Uncharted 2: Among Thieves

Spilverdenen står i dag overfor en skillelinje som underholdningsmedie. Enten stiger den til himmels, og opnår fortjent en status som seriøs formidler af underholdning, på lige fod med film og bøger. Eller også falder den i en afgrund af licenserede og populistiske spil, som vil give mediet en vulgær eftersmag af dårligt omdømme i kulturelle kredse. Men metoderne til at havne på den rigtige side af skillelinjen er udefinerbare. Flere udviklere har allerede demonstreret eftertrykkeligt at spil kan have mere i sig end hvad øjnene ser. Blandt de bedste eksempler er spil som Fallout 3 og GTA IV der viser vejen for den samfundskritiske tilgang til spil, og spil som Ico der eftersigende cementerede spils status som base for kunstnerisk udfoldelse. Uncharted 2: Among Thieves er et tredje bud på hvordan fremtidens spilindustri skal formidles.

Et år eller to er gået siden Nathan Drake, hovedpersonen i spillet, udsatte sig selv for de intense strabadser i seriens første kapitel, Uncharted: Drakes Fortune. Intet har forandret sig siden da. Han er stadig den samme uforskammet heldige skattejæger, der tager chancen når den byder sig og ellers lever livet fra dag til dag. En ny mulighed for at tjene nogle hurtige penge dukker op, da mennesker fra hans fortid, hans gamle lidt inkompetente makker Harry Flynn samt den skønne femme fatale Chloe Frazer, dukker op og giver ham et tilbud han ikke kan undsige sig. Hyret af den gale krigsforbryder Lazarevic, skal de bryde ind i et museum for at tilvejebringe et artefakt som indeholder nøglen til at løse gåden om hvad der blev af de skibe som Marco Polo, den italienske opdagelsesrejsende der kortlagde Kina, forliste et eller andet sted på ruten mellem det kinesiske rige og Italien. Rygtet vil nemlig vide at der med på den ekspedition var den ufatteligt kostbare Cintamani sten fra Shangri-La, som mange magthungrende mennesker gennem tiderne har været på jagt efter.

Selvfølgelig går noget galt, og før han ved af det befinder Drake sig i et manisk kapløb med Lazarevic om at finde stenen først. Et ganske klassisk komplot fuldt af intriger, forræderi, kærlighed og overjordiske hændelser. Egentlig burde Uncharted allerede her være trivielt, også fordi 1'eren fulgte nogenlunde samme formel, men Uncharted gør det bare så forbandet godt at man sidder med en rystende fornemmelse i kroppen efterhånden som den omfangsrige og helt fantastiske historie udfolder sig foran en. Således må du bistå Nate når han kæmper sig vej fra Borneos sumpede jungler, gennem en borgerkrigshærget by i Nepal, til de høje majestætiske tinder i Himalaya uden at spillet på noget tidspunkt taber den røde tråd i fortællingen. Ydermere bliver historien hjulpet på vej af det der, eftersom det gameplay-mæssige er lånt med arme og ben, må kaldes Uncharted seriens særlige kendetegn. Nemlig persongalleriet. Med Nathan Drake som helios bevæger karaktererne sig ubesværet i universet, uden på noget tidspunkt at blive utroværdige. Herligt er det at få et gensyn med 1'erens altoverskyggende, karismatiske skørtejæger Victor Sullivan, og den, ligeledes fra 1'eren, politisk korrekte, og utroligt effektive journalist Elena Fisher.
Samtidig er de nye tilføjelser også fantastiske. De to fra Drakes fortid, Flynn og Frazer har hver deres vidunderligt lille pingpong med Drake og især er Chloe Frazers små samtaler med Drake levende. Deres indbyrdes forhold afsløres bid efter bid både ingame såvel som i cutscenerne hvilket giver selve den spilbare oplevelse en hyggelig og realistisk karakter. Den stoiske nepaleser Tenzin og alderspræsidenten Karl Schäfer er begge uvurderlige personer, både for Drake men også for integriteten af historien, da de præsenteres på et tidspunkt hvor alting går i hårdknude for Nate, og via dem drives spillet videre gennem de måske mest interessante dele rent gameplay-mæssigt. Lazarevic blegner til gengæld, som den stereotype skurk, hadsk og kynisk men derudover både fraværende og tandløs igennem størstedelen af spillet. Ærgerligt, men hans spåede rolle fyldes ud af andre skurke, der heldigvis er mere facetterede end Lazarevic, og på den måde redder fortællingen fra en noget nær æstetisk katastrofe.

Uncharted 2 tilhører action/adventure-genren! Ingen tvivl omkring det. Men med det sagt, så er det nærliggende at gentage mantraet fra det første spil. Drake er spilverdenens Indiana Jones, og så kan Lara Croft godt gå hjem og lægge sig (selvfølgelig er Drake ikke lige så veludstyret anatomisk, men what the hell(!) man kan ikke få det hele). I 1'eren var dette passende at sige. I 2'eren er de nærmest blevet synonyme med hinanden, for de klassiske Indiana Jones elementer er genkendelige i alle spillets afskygninger. Flugten, gåden, de hasarderede fald og de smukke kvinder. Som om det ikke var nok at den medtager sådanne elementer, men hvor det forrige kapitel i serien mere tilpassede dem spillet, er det den her gang som om Naughty Dog i stedet har tilpasset spillet til de filmiske Indiana Jones-elementer. Eller formidlet på en anden måde, så er Uncharted 2: Among Thieves det tætteste du vil komme på en film i et spil. Den ene heftige actionsekvens afløser den anden, og om det så er ren overlevelseskamp på et tog i bevægelse eller gådeløsning ved hjælp af den nu mere integrerede notesbog, så kunne det ligeså godt have optrådt i en hvilken som helst eventyrfilm. Spektakulært er det at spillet oven i købet gør det bedre end rigtig mange film, men her skal en del af forklaringen findes i spils unikke muligheder i forhold til brugeren på den måde at de lader ham/hende interagerer med handlingsforløbene selv.
Spil har indtil nu været ude af stand til at udnytte dette og opnå films appel til brugerne, men det er særligt her at Uncharted 2 brillerer, og sætter en ny standard. Det er mere en spilinspireret film, end det er et filmisk spil.

På trods af al rosen skal Uncharted 2 ikke sættes på en piedestal. Sjovt er det for eksempel når udviklerne kommer med små referencer til forgængeren i en serie, men brugen af dem kan blive overvældende hvis de skal kunne bortforklares som værende kun dét, referencer. Overdreven brug, som i Uncharted 2, kommer i stedet til at virke lidt fantasiforladt, og det er synd, for er der noget som Naughty Dog ikke har været ved udviklingen af dette spil, så er det fantasiforladte, men lad det nu være som det er, for gentagelserne er sjove nok i sig selv.
Et af de eneste kritikpunkter ved 1'eren var dets længde. 7 timer tog det, og mange følte sig lidt snydt i forhold til prisen. Dette har Naughty Dog gjort deres bedste for at finde en løsning på. Først og fremmest har de implementeret multiplayer...
Nu spiller jeg ikke multiplayer, men har dog prøvet det kortvarigt og jeg fandt det lettere tungt og forvirrende (ikke kvalificeret vurdering!). Dernæst har de forsøgt at gøre singleplayer-delen, seriens sande styrke, længere. Det er så på bekostning af overblikket, som jeg fandt jeg mistede et øjeblik midt i historien. På samme punkt var det til gengæld herligt at opdage, at hvor spillet virkede afsluttet, skulle det i virkeligheden kun til at begynde, og man finder hurtigt tilbage i samme tempo som spillet. En herlig opdagelse, og selv kan jeg prale af at have nydt singleplayer i mere end 12 timer. Men så har jeg til gengæld også taget mig god tid på visse tidspunkter til lige at genspille den fantastiske passage, eller lige udforske området lidt for at se om jeg kan finde en arkæologisk skat som ligger spredt gennem hele spillet.

En faktor det er obligatorisk at runde med hensyn til hvad der skiller Uncharted 2 ud fra mængden, er naturligvis det grafiske. Men der er egentlig ikke andet end at sige end at det er spillenes Catherine Zeta-Jones. Guddommelige udsigter, fantastiske cutscenes og det totale fravær af loadetider gør den grafiske oplevelse til en helstøbt begivenhed, og er en overlegen opvisning i teknik, som burde få alle andre udviklere, der praler af deres grafiske evner til at grave et meget, meget dybt hul at hoppe i. Min anbefaling er at du indimellem stopper op, og panorerer kameraet 360⁰ rundt. Betagende, ikke sandt?

I allersidste ende er der én ting der står klart. Uncharted 2: Among Thieves er en fornyer, når det kommer til at genbruge. Spilmediet har brug for fornyelse, og det er spil som Ico, Fallout 3 og Uncharted 2 der er stærkt opsatte på at rykke ved grundpillerne et skridt af gangen, og oven i købet er populærspil nok til at ramme et bredt publikum der kan få deres horisont udvidet. Uncharted: Drakes Fortune havde samme opskrift, og selvom det indimellem føles meget som dets forgænger gør Uncharted 2: Among Thieves det så godt, at det uden at sprænge rammerne for spils formåen rykker dem drastisk og kommer med nye kvantespring for hvad spilmediet kan formidle.

Spil spillet, og lad Nathan og Elena slå benene væk under dig, oplev Himalaya som var du der selv, og føl suset ved at hænge fra en mur i fingerspidserne mens en sadistisk helikopter bider dig i haserne. Det er storslået. Det er episk. Det er obligatorisk for enhver som ejer en Playstation 3!