Splinter Cell: Conviction

Der var engang for længe siden, dengang stealth-spil var socialt acceptable, et lille spil der hed Splinter Cell. Det tog udgangspunkt i det simple koncept at gemme sig i skyggerne og liste sig igennem banerne uden at blive opdaget. Spillets koncept fangede mig øjeblikkeligt - det havde sine fejl men det var stadig godt. I hvertfald dengang det var nyt. Det er muligvis blevet lidt forældet. Jeg fulgte dog begejstret serien igennem Pandora Tomorrow, Chaos Theory og Double Agent.

Det er nu efterhånden længe siden at vi først hørte om Splinter Cell: Conviction. Det har taget sig forskelligt ud alt efter hvornår i udviklingsprocessen vi har befundet os. På et tidspunkt mindede det mere om Assassins Creed hvor Sam befandt sig i en folkemængde kun skjult af en hætte. Der var også større fokus på nærkamp så det ud til.

Det er så blevet helt anderledes. Sam Fisher blev designet om og det samme gælder for hele spillet. Det har med andre ord været udsat for en god gammeldags gang streamlining.

Istedet for at bruge stealth til at overleve bruger du nu stealth til at dræbe. Spillet er ikke designet til at man skal undgå fjender men rettere neutralisere dem uden at blive opdaget. Det er jo ikke så godt... spillet er ubeskriveligt nemt. På højeste sværhedsgrad vel at mærke. Konsekvenserne for at blive opdaget er ikke særligt hårde og det er for det meste heller ikke specielt vanskeligt at undgå.

Nogengange er det dog nærmest umuligt hvis ikke fuldstændig umuligt at undgå at blive opdaget. Dette er en katastrofisk fejl for et spil af denne genre. Tag dog for eksempel Metal Gear Solid 2 og 3 (Ikke så sikker på 1 og 4): De er begge mulige at gennemføre uden at dræbe fjender og uden at blive opdaget. Selvfølgelig for det meste uden afhængighed af held. Den højeste sværhedsgrad giver dig tilmed game over hvis du bliver spottet. Det er med andre ord det jeg kalder ordentligt designet. Splinter Cell Conviction er dog i mange tilfælde ikke andet end Splinter Gears: Typical Mainstream Warfare med nogle strejf af sjuskede stealth elementer blandet ind men hvis formålet alligevel er at dræbe alle fjenderne kan man ligeså godt gøre det med sine våben i åben kamp.

Sam er tilmed udstyret med en pistol med ubegrænset ammunition. Hvad sker der lige for det? I Double Agent startede man hver mission uden ammunition og så klarede man sig med de midler man havde.

Der er dog en enkelt bane som jeg godt kunne lide. Man skulle infiltrere en bygning uden at alarmen blev aktiveret. Det gør den hvis man bliver opdaget, hvis en vagt finder et lig, hvis du bliver set af et kamera etc. Det var ordentlig stealth og udmærket designet. Det måske ikke noget man lige klarer på første forsøg men det er ikke ensbetydende med dårligt design som jeg har på fornemmelsen mange vil opfatte det nutildages.

Jeg får dog nok spillet til at lyde værrere end det er. Det holder muligvis ikke som et Splinter Cell-spil men det holder okay som et spil i sig selv. Dvs. en interaktiv film som det vel egentlig er.

Hvad glemmer jeg så nu? Nå jo, rigtigt. Sam Fisher er blevet udstyret med auto-aim. Når du dræber en fjende i nærkamp eller gør andre særlige handlinger kan du udpege og henrette en mængde fjender i et snuptag. Det er en effektiv teknik til et actionspil men på ingen måde noget der hører hjemme i et stealth-spil.

Udover det er der Interrogations hvor du udspørger folk om dit og dat. Moderat tilfredstillende animationer men det er ikke lavet godt nok. Jeg savner variation i mine muligheder for afstraffelse af folk. Et bat for eksempel. Så en rundsav til at fjerne fingre med eller en boremaskine til kraniet.

Her kunne det være passende at snakke lidt om grafikken. Det tekniske er helt fint. Spillet lagger ikke og alt det der ligegyldige noget som models og textures er ikke ved siden af heller. Ikke imponerende men ikke dårligt. Spillets baner er også rimelig virkelighedstro og med en hvis grad af variation men Double Agent havde et bedre grafisk indtryk synes jeg.

Lydeffekterne er spot-on og stemmeskuespillet er bestemt ikke dårligt. Musikken er dog i de fleste tilfælde håbløst intetsigende - dog med sine undtagelser - hvilket selvfølgelig er et minus.

Historien i spillet er rimelig tam. Den kunne være meget bedre. Jeg mener i hvertfald at den er blevet rost lidt for meget. Den fortæller om Sam Fisher - en bitter agent som har forladt sit gamle arbejde efter at have været tvunget til at skyde sin bedste ven (spillet er åbenbart ligeglad med at jeg ikke skød ham) og ja... det er såmænd det hele. Den har ikke efterladt noget indtryk. Jeg kan stort set intet huske om det. Du møder en enkelt gammel kending og der er en kvindelig præsident.

Det kan måske være at du synes at jeg ikke har gjort nok ud af anmeldelsesprocessen fordi at jeg ikke kan forklare hvad historien handler om men det er ikke tilfældet. Historien har ikke efterladt noget præg på mig, den har ikke været særdeles dyb og jeg kan ikke historie nogle højdepunkter som jeg kan fortælle om her uden spoilers.

Kort sagt er det noget med nogle EMP tingester som nogen vil affyre. Typisk war on terror historie. Det gør måske ikke så meget men Double Agent håndterede det meget bedre selvom det ligesom Conviction også var bekæmpelse af terrorister.

-----------------------------------------------------------------------------
----------------------------------------------

Sammenfatning:

Det er ikke nødvendigvis et dårligt spil men jeg er stadig skuffet som fan af serien og hardcore gamer.

Grafik: 7
Lyd: 7
Gameplay: 6
Historie: 5

+: Okay grafik og lydeffekter. Anstændigt actionspil.
-: Mangel på stealth, mangel på mulighed for at undgå at blive opdaget i alle scenarier, mangel på mulighed for undgå at dræbe i alle scenarier, spillet er alt for nemt, stealth virker som om at det kun er der fordi at det er Splinter Cell og at de derfor er nød til det.