Brütal Legend

(Denne anmeldelse er fra mit site www.spilcafeen.dk)

Tim Schafers Brütal Legend byder på Jack Black som roadien Eddie Riggs. Der er drama, humor, kærlighed, forrædderi, blod, sved og tårer. Og så er der HEAVY METAL!. Spillet byder på en humoristisk tour gennem en gennemført verden. Men som alle gode ting ender det alt, alt for tidligt.

Tim Schafer. Et navn der vækker anerkendende nik blandt spilkritikere, og rynken på brynene fra spiludgivere. Som spildesigner er han elsket for hans skæve humor og absurde universer. Som spilmager er hans ry... en smule mere blakket. Schafer står bag kulttitler som bl.a. the Secret of Monkey Island(1990), Day of the Tentacle (1993) og Psychonauts (2003) - alle sammen spil, som har fået meget ros for nyskabelse, i en spilindustri som er hjemsøgt af gengangere. Desværre for Schafer er der aldrig rigtig nogen af titlerne som er slået igennem på massemarkedet, og de - har alle som en - været præget af (optimistisk sagt) lunkne salgstal.

Hvorvidt Brütal Legend bliver ramt af den samme salgstalsforbandelse må tiden vise, men endnu engang har Tim Schafer konstrueret et spil, som - på trods af mange fejl og mangler - ganske givet vil blive husket som et af de sjovere indfald i nyere spilhistorie.

I Brütal Legend har Schafer rekrutteret rockentusiast, komiker og musiker Jack Black (kendt fra bl.a. Tenacious D) til spillets hovedrolle Eddie Riggs, og sammen formår de at fortælle et rockepos, der er ligedele højtideligt, seriøst, selvironisk og komisk.
Historen

Historien:

Spillet kommer hurtigt i gang. Efter en mellemlang videosekvens, hvor hovedpersonen Eddie Riggs dør og efterfølgende vågner op i METALland, bliver man kastet ud i spillets narrativ, og inden der er gået fem minutter har man erhvervet sig økse, en guitar, en muskelbil og en lækker pige, hugget sig igennem de horder af middelalderlige druider, dæmon-nonner og kæmpemonstrer, der bebor Brütal Legends mytiske Metalunivers og er nu først startet i det egentlige spils sandkasseverden.

Helt grundlæggende er Brütal Legend som sandkassespil er flest: Du bevæger dig rundt i en åben verden, møder folk som på den ene eller den anden måde driver historien frem. Der er en lang række sidemissioner du kan give dig i kast med, og ellers er der tonsvis af steder der skal ses, små collectibles spredt med gavmild hånd udover verdenen som du kan prøve at finde, og så videre, osv.

Men selve spillets historie er måske hvad de fleste kommer efter, og den har det hele: Eddie Riggs er den fyr der hjælper oprøret mod de onde. Igennem spillet møder Eddie den smukke pige, oplever kærlighed, bliver forrådt og får den endelige forløsning da han til sidst besejrer den onde Kejser som undertrykker menneskene og den glorværdige Heavy Metal. Historien er fortalt med megen selvironi og stor humor, og er helt sikkert spillets hovedattraktion - for ærligt talt, så bringer spillet ikke ret meget andet til bordet. Hovedhistorien og dens missioner er tilpas varierede og så godt fortalt, at den ikke bliver kedelig, omend den måske er en smule forudsigelig. Men Brütal Legend har heller aldrig forsøgt at få dig til at tro, at det vil fortælle dig noget nyt. Hele spillet er en lang hyldest (og/eller parodi) på metaluniversets mytologi, fortællinger, håb og drømme - og her leverer den det hele.

De mange sidemissioner er for banale til at de er morsomme, der er for mange gentagelser, og at køre rundt i sin bil og lede efter statuer, er ærlig talt ikke sjovt særlig længe. Og det er spillets allerstørste problem: Udover hovedhistorien er der ikke ret meget at komme efter. Og historien er alt, alt for kort - og da den tilmed er helt igennem linæer giver det ikke meget glæde at spille den igennem anden gang.
Gameplay

Gameplay:

Som nævnt er spillets gameplay desværre trådt i baggrunden. Ingen af spillets mekanikker er særligt komplekse, og de mekanikker der er vigtige, virker en smule tilfældige, eller i hvert fald uigennemskuelige.

Et hovedelement i spillet er de forskellige "stage battles", hvor Eddie og hans slæng skal kæmpe imod diverse modstandere i form bl.a. af en glamour-rock konge, et emo-band og selvfølgelig den onde Kejser Dovicolus. Dette aspekt af spillet minder om en slags real-time-strategy, men er alt for simpelt til at virke overbevisende. Ved at rekruttere fans og sælge dem merchandise skal man bygge et band af headbangers, roadies og andet. Det er tilsyneladende en simpel sten-saks-papir tilgang til spillet, men undertegnede nåede ikke at gennemskue forholdende mellem de forskellige enheder.

Både i stage-battles og udenfor kan Eddie blande sig løjerne med både økse og svedig metalmusik fra hans guitar - og selvom Eddies forskellige angreb både er simple at gå til, meget effektfulde og rigtig morsomme, vejer det desværre ikke op for, at spillets kampsekvenser lider under megen gentagelse, og som resultat deraf, meget hurtigt bliver en smule kedelige.

Udover spillets narrativ er der så de mange sidemissioner - den primære kilde til "fire tribute", spillets valuta som Eddie bliver tildelt af Titanerne, spillets metalguder. Fire tribute kan bruges til at købe opgraderinger og andets sjov fra forskellige Motor Forges, hvor Eddie bliver betjent af selveste the Guardian of Metal (der har en umiskendelig lighed med en hvis hr. Osbourne, som du måske vil genkende). Men igen bliver spillet repetitivt. Der er kun meget få forskellige sidemissioner, og det er bare ikke underholdende at skulle lave præcis det samme for femte eller sjette gang i træk.
På Bundlinien

På bundlinien:

Brütal Legend har på den ene side en hel masse at byde på, og på den anden side ikke ret meget at byde på. Spilmekanikkerne er banale, spillet ikke særligt udfordrende og historien - som er det eneste der virkelig er værd at kigge efter, er alt alt for kort. Egentlig er det kun spillets setting - det univers det foregår i - og den måde det bliver fremvist på, som er interessant. Og dét er måske i virkeligheden grunden til spille spillet i første omgang. Der er ingen tvivl om, at både Tim Schafer og Jack Black virkelig elsker og dyrker metalmusikken, og på mange måder forstår det der gør metal så fedt - en styrke for spillet, hvis spilleren selv er inde i metalmusikken. Hele spillets præmis er hængt op på denne ene antagelse: Hvis du kender metal, hvis du kan lide metal, og hvis du i øvrigt ikke er alt for selvhøjtidelig hvad angår metal, så er Brütal Legend en komisk tour de force gennem the World of Metal, hvor ikoniske kunstere (spillets soundtrack inkludere mere end 100 forskellige numre fra en lang række af metalmusikkens store navne) blæser ud af højtalerne fra din dæmoniske muskelbundt af en bil, der blæser ild fra udstødningsrørene alt imens det monterede maskingevær hagler sig igennem mammutter, dæmon-nonner og pantere der skyder med laser ud af øjnene på vej igennem den ene scene taget fra et metalpladecover efter det andet.

Hvis du derimod ikke kærer særlig meget for metalmusik, så har spillet vitterligt ikke noget at byde på.

Så hvis du kan lide metal, og har flere penge end du har tid, så er Brütal Legend helt sikkert et kig værd. Hvis ikke, så bør du nok holde dig væk. Der er ikke fyld nok i historien (som er det eneste der egentlig er værd at beskæftige sig med) til at den i sig selv kan leve op til købsprisen. Men hvis de elsker metal som Schafer og Black gør det, så er det ved at kunne betale sig.