Dansk
BRUGERANMELDELSE

Uncharted 2: Among Thieves

Udvikleren der lever for at imponerer, og lykkedes stort set hver gang, har endelig givet os fortsættelsen til det meget anmelderroste Uncharted: Drakes Fortune . Uncharted 2 er vanen tro (læs: ND's J&D serie), ikke bare en kedelig fortsættelse med nye områder og ny historie, nej Uncharted 2 er en fantastisk udvikling af et allerede glimrende spil med en masse fede tilføjelser, dog også med nogle få undladt.

Historien er ikke en direkte fortsættelse af 1'ern, og den kan derfor nydes uden at have spillet originalen, hvis denne endnu ikke er prøvet (det kan dog varmt anbefales). Og nydes det blev den. Nathan er denne gang på jagt efter opklarelsen af den gamle legende Marco Polos mange forsvundne skibe, og de værdifulde genstande, der følger i kølvandet på dem. Der er endnu engang budt op til et brag af et eventyr i bedste Indiana Jones møder Lara Croft stil. Historien bliver præsenteret meget flot og forstår at binde gameplayet og historien rigtig godt sammen. Frem for at historien kun skrider frem i de jævnt fordelte mellemsekvenser, sker dette i løbet at hele spillet, altså også mens man spiller. Dette gøre historien rigtig spændende at følge med i, og så gør det ikke noget, at historien er ganske glimrende.

Endnu en gang er skuespillerne i top form, hvilket giver et fabelagtigt stemmeskuespil gennem hele spillet. Nathans diverse udbrud i løbet af spillet er sjove og dejlige stemningsskabende. Det samme kan siges om musikken, som er god og passende. Våbnene lyder ok, men er ikke noget specielt. Derudover mangler våbnene også noget tyngde, så man kan mærke, at man holder et kraftigt maskingevær i hænderne. Dette er en af de få ting, der ikke er blevet rettet helt op på i forhold til Uncharted 1. Udvalget er blevet udvidet, men det er stadig traditionelle våben, som findes i alle andre skydespil. Det gør våbnene lidt anonyme. Der er dog som sagt altid en eller få undtagelser til at bekræfte reglen.

Grafisk når konsolspil helt nye højder. Spillet er forbandet flot, og holder en dejlig original stil. Dette indbefatter vand og sne effekter af høj kvalitet. Nepal og de nærliggende bjerge er gengivet rigtig flot. Personerne er blevet flottere siden sidst, men hvis noget skulle videreudvikles er det måske dem. Dette er udelukkende på grund af at ansigtsanimationer er 'mindst smukke'. Nathan og slænget bevæger sig desuden meget flydende og realistisk.

Gameplayet er ligeledes blevet udvidet. Det er nu muligt at benytte sig af stealth, hvilket er en af de bedste gameplay-relaterede tilføjelser. Dette betyder at fjenden ikke længere kender til din ankomst, før du overhovedet selv kender den. Der er nu fri mulighed til at sondere terrænet og planlægge sit angreb. Er man dog først blevet opdaget, er der kun en vej frem. Skyd. Coversystemet er tilbage, og det virker stadig perfekt. Det bliver i sandhed ikke meget bedre. Dog er det ikke noget revolutionerende, og der er ikke noget originalt over de basale skududvekslinger. Skududvekslingerne er dog stadig rigtig gode, hvis man ser bort fra de til tider halvtamme våben. Man møder forskellige fjender, almindelige fodtudser, men også nogle med skjold og nogle større med ligeledes større våben.

Gameplayet er meget varieret. Det ene øjeblik klatre man op igennem en togvogn, det næste skyder man sig igennem en ryddet gade, og det næste igen bliver man forfulgt af en massiv tank. Det er på dette punkt Uncharted 2 virkelig viser sit værd. Man ved aldrig, hvad der venter næst, hvilket gør dette spil til et sandt eventyr. De forskellige puzzles der er spredt rundt i spillet, er stadig ikke nervepirrende svære, og er faktisk løst forholdsvis nemt. De udgør dog et fint element, hvor man kan slappe lidt af ovenpå de intense actionscener. Det får man dog også mulighed for at gøre i løbet af de løbende klatrer turer. De virker ligeledes som et afslappende afbræk, og er ganske fornøjelige. Men igen uden en væsentlig udfordring. De har dog valgt at sammenføje klatring med action en gang i mellem, hvilket virker rigtig godt.
Alle disse ikke-action elementer kan dog blive irriterende i løbet af de efterfølgende gennemspilninger, hvis man bare vil have noget fedt action.

Uncharted 2 er et fantastisk spil, der får originalen til blegne og ligne et billigt amatørspil i forhold til. Det er fuldt af forbedringer, tilføjelser og med kælen for detaljer. Og, ja så er der jo for resten også en online co-op- og multiplayerfunktion...

Grafik: 10
Gameplay: 9
Lyd: 9
Holdbarhed: 8

+ Historien, den flydende overgang fra historie til gameplay, det afvekslende gameplay, stemmeskuespillet. En lækker oplevelse.
- Våbnenes tyngde. Den lette sværhedsgrad på ikke-action elementer.

Brugeranmeldelser15
Samlet karakter: 9.5/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10