Battlefield: Bad Company

Da B-Company (Også kaldet Bad Company), et kompagni for fire soldater der efter en broget fortid, nu ikke har nogen anden mulighed end militæret, er på en rutinemission i Rusland opdager de noget de ikke overhovedet havde regnet med eksisterede - Efter at have kæmpet og bombet sig igennem en tilsyneladende russisk base, finder de sig selv i midten af base fyldt med døde lejesoldater.

Det siges, at netop disse lejesoldater, også kaldet legionærer har det privilegium, at få udbetalt deres lejesum i de rene guldbarrer, og ganske rigtigt. Efter at have gennemsøgt en død lejesoldat, står de nu med en guldbarre i hånden. Da de mener, at det amerikanske militær helst ikke skal vide noget om deres utrolige fund, vælger de, at forsætte deres mission, men med tanken om guldbarrer og grønne skove hængende over hovedet. Det bliver da også for meget for dem en dag - Da de spotter en af legionærernes lastbiler, på vej over grænsen til nabolandet Serdaristan. Det bliver lidt for meget, at håndtere for den grådige og mindre begavede, Haggard, som nu med tanken om guldet i hovedet, sprinter mod grænsen med skudsalver i luften fra hans eget gevær. Et par øjeblikke senere har Haggard egenhændigt invaderet et neutralt land.

Resten af holdet forfølger derefter Haggard ind, i Serdaristan for, at stoppe ham i, at gøre større skade end han endnu har formået. Holdet står nu højst sandsynligt over for en krigsdomstol, hvis det amerikanske militær skulle finde ud af hvad de har lavet. Men nu hvor de lige så godt kunne grave sin egen grav eller planlægge, at sidde i fængsel i resten af livet, beslutter de sig for, at ignorere ordrerne fra militæret om, at trække sig ud af det neutrale Serdaristan og i stedet forfølge legionærernes lastbiler. De finder med tiden lastbilerne og ser, at alt guldet bliver lastet på et skib.

Amerikanerne fanger dog B-Company i havnen, men siden militæret alligevel havde en mistanke til Serdaristan, får de tilbudt, at kigge nærmere på Serdaristan, siden de alligevel officielt er desertører og nu ligger ude af det amerikanske militærs hænder. Deres ordrer er, at finde og fange diktatoren fra Serdaristan, men B-Company glemmer aldrig rigtigt guldet, som de var så tæt på, at få fingrene i....

I spillet, spiller du som Preston Marlow, som er kommet hertil for, at have ødelagt en kamphelikopter og en generals limousine.

Holdet består desuden af tre andre soldater: Terrence Sweetwater, en lidt "nørdet" type, som blev sendt til Bad Company for, at have uploadet en virus til det amerikanske sikkerhedsnetværk.

Haggard, en mindre begavet mand med en trang til pyromani, som blev sendt til kompagniet for, at have sprunget et ammunitionslager i luften.

Som holdets leder er det Sergeant Redford, som er den eneste, som nogensinde frivilligt har meldt sig ind i B-Company.

Spillet spilles, som et klassisk FPS bør spilles. Du skyder på RT/R1, og genlader hvor du plejer. Intet nyt der. Selvom du på dit hold har tre andre soldater, så er der ingen ordrer, at give dem hvilket er meget godt, da jeg tvivler på, at det ville lykkes med baner så store som banerne her i spillet. Dine teammates fungerer som en meget tam assistance, men siden de hverken dummer sig eller kan dø, er det ikke noget at klage over. Selvom de ikke rigtig, har nogen funktion er det stadig fedt, at have dem med sig, da de bidrager til, at du ikke føler dig alene, og det er altid sjovt, høre deres personligheder udfolde sig. Hvis de nu skulle dumme sig og sidde fast et sted, så teleporterer de hen til dig, hvis du kommer for langt væk.

Som et hvert klassisk Battefield, er der selvfølgelig også køretøjer med. Jeeps, kampvogne, APC'er, patruljebåde, golfvogne og jeg skal komme efter dig. I en kort periode flyver du også helikopter, men det er tydeligt, at DICE har valgt, at fokusere på jorden i stedet for luften. Der er ingen fly i spillet.

Der er et rimelig bredt udvalg af våben, med både bazookaer, rifler, shotguns og pistoler. Desuden har du igennem spillet også adgang til et missil fra luften, som du selv kan styre og et præcisionsmortarangreb, som er ekstremt nyttigt, hvis du står over for en tank uden noget i hænderne der siger bang.

Battlefield: Bad Company, gør brug af Frostbite engine, som gør det muligt, at ødelægge husene og træerne omkring dig. Det giver spillet en ekstra dybde og taktik, idet at du i stedet for, at finde en indgang bare kan lave en selv. Det gør det også en del lettere, at få has på snipers i vinduerne.

Noget jeg derimod synes er en smule negativt, er den måde man starter forfra i singleplayer, for det gør man ikke. Når du bliver dræbt, spawner du ved sidste checkpoint, men i stedet for, at starte forfra, og kæmpe mod fjenderne igen, starter spillet ikke rigtig forfra - Hvis du tidligere havde skudt en kampvogn og lavet et kæmpe hul i muren på deres base, så vil vraget af kampvognen stadig stå der, og hullet vil stadig sidde gabende i muren. Det gør det hele en tand for "Trial & Error" agtigt, da du gang på gang kan storme ind i basen, skyde et par fjendtlige soldater og dø. Gør det et par gange, og du har clearet hele basen.

I stedet for, Healthpacks eller Regeneration, har man i spillet valgt at bruge en "Livs-sprøjte", som med et stik ind i maven kan forvandle dig fra såret krøbling til supersoldat, på et halvt sekund. Du kan gå fra under 10 i liv til 100, med et lille tryk på knappen. Udover, at den er tydeligt overpowered, er dens cooldown aaalt for kort. Du fanger ofte dig selv i, at spamme LB/L2, midt i krigens hulter til bulter. Med lidt længere cooldown og en mindre effekt, på måske 50 i liv, kunne det måske have virket. Her suger det bare intensiteten ud af den ellers så fremragende kamp.

DICE's frostbite engine er rigtig flot. Der er flotte teksturer, deres characther-modelling er virkelig, virkelig god, og våbnene er skabt med meget høj detalje. Udover det fungerer deres lighting og shading effects også fantastisk. DICE har virkelig formået, at skabe deres helt eget look til spillet. Det er ret gråt i Rusland og Serdaristan, men de har alligevel formået, at give spillet en vis farve inde midt i det grå. Det er også forfriskende, at se solen fremme oppe på himlen.

Hvis man skulle kigge på noget negativt ved Frostbite, så er der to små punkter, som lige skal tages op. Når du med en jeep kører igennem et hegn af træ, så knækker brædderne ikke helt, som de burde. I stedet for, at knække naturligt og blive slynget hen af jorden, eksploderer de og forsvinder i en sky af støv og træsplinter. Udover det, er der også en anden lille ting, som bør nævnes. Selvom du kan ødelægge de fleste bygningers vægge, kan du dog ikke ødelægge husets hjørner overhovedet. Og det ser sgu lidt underligt ud, når man ser et hus stå udelukkende på dets hjørner uden nogen support fra væggene.

Den store perle i spillet er uden tvivl lyden. Skuddene som forlader dit gevær, giver den helt rigtige rumklang, om du så er ude eller indenfor. Geværerne lyder fantastisk og man føler på intet tidspunkt, at det er en legetøjspistol man løber rundt med. Køretøjerne er ikke noget der står ud, men de lyder, som de skal. Spillet har desuden den fedeste granatchoklyd nogensinde. Den høje hyletone, som efterhånden er blevet en standard i First Person Shooters, er skiftet ud med en dyb "scratch" lyd, med en ordentlig bunke bas på. Derefter må du gå rundt med en dyb bas i hovedet, så skud og stemmer runger inde i hovedet.

Stemmeskuespillet på de fire i B-Company er rigtig godt - Specielt Haggard og Sweetwater lyder rigtig godt.

Det som Battlefield serien har været mest kendt for igennem tiderne, er dens multiplayer og den er selvfølgelig også at finde i denne udgave. Multiplayer består af to spildele - Den velkendte conquest-mode, hvor det gælder om, at holde baser og en ny goldrush-mode, hvor to hold henholdsvis skal beskytte og angribe kasser med guld. Spillet understøtter kampe med op til 24 spillere, så det er super intenst, hvis man spiller på en forholdsvis lille bane - Specielt i goldrush, hvor hele spillet tit samler sig om én kasse, vrimler det rundt med fjender og venner. Multiplayeren har fået et ranking-system med, hvor højeste level er 25 og du indtjener credits efter hver kamp. Disse credits kan så bruges til, at købe nye våben.

Det er desuden stadig muligt, at ødelægge omgivelserne i multiplayer og det giver lige den ekstra tand, som gør multiplayeren til en vinder.

Battlefield: Bad Company gør en masse ting godt, Lyden er nok den bedste hørt til dato, og DICE's Frostbite engine fungerer næsten upåklageligt. Det er sjovt at skyde og køre rundt, men healthsystemet og nogle små fejl i destruction-motoren trækker desværre Battefield ned på et 8/10, men DICE kan i den grad være tilfredse.