Dansk
BRUGERANMELDELSE

Uncharted 2: Among Thieves

Skrevet af: iRalleh   2009-10-17

Tag traveskoene på, og kom ud på skattejagt!

Det er efterhånden ved at være 2 år siden det første Uncharted udkom. Nemlig Uncharted: Drake's Fortune. Spillet blev modtaget med varm velkomst af både anmeldere og publikum, som alle gav det gode anmeldelser. Nu er den længe ventede 2'er så endelig kommet! Jeg fik aldrig spillet Uncharted: Drake's Fortune, og det kommer jeg nok heller ikke til, men første gang jeg så Uncharted 2: Among Thieves, faldt jeg pladask for det. Det blev så sandelig også forudbestilt og endda i Limited Edition.

Denne gang vil vores allesammens Nathan Drake begive sig ud på en rejse spredt over flere lande, for at finde den sagnomspundne dal Shambhala og den ønskeopfyldende juvel Cintamani-stenen. Jeg vil ikke komme nærmere ind på historien i dette spil, da det er en rigtig god historie, som virkelig er med til at holde spillet oppe. Jeg vil ikke spolere det for jer, så hvis I føler jer nysgerrige, synes jeg I selv skal opleve den. Historien i Uncharted 2: Among Thieves er bygget op på historiske fakta, som er med til at gøre den endnu bedre, og vil få dig til at blive ved med at spille.

Grafisk set er Uncharted 2: Among Thieves noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set! Det er så detaljerigt, og så smukt dekoreret, at man nogle gange stopper op, og bare kigge på den flotte udsigt eller den flotte dekoration. Farverne er fantastisk lavet, og spillet er fuld er dem. De fantastiske miljøer er heller ingen undtagelse på spillets flotte farver og grafik. Det ser så ægte og fantastisk ud, at man næsten kunne tro det er et billede. Banerne er skruet så godt sammen, at det er helt utroligt. Det hele passer sammen til punkt og prikke. Måden de skifter fra en cutscene til en interaktiv del af spillet er fantastisk lavet, og man lægger knapt nok mærke til det. Der er blevet satset meget på realismen i Uncharted 2: Among Thieves, og det ses også når personerne snakker. Stemmerne passer perfekt til mundbevægelserne og det samme gør ansigtsudtrykkene. Det skyldes, at der er blevet brugt motion capture, og det er slet ikke spildt! Man kan heller ikke klage over de sjove kommentarer, som vores helte og heltinder spytter ud. Et lille ryk i den forkerte retning er, at for at dræbe en fjende skal plante 10 - 15 kugle i dem. Man kan også slå dem ihjel med at skud, hvis man laver et perfekt headshot. Hvis altså ikke det var fordi de har hjelm på. Den skal nemlig lige skydes af først, ellers kan kuglen ikke nå ind til kraniet. Men det var ikke noget der kunne skræmme mig væk fra spillet.

Der er cirka tyve forskellige våben til rådighed, og nogle er kraftigere end andre. Nogle våben kan snildt slå fjender ihjel på et skud eller to. Dog skal man bruge 2 til 3 skud fra en granatkaster for at slå de mere pansrede fjender ihjel. Våbnene virker realistiske i Uncharted 2: Among Thieves og lydene fra dem er heller ikke noget man skal klage over. Hvis man har lyst til at slå nogen fjender ihjel med de bare næver, er det heller ikke noget problem, og det virker upåklageligt. Især når man uddeler det sidste, dræbende slag i slowmotion.

Holdbarhed er der masser af de dette spil. Der er en super historier, som man nok har lyst til at gense en hel del gange, og så er der jo de fem forskellige sværhedsgrader, som man også kan prøve af. Man kan også gå i krig med at finde de 100 forskellige skatte, der er gemt i spillet. Jeg har gennemført spillet på 10 timer, og jeg har kun fundet 21 skatte, så det er nok noget der kan trække spilletiden lidt op. Dog synes jeg stadig at 10 timer er okay for et spil.
Der er jo også en multiplayer del i dette spil. Det er i hvert fald også en stor del af holdbarheden. Der er syv maps, som man kan prøve af i mange forskellige kampe. Der er de traditionelle deathmatch og capture the flag, men så er der også eliminering, hvor det gælder om at dræbe hele det andet hold. Der er mange andre, men jeg kan ikke lige huske flere. Maps'ene er designet efter baner i singleplayer-delen, så er de bare blevet gjort mindre, så de passer til en multiplayer, og det er helt fantastisk lavet. Co-op er der selvfølgelig også. Her kan du give dig i kast med en mission fra singleplayer-delen, sammen med 2 af dine venner, eller du kan prøve at få fat i en skat, mens der stormer fjender imod dig. Multiplayeren er rigtig god, og jeg har haft meget sjov i den.

Jeg har aldrig brudt mig om spil, hvor man skulle skyde folk og slå ihjel, men da jeg så dette spil første gang, vidste jeg bare, at jeg skulle have det!

Brugeranmeldelser15
Samlet karakter: 9.5/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10