistol til minigun. Og sidstnævnte kan på et minut spytte flere kugler ud end Sidney Lee kan fortælle løgnehistorier på en måned. Våbenmekanikken i spillet er udført tilfredsstillende, de har tyngde og punch. Langt de fleste fjender kan nedlægges med ét enkelt skud, hvis du altså er så præcis at du rammer dem i hovedet. Og netop præcision kan være en udfordring, for det er ikke et superpræcist sigtekorn du har at gøre godt med. Til gengæld vil man hurtigt lære at kompensere for dette og det er derfor ikke noget som tynger voldsomt ned.

Stemmeskuespillet i Uncharted 2 er fantastisk. Ikke alene i de flotte cutscenes, men også når de forskellige karakterer udveksler meninger og fornærmelser igennem spillet. Selve historien fortælles med sans for dramatik, fod på genren og med en masse sjæl. Undertegnede følte sig hensat til de glade 80'ere hvor helte som Indiana Jones, Alan Quatermain og Jack T. Colton tog os med på det ene hæsblæsende eventyr efter det andet. Og i spillet er der også rigeligt med referencer til f. eks Indiana Jones, man skal bare lytte til Nathan. Da ingen af disse leveres åbenlyst.

Da jeg nåede til vejs ende havde jeg brugt omkring 13 timer og 30 minutter i selskab med Nathan og Co. Jeg havde fundet 51 af de i alt 100 treasures. Og ud over disse treasures, så er der også gemt én speciel genstand ét eller andet sted i spillet. Jeg brugte tid på at lede efter treasures og tid på at nyde landskabet, så man kan helt sikkert godt gøre det hurtigere end undertegnede. Men hvis man, som jeg, slipper den indre eventyrer løs, så er man nødt til at forsøge at finde så meget som muligt. Især når kulisserne er så fabelagtigt flotte.

Og så skulle man tro at vi var ved vejs ende i denne anmeldelse, men vent, der er mere. For ikke alene får vi i Uncharted 2 ét af alle tiders bedste action eventyr, vi får også muligheden for at teste vores evner med eller imod spillere fra hele verden. Alt dette foregår på 7 forskellige maps. Du kan vælge at spille en lang række forskellige ting, her skal kooperativt spil med venner fra nær & fjern nævnes som noget af det første. I smides ind på et par baner fra singleplayer, dog med visse modifikationer, og så vrimler det ellers frem med grimmerter. Og hvis disse skal besejres, så er det vigtigt at kommunikationen imellem vennerne er på plads.

Derudover bydes der på team deathmatch, zone control og en masse andet. I multiplayer vil du, alt efter hvor godt du klarer dig, tjene penge. Disse penge kan, blandt andet, bruges på at opgradere præcision med pistol. Men de kan også bruges til at købe skins, trailers og en video som tager dig med bag kulissen hos Naughty Dog. Du tjener dog også penge i singleplayer når du finder treasures, skyder X antal fjernder osv. disse kan også bruges i multiplayer.
Der vil løbende blive tilføjet nye elementer til multiplayer i Uncharted 2.

Hvis du kun skal spille ét spil i år, så bør det være dette.

Grafik: 10
Gameplay: 9
Lyd: 10
Holdbarhed: 10

10/10

Brugeranmeldelser15
Samlet karakter: 9.5/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10