Castlevania: Lords of Shadow

I nutidens verden, er det blevet populært at genstarte velkendte serier. Det er en trend der er kommet meget frem i film verdenen, såsom Fredag d. 13, Nightmare og Elm Street, og flere. Denne trend er ikke så velkendt inden for video spil endnu, men den er på vej. det seneste Devil May Cry (DmC) er et godt eksempel, og ligeledes er det helt nye Castlevania: Lords of Shadow, der genstarter Castlevania serien. Jeg har set meget frem til dette spil, og har haft forventninger til det. Plus at det har Hideo Kojima bag sig som producer, gjorde ikke ligefrem mine forventninger mindre. Men nu er spillet klaret, og jeg står her, med min mening, som i nu (forhåbentligt vil læse).

C:LOS foregår i 1047, i en tid kendt som "End of Days". Jordens alliance med himmelen er blevet true, af en styrke kendt som "Lords of Shadow". En mørk besværgelse har forhindret de dødes sjæle i at forlade jorden, og i stedet fået dem til at genopstå som monstre, der angriber folk.

Her finder vi Gabriel Belmont, medlem af The Brotherhood of Light, der har sat sig ud på en rejse for at beskytte folk fra de onde monstre. Dette er dog ikke dét, der motiver ham. Hans kone Marie, blev brutalt myrdet af monsterne, og ved at samle God Masken, kan han genoplive sin døde kærlighed, med hjælp fra manden Zobek, der stammer fra The Brotherhood of Light.

På en måde så er historien underlig. Der starter ved at være en del af det, hvorefter der så forsvinder i længere tid, hvor der sjældent sker noget relevant for plottet. Tilgengæld, når plottet så kommer, så er det rigtig godt. Ej for at være ærlig, så har historien et dumt øjeblik, og en drejning der er forudsigelig, men den lykkedes på de vigtigste punkter.

Man kommer til at holde af Gabriel, og hans kamp for at genoplive sin døde kone. Dette fører til en slut sekvens, der både er følsom (jeg fik i hvert fald våde øjne over det), og et par overraskende drejninger. Selvom den har to små punkter der kunne være bedre, og at den forsvinder i en del tid, så er det alt i alt stadig en god historie. Den er simpel at forstå, let at føle med, og man vil have mere af den, når det hele er slut. Den efterlader et godt indtryk på en i sidste ende.

Før jeg går i gang med at beskrive spillet, så er det nok vigtigt at fortælle en ting. Det er ikke nogen hemmelighed, at den almægtige Hideo Kojima (Hail Kojima!) har været involveret i spillets udvikling, men du skal ikke frygte at blive afbrudt ofte, pga forfilm. Der er 2 lange forfilm, men de kommer kun i spillets sidste bane. Resten af forfilmene er i tilpas længe. Med det af vejen, så fortsætter vi.

Når man tænker Castlevania, så kommer nogle gameplay former altid ind i hovedet på en. 2D side scroll action, eller Metroidvania, der består af et stort område, med et kort og en masse hemmelige områder, som os er i 2D.

Hvis du forventede at C:LOS var noget i samme stil, bare i 3D, så bliver du måske skuffet. Der er meget lidt Castlevania over denne udgave. Det er i stedet blevet til en God of War klon.

Spillets kamp system er som taget direkte fra Kratos, og der tilbyder de samme opgaver, såsom sten der giver en mere liv og magi, og EXP der lader dig købe nye angreb. Der er også quick time events, men der er ikke lige så mange som i GOW, og denne gang handler det mest om timing, hvilket faktisk er en bedre ting.

Castlevania har dog nogle ting for sig selv. Efter et stykke tid, åbner du op for Light og Shadow magi. Light magi gør, at du bliver helbredt for hvert slag du giver dine fjender, og Shadow gør dine angreb stærkere. Måleren bliver fyldt op via focus kugler, som du suger til dig, når en fjende er klaret, eller via focus koncentration. Dette er en måler, der fylder op, når du angriber dine fjender og varier dine angreb, og genstarter når du tager skade. Når den er fyldt, smider fjenderne focus kugler hver gang du angriber dem.

Udover dette, er der platform sektioner, hvor man skal klatre op af mange klipper og bygninger, og svinge fra sted til sted. Spillets platform del er faktisk rigtig gode. Kameraet er perfekt, kontrollen er skarp, og så er det rigtig sjovt.

Det er også meget tilgiveligt platform vi har at gøre med her. Der er ofte checkpoints, og fejler du et hop, bliver du sendt tilbage til hvor du hoppede ud fra, dog med lidt mindre liv. Dette gør, at platform sektionerne aldrig bliver frustrerende, hvilket altid er et plus.

Som altid, så er der også en masse puzzles. Her får man altid et hint, men man kan også vælge at spillet giver løsningen væk, i bytte for EXP belønning. Spillet har mange gode puzzles. Især musik kasse banen, er et stort brilliant puzzle. Der er et par af spillets puzzles, der godt kunne undværes, men næsten dem alle er rigtig gode.

Ja C:LOS er langt fra originalt, og det har meget mere tilfældes med God of War og Uncharted end Castlevania. Men dette forhindrer ikke spillet, for at være mægtig sjovt. Kamp systemet er hurtigt og belønnende, og kan let måle sig med de bedste kamp system i genren.

Det hjælper os en stor del, at spillet har nogle af årets mest episke boss kampe. Der er mange af dem, og de er udfordrende, intense, og sjove. Især sidste bossen, er noget af det mest episk jeg har prøvet. Også bare at udforske, kan være meget episk. Der er mange gode øjeblikke at opleve her, og de forlader ikke ens hoved foreløbig.

Spillet er dog ikke problem frit. Der er et par baner, hvor det er uklart hvor man skal hen, og så er der kameraet. Hvor det virker rigtig godt i platform sektionerne, så bliver det en forhindring i kampe nogle gange. Ryger en fjende syd for skærmen, har du ingen anelse for at se, hvad den foretager sig, og man kan som regel kun opdage et angreb fra deres side, når det er for sent. Det giver ingen mening, fordi det højre analog stik bliver slet ikke brugt, med mindre man holder L2 nede på samme tid.

Desuden kom jeg ud for et par fejl nogle gange. Nogle checkpoints gjorde at jeg genopstod på uheldige steder, så jeg ikke kunne gøre andet end at falde i døden, eller side fast i omgivelserne. Dette skete dog kun 2 gange. Til sidst, så crashede spillet for mig under sidste bossen en enkelt gang.

Noget af det, der overraskede mig mest ved dette spil, var leve tiden. Spillets 12 kapitler tog mig 17 timer at komme igennem, og jeg er langt fra færdig med spillet. Der er hemmeligheder at finde på mange af spillets baner, så et besøg på gamle baner, med alle moves åbne, er noget man ikke kan komme uden om. Lig det sammen med at alle baner har en udfordring, der åbnes op efter banes gennemførsel, og du har et stort spil.

Grafisk, så er spillet rigtig flot. Flotte, glidende animationer, pæne personer, og utrolig smukke omgivelser. Det er virkelig utroligt hvordan nogle dele af spillet ser ud. Det er skide smukt. Det gør dog en smule ondt, at frame raten ikke altid kan følge med (dog sker det sjældent).

På lyd siden dog, er tingene perfekt. Gode lyd effekter, der skriger efter store højtalere, og så lyd og musik der bare sparker numse. På stemme skuespillet har vi Robert Carlyle, som Gabriel og Sir Patrick Stewart som Zobek. Robert gør det fremragende, og hans stemme passer perfekt til Gabriel. Patrick gør det ligeledes fremragende, og det er altid en sand fornøjelse at høre på hans smukke forelæsninger, der fylder spillets loade skærme. Desuden er dialogen fremragende. Til sidst er der musikken, der er Oscar værdig. Smukt og stor slået musik, der er umuligt at glemme.

Castlevania: Lords of Shadow, er smukt, langt, sjovt og episk. Det er ikke ligefrem originalt på nogle punkter, men man kan ikke benægte den gode oplevelse som spillet giver en. Det fremragende kamp system, lange leve tid, god historie og episke begivenheder gør, at dette er et spil, du ikke må gå glip af....

Hvis du IKKE er Castlevania fan. Faktisk så er der ingen grund til at dette hedder Castlevania. Det eneste, der kan forbindes som Castlevania, er navn på et par angreb, det våben man bruger, og efter navnet på Gabriel. Der er et par fjender fra tidligere spil, og så ikke mere. Kun en tredje del af spillet foregår i et slot, og Dracula er hverken skurk, eller særlig meget på skærmen. Dette er et spil, hvor man blot bruger et gammelt navn, for at sælge sit spil. Dette er ikke ment som, at det er et dårligt spil. Nej tvært imod, så synes jeg stadig, at spillet fortjener sit 9/10, og min anbefaling. Men jeg har stor forståelse for jer Castlevania fans, og jeg føler med jer.