Resident Evil 4 (2004)

Mange snakker om Resident Evil 4 og hvordan Capcom satte nye standarder for dem selv. Nu har jeg så selv prøvet spillet og med mine egne øjne set om hypen holder. Her er en opfølgelse på SeanMP5s anmeldelse.

Del 1: anmeldelse uden højde for Wii-port
Lugten af dødt kød siver gennem mit fjernsyn, og det er ikke fordi jeg har glemt min rå oksefilet inde i den elektriske kasse, men fordi den verden, jeg opdager er så medrivende.

Leon S. Kennedy er sent til Spanien for finde præsidentens kidnappede datter. Umiddelbart er historien ufattelig banal, men det er egentlig også lige meget. Det vigtigste for dig som spiller at vide, er at du er alene, langt væk fra hjemlige, trygge rammer. Man kan måske være nok så modig, når man approacher et spil, men så snart man ser de brune træer og huse og den grå himmel er man fuldstændig degraderet ned til ens indre forskræmte barn. Og da du finder ud af, at det ikke bare er noget, du forestiller dig, men at dine omgivelser rent faktisk vil dig det ondt, sætter action-løbet i gang, og du er på en gang med i en suspense thriller og splatter med forskellige tag på den larmende og stille uhygge. Selvom det på dette tidspunkt ikke engang er nat, så er råddenskaben så modbydelig, at du vil væmmes og fascineres på samme tid. Fascineres af hvad Wii'en faktisk KAN præstere uden hjælp fra Nintendo selv.

RE5 er uden tvivl et af de flottere spil på HD-konsollerne, men det kan umuligt sætte standarden for sin tid som RE4 gjorde det. Teksturerne er ned til mindste detalje med til at bilde dig ind, at du ser på noget HD, i nogle tilfælde bedre. Ansigterne er genereret ud fra rigtige modeller, og derfor meget mere realistiske og tro mod det de repræsenterer. Amerikaneren ligner en amerikaner, latinoen en latino, asiaten en asiat osv. modsat andre spil, særligt fra Japan, hvor man aldrig kan se forskel på nationaliteter ud fra ansigterne alene. Meget imponerende. Jeg kunne blive ved: vandet er utroligt flot, både i søerne, det rådne vand i tønder og regnen der falder. Senere, når man tror man har set alt, kan man stadig blive overrasket af at se personerne i andre kostumer.

Ang. det skræmmende gameplay element: effekten af paranoia bliver også styrket af hvad nogle kritiserer spillet for, nemlig det fundamentale faktum, at du ikke kan flytte benene mens du sigter og skyder. For nogle er dette et forældet princip, men for mig virkede det som langt mere "realistisk" da det ville være ret antiklimatisk med mulighed for løb og skudsalver. Det ville i hvert fald ikke være det samme.

Stemmeskuespillernes talent er ikke noget at prale af, men de fungerer og kan ikke rigtig kritiseres. Stemmerne fra indbyggerne er egentlig bedst udført, måske fordi de er så uforståelige, men også fordi de oprigtigt er uhyggelige. Jeg har spansk på andet år nu, og jeg fatter ikke meget af det, de siger, men det meste er vist det rene volapyk. Deres hvisken kombineret med resten af lydsporet er prisværdigt. Den undervurderede benyttelse af tavshed er også brugt helt rigtigt. Omgivelsernes ambience effekter er fænomenale, og tonerne, uden et eneste trommebeat, kan få din puls op på ingen tid. Når man skal gemme sit spil, kommer der nogle virkeligt lækre, men også meget melankolske serenader. Det er virkelig mesterligt og filmisk i sit udtryk, og man bliver helt deprimeret, hvis man lytter til det for længe.

Når nu vi er ved save spots: de er sådan set placeret ret godt med øje for back-tracking, men efter et kapitel er overstået og man får mulighed for at gemme ved synet af sine stats, virker det ret underligt at starte lige bagefter et sted, hvor man så også kan gemme, når spillet lægger op til, at man skal se hvor få gange man kan klare sig med at gemme.

Der hvor det bliver rigtig cool (og krævende) er når du skal passe på præsidentens datter Ashley. Hun kan gemme sig hvis du befaler hende til det og ellers følge efter dig og stoppe til din indtrængende stemme, der næsten giver flere chok end de egentligt tænkte chok-momenter. Man kan ikke føle sig andet end macho, når man redder hende skrigende fra en zombie med et monsterhoved.

Spillet har mange spændende locations, både teknologiske fremme områder, mere tradtionelt byggerier, en blanding (jeg elsker kloakkerne fx) og enkelte oldtidsmonomenter.

Efter hovedspillet kommer den gevaldige bonus, at man kan spille Ada Wongs sidehistorie, og her er der tale om en gennemtænkt sidefortælling, der forklarer nogle af de uforklarlige hændelser, man så fra Leons synspunkt, og som man ikke skænkede en videre tanke til om der var en dybere mening med. Jeg elsker den slags og det trækker holdbarheden endnu mere op end den allerede var på vej med sværere genspilning i "Professional" mode, og en genspilning med alle ens våben fra starten, plus mulighed for at spare op til nye specialvåben - begge med alternative kostumer. For slet ikke at nævne Assignment Ada og Mercenaries, der fungerer som ekstra trænings sekvenser med belønninger for nye rekorder.

Holdbarheden er uanet, grafikken er mind-blowing uanset om du sammenligner den i tid - hvilket nok er den største ros, man kan få - sammen med en overvældende lydside og et solidt gameplay; dog begge sidst nævnte med plads til forbedringer, men de er lette at overse. Hvad fraholder dig at gå ud og købe spillet nu med det samme? Kun det, at spillet kan være svært at få til nogen konsol i dag, men jeg lover dig, at det vil være hele eftersøgningen værd.

Grafik - mesterværk
Lyd - fantastisk
Gameplay - Rigtig god
Holdbarhed - fantastisk

I alt: 9,5/10

-

I virkeligheden er min oplevelse af RE4 mere kompleks og bredere omfavnende end som så.
Det startede med, at jeg faktisk købte RE4 ret sent til GC, men før Wii porten var kommet. Dengang havde Gamestop heldigvis et byttesystem, de siden har droppet (ikke så underligt) hvor man kunne købe et brugt spil, gå hjem og prøve det og få pengene tilbage inden for 10 dage hvis man "var utilfreds". Det er klart, at det system er blevet misbrugt og nu er der intet i dag der minder om det.
Så da jeg efter nogle dage med RE4 til GC og hørte, at spillet ville blive porteret til Wii skyndte jeg mig ned og afleverede spillet og fik pengene tilbage. Jeg var ellers nået helt til sidste bossen i Village-delen, men tanken om motion control tiltrak mig åbenbart mere.

Del 2: mit videre indtryk
Endelig fik jeg en Wii og det nye RE4. Jeg havde meget stor respekt for Thomas Tanggaard, og da hans indtryk af denne udgave tydeligvis var, at her var tale om en nedgradering var jeg lidt skeptisk på forhånd. Men hvad var det Tanggaard snakkede om?

Denne kontrol er gnidningsfri og utrolig præcis; jeg kan pegende præcist rette sigtet mod hovedet på min modstander uden det store besvær, i stedet for den mekaniske, kran-agtige måde med analoge stikker.
Og selv hvis man bare ikke VIL indrømme, at motion kontrollen her er mere optimal end analoge stikke og computermus, så kan man ikke komme uden om hvor smart det er, at man kan se hvor man sigter, FØR man sigter. - I stedet for at man starter et uventet sted i det man tager sigte. Pointeren er hele tiden klar, så du er altid klar, og det er unægteligt brugbart.

Ladning af våben og knivstik sker også naturligt ved motion control, ligesom det gør sig rigtig godt i quicktime events. Endelig har en tredjepartsudvikler formået i et shooter-eventyr at gøre Wii-moten mere fordelagtig end det traditionelle joypad!

Denne Wii-udgave er efter min mening den ultimative udgave nogensinde: den har den fantastiske grafik fra GCN plus 16:9 widescreen, og selvom nogle er tilfreds med PS2 grafikken vil jeg mene, at den ikke har samme kvalitet som på GCN. Cutscenes er der ikke forskel på, men in-game grafikken har forskelle, der er til at se med det blotte øje. Wii-udgaven har samtidigt alt det ekstra der ikke nåede ned på GCN, og sammen med en effektiv motion control er dette et must-buy, hvor banalt det end lyder. Prøv det selv.

Det næste interessante bliver så om RE5 med Move er blevet vellykket...
To Be Continued?