Phoenix Wright: Ace Attorney

Inden jeg begynder anmeldelsen, vil jeg lige introducere anmeldermetoden, jeg vil bruge: inspireret af selve spillet vil jeg opstille anmeldelsen i en ægte retssagsprocedure, hvor anklager og forsvarer gendriver hinanden i en korrespondance, hvor dommeren afgør den endelige, dvs. så vidt mulige, retfærdigt endegyldige konklusion på spillet. For at gøre dette vil jeg indbringe min ven Peter Rosenberg, kendt som Botalisko på Gamereactor og andre steder, til at være modstykket til mine (Tomas)' holdninger: (Botalisko har spillet alle spillene i serien, mens jeg kun har spillet dette Ace Attorney-spil.)

Retslokale 1, kl. 10:00

Tomas: Kritikken er klar.
Bota: Rosen(berg) er klar.
Dommer: Og hvad har vi så at gøre med her?
T: Kritikken vil gerne indkalde sit første spil til vidneskranken. Venligst beret titel samt udgiver for retten:
"Phoenix Wright: Ace Attorney" fra japanske Capcom, der er kendt for Resident Evil, Megaman, Okami og andre samarbejder med Nintendo.

D: Lad os se på historien. Kan én af jer fremlægge handlingen samt gameplay for retten?
T: Ja, ærede dommer. I spillet Phoenix Wright: Ace Attorney spiller man som den nyuddannede forsvarsadvokat Phoenix Wright (kaldet Nick blandt venner) der fra starten af første kapitel af i alt 5 kapitler, bliver kastet ud i en pludselig retssag, hvor, for at det ikke skal være løgn, ens bedste ven er blevet sigtet for mord. Den første retssag kører lige på og hårdt, mens ens mentor Mia Fey rådgiver dig undervejs om spillets funktioner.
!!! INDSIGELSE !!!
B: - dog i et forholdsvist realistisk perspektiv for en ægte advokat. Man kommer lige ind i dramaet og persongalleriet alene i første kapitel er så interessant og varieret at man får lyst til at blive ved med at presse vidnet, samtidigt med at man er tvunget til at tænke logisk/ulogisk i en given situation (som en advokat skal kunne) og til sidst finde de vidneudsagn der modsiger de beviser man har til rådighed. Og på den måde kører de andre retssager også strålende.
D: I siger der er flere episoder?
B: Ja. I det originale spil fra Japan var der 4 sager, men i DS-porteringen har Capcom valgt at tilføje en ekstra 5. Sag. I hver sag er der to dele - en efterforskningsdel og en retssagsdel. I efterforskningsdelen får man 4 muligheder på touchscreenen:
• Examine: Du kan undersøge baggrundsbilledet for ting, som kan bruges til den senere retssag.
• Move: Ved at trykke på move, kan du gå andre steder hen for at finde nye spor.
• Talk: Tal med personen foran dig og stil vedkommende spørgsmål, der kan gøre opklaringsarbejdet lettere for dig.
• Present: Præsenter bevismateriale for personen overfor dig, for på den måde at få information om sagen.
Bemærk:
T: Når man ser på serien som helhed, synes jeg godt den sidste episode/sag, om end den er kandidat for at være den bedste sag overhoved, kan virke en smule malplaceret. Den har nemlig, fordi den ikke var med i det oprindelige, en pæn portion irrelevans indtil man har spillet sig gennem 2'eren og 3'eren (som vi måske anmelder i fremtiden) og går i gang med det eneste DS-eksklusive Ace Attorney-spil "Apollo Justice", hvor personer fra den episode optræder igen for første gang.

D: Hvad med det visuelle? Er der noget at komme efter?
T: Grafikken er ikke imponerende. Den er til tider delvis funktionel, men ikke decideret flot. Faktisk udnytter de færreste animationer DS'ens kræfter bare en smule, eksempelvis figuranimationerne som dukker op på skærmen en stor del af spillet ved de lange samtaler.
!!! INDSIGELSE !!!
B: Spillet er jo ikke oprindelig designet til DS. Faktisk er spillet en portering af et GBA-spil, der kun er udgivet i Japan!
!!!TØV EN KENDE!!!
T: Selv for GBA er grafikken nu ikke mind-blowing.
!!!TAG DEN!!!
B: Hvis vi ser på kendsgerningerne: spillet handler langtfra om grafik, men mere om dialog og at være vågen nok til at gennemskue huller i folks udsagn i forhold til kendsgerningerne.
T: Jeg indrømmer dog også, at spillet bruger simpel grafik på en god måde, fx med de øjeblikkelige klassikere som de pludselige "Objection!" råb, hvor skærmen får påklistret en enorm taleboble der indrammer de rødt malerpenslede udsagn.

D: Har lyden noget at skulle have sagt? Høhø
B: Ja, det mener jeg. Soundtracket er noget af det bedste jeg hørt i et DS-spil. Lyden er desuden blevet forbedret i DS-porten ift. GBA-spillene. Godt nok er det ikke optimal lydkvalitet ift. Apollo Justice, men melodierne passer så perfekt til situationen, man er i.
Der er ikke noget bedre, end når man er lige ved at fange den rigtige morder, og der kommer en utrolig intens melodi ud af højtalerne. Det giver virkelig en utrolig fuldendt oplevelse, og det er bestemt ikke kun ved klimaks i retssalen, at musikken skinner igennem. Krydsforhørsmusikken og den anden retsmusik er også virkelig stemningsskabende, og musikken i efterforskningsdelen fejler bestemt heller ikke noget.
Min mening er, at soundtracket er mere vigtigt for et spil end grafikken, og soundtracket er virkelig i en klasse for sig.
T: Jeg ved ikke om musik er vigtigere end grafik i et spil. Det kommer nok an på hvilket spil, vi snakker om. Musikken er en klar fuldtræffer i dette spil, og jeg vil vove at påstå at den er så god, at man nogle gange glemmer selve handlingen/situationen. Jeg er selv musiker, men måske er det netop derfor, at jeg kan synes at musik i spil (og film) skal være passende, uden dog at være så decideret god, at den stjæler min opmærksomhed fra alt andet... Men det er en bagatel, eller rettere et luksusproblem.

D: Holdbarhed?
B: Personligt er jeg gået hen og blevet en meget stor fan af serien. Jeg har selv genspillet sagerne flere gange, men må dog erkende, at det nok er langt fra alle, der ville gøre det samme. Jeg synes man kan sammenligne replay-value'en med en krimibog. Der er folk, der ville læse en krimibog flere gange, selv om de er klar over handlingen, dialogen og ikke mindst hvem morderen er.
T: Men hvis man ikke bare vil spille hele det samme spil igen, så er der ikke meget at komme efter. Der er ingen reel replay-value.
B: Det skulle lige være med undtagelse af, hvis man vil prøve alle mulighederne af, altså prøve at præsentere eller tale om noget andet end man gjorde første gang man spillede det bestemte sted i sagen, for at se hvilke dialoger det kan medføre, men det er ikke noget der ændrer det endelige handlingsforløb; på dét punkt er spillet alligevel ret fastlagt, og det er kun med nogle enkelte situationer, der er mulighed for flere måder at gøre fremskridt i handlingsforløbet på, men alle de forskellige veje fører én til sidst til den samme slutning, så ingen reel indflydelse på plottet.
T: Det er svært at tænke på hvad der kunne være af bonus-materiale i et spil af denne kaliber. Spillet gør hvad det prøver på så veltænkt og præcist, og det er nok også derfor, at der ikke er noget "overflødigt" gameplay med. Hvis vi ser på spillets præsentation, så er der fx ingen intro sekvens, ingen option menu, der er egentlig kun mulighed for New, Save og Load Game alt i alt og så at vælge episode, efter at have klaret dem 1 gang, men som regel vælger man alligevel bare den næste uåbnede episode. Ingen fx musik- eller billedgallerier.
Vi to har snakket om hvordan man måske kunne presse en multiplayer-del ud af sådan et her spil, men det er klart at det slet ikke er intentionen i den her type spil.
B: Ja, det kunne da være meget underholdende med 2-player versus, hvor man er henholdsvis anklager og forsvarer, men igen, det er ikke noget man føler, skal være i spillet efter at have spillet det. Det skulle kun være for at gøre spillet til mere end en engangsforestilling.

Argumenter med stor kontrast er selvfølgelig overdrevene, eller rettere, dem deler både Bota og jeg selv. Jeg er virkelig glad for at Bota introducerede mig for serien, og omvendt kan han også sagtens se det mindre gode ved spillet. Vi mødes derfor på midten med den samlede dom...

Thi kendes for ret:
Grafik: 7/10
Lyd: 9/10
Gameplay: 10/10
Holdbarhed: 6/10

Kom endelig med en bedømmelse af anmeldelsen! Sig din ærlige mening, så vi kan blive bedre! Tjek GRs billedarkiv til spillet.

Poll: er dette fan-edited artwork overhovedet stødende?