Fallout: New Vegas

Det var på tide. Det er vel nok ordene der popper frem i mit sind, imens jeg betragter de uheldige forbipasserende fra mit skjul i mellem klipperne. Et hårdt og hensynsløst landskab omringer mig, hvor kun de stærkeste overlever... kun de stærkeste. Jeg færdiggør min aftensmad - egern på pind - og tjekker at der er patroner i min riffel. Alt er i orden. Jeg tager sigte, udpeger mit offer og trykker aftrækkeren i bund. Endnu et skud senere og jeg har fået fingre på lidt caps til de næste dage. Imens jeg gennemroder mine to ofres hullede lig, mærker jeg pludselig et slag i ryggen. Jeg vender mig hurtigt om, men for sent. Jeg ligger allerede på jorden, hovedløs. Endnu et offer for en af Wastelands mange livsfarlige mutanter. Kun de stærkeste overlever.

Sådan er livet i Fallout: New Vegas. Hårdt og ubarmhjertigt. Hvilket egentlig beskriver din indtræden i Wasteland godt. Skudt i hovedet, begravet og formodet død af dine bødler. Formodet, fordi du selvfølgelig overlever det utrolige. Nu står du med mulighederne. Sætter du efter den ukendte mand der forsøgte at tage dit liv? Eller lægger du oplevelsen bag dig og skaber en massemorder der hærger ødelandet kun iklædt undertøj og hockey-maske? Valget er dit.

Fallout: New Vegas føles præcist som det to år gamle Fallout 3, men er det nødvendigvis en dårlig ting? Bethesda både skuffer og tilfredsstiller mig nemlig med deres projekt. Spillet ligner præcis sin forgænger, områderne ligner hinanden, karaktererne er ligeså grimme som altid og jeg kunne blive ved. Men det har samtidig bibeholdt sin charme. Det er ubeskrivelig fedt, at se ødemark så langt øjet rækker og midt i det hele, neonlys og høje tårne som udgør New Vegas: Mojave ørkenens juvel. Verdenen passer stadig sig selv. Bander angriber karavane-transporterne, de fattige kæmper for den daglige overlevelse i Vegas og de rige brænder caps af på kasinoer. Det bliver aldrig kedeligt at søge lykken i disse omgivelser.

En stor forbedring i forhold til Fallout 3 er hovedhistorien. Du følger i sporene på den mand der skød dig og det er ikke så nemt... og dog. På din vej støder du på byer hvor indbyggerne selvfølgelig altid har et job parat, men du vælger selv om du er den rigtige mand til jobbet. Alle veje fører til Vegas - det er såmænd bare op til dig at vælge hvilken én du vil tage.

Som noget nyt byder spillet på Factions. Du vil uundgåeligt støde ind i dem og du vil helt sikkert også pisse nogle af dem af. Der findes flere forskellige factions og mange af dem er meget interessante. Eksempelvis Caesars Legion - en gruppe ex-slaver der nu følger den selvproklamerede Cæsar, som følger principperne fra Det Romerske Imperium. Du har også mulighed for at hjælpe de forskellige factions og de behandler dig som du behandler dem. En tanke der er værd at huske.

Du har - ligesom i forgængeren - muligheden for at rekruttere companions. Denne gang er der lagt væsentligt mere arbejde i systemet og det fungerer ganske godt. Dine companions har altid en mening, du kan vælge deres udstyr, taktik og så følger de dig ikke nødvendigvis igennem tykt og tyndt.

Verdenen er ikke så stor som i Fallout 3 og der er ikke ligeså meget at se, men til gengæld får du masser af sjov med det du kan se. Jeg anskaffede mig New Vegas et stykke tid efter udgivelsen, så diverse patches har sikret mig mod de værste bugs. En erfaring jeg lærte via Fallout 3. Havde Bethesda brugt tid på at forbedre det grafiske og tekniske, så kunne Fallout: New Vegas være havnet på hylden over perler. I stedet må spillet nøjes med rækken under. Det er et utroligt tidsslugende spil og fuld af sjov, men man sidder stadig tilbage med følelsen af, at det kunne have været endnu mere.

Plus: Stor verden, masser at tage sig til, sjove side-quests, factions, atmosfæren, New Vegas, frihed i mere end én forstand

Minus: Diverse bugs, grafik, mangler de samme charmerende 'points of interest' som sin forgænger havde