Hvis man er Yakuza fan, og befinder sig andre steder end i Japan, skal man finde sig i to ting tilsyneladende: At få spillende et år senere, og bede til de højre magter (der åbenbart eksister ifølge nogle folk) at de overhovedet ser dagens lys udenfor Japan. Indtil videre er vi i Europa og Amerika gået glip af en samurai spin-off og en PSP spin-off, og der er ikke nogle tegn på at vi nogensinde får spillet dem på engelsk. Tilgengæld har vi dog fået hoved seriens spil. Yakuza 3 udkom sidste år, et år efter den japanske udgivelse, og var i sandhed det hele værd. Undertegnede beskriver i hvert fald spillet som en kron juvel. Det sjove er, at da Yakuza 3 udkom herovre, udkom det fjerde spil på samme tid i Japan. Nu er vi et år længere fremme i kalenderen, og nu er Yakuza 4 endelig kommet herovre. Kan de blive ved med at holde serien kørende, eller er det på tide at man siger stop?
Yakuza 4 omhandler denne gang ikke alene om den japanske udgave af Chuck Norris; Kazuma. Faktisk, så dukker vores elskede helt ikke op før langt inde i spillet. Ironisk nok, så tilbyder spillet i alt fire hoved personer, som man skiftevis styrer under spillet. Først er der ejeren af penge firmaet Akiyama, der låner en mystisk kvinde en stor sum penge og kommer i problemer for det. Saejima, en fange på flugt, og på jagt efter sandheden om hvad der gik galt, den dag han blev smidt i fængsel. Tanimura, en korrupt gambling glad betjent, på jagt efter sandheden bag sin fars død. I sidste ende er der Kazuma (ja som sagt, han kommer sent ind i spillet), som egentligt bare træder til i en støtte rolle. Alle fire hoved personer har en tilknytning: kvinden Lili. Hvem er denne kvinde, og hvad laver hun her?
Yakuza serien er blandt andet meget husket for sine historier. Interessante, spændende og følsomme historier. Yakuza 4s historie tilbyder det præcis samme, men slipper desværre ikke af sted problem frit. For det første, så er dette nok den mest forvirrende historie i serien. Det er simpelthen alt for meget at holde styr på. Information kommer i store mundfulde, drejninger kommer ofte, og der er et stort antal personer. Alt det, lagt sammen med at man har fire hoved personer at holde styr på, på samme tid, og du har en historie, der er forvirrende og svær at forstå med det samme. Det er ikke umuligt at forstå spillets historie, men det er lidt svært.
Et andet problem er spillets overbrug af forræderi. Jeg ved godt at jeg kommer til at spoile, men nærmest alle personer i spillet ender med at forråde enten dig eller andre personer. Det virker her som om, at den eneste måde Yakuzas manuskript forfattere kan finde ud af at lave en drejning i en historie, er ved forræderi.
Til sidst, er der spillets forfilm. Her snakker vi om forfilm, der let nærmer sig Metal Gear Solid niveau, angående længde. Forfilmene er ofte fyldt med folk der enten sidder eller står og snakker uden at der rigtig sker noget. Der er fremragende forfilm, men der er også en del mindre gode forfilm, der faktisk har den sørgelige risiko for at kede en. Det hjælper heller ikke, at forfilmene ofte afbrydes af sektioner der kun består af tekst og simple animationer, hvilket både er mystisk og irriterende.
Men selvom historien har disse problemer (som egentligt kan kaldes den dårligste i serien hidtil), så er der en masse gode personer, om man lærer at holde af, og nogle gode følsomme øjeblikke. Der er os en del sjove øjeblikke, og mindeværdige øjeblikke. Det er ikke en dårlig historie, men sammenlignet med de tidligere spil, kunne det være bedre.
Gameplayet er som man kender det. Du løber rundt i spillets by Kamurocho, hvor du klarer opgaver/side opgaver, og kommer i problemer med byens folk, der har intet problem med at finde på dårlige undskyldninger for at give dig tæsk. Eller i hvert fald prøve på det. Den bedste måde at beskrive spillet på, er GTA (dog på et meget mindre areal, og uden biler) blandet med japanske rollespil. Præcis ligesom i de 3 foregående spil, er det en kombination der virker, og det er meget sjovt at se hvordan de typiske rollespils elementer bliver udført i en vores verden.
Yakuza 4 kommer med nogle nye ting i forhold til det tredje spil. Først og fremmest, så har spillets karakter udviklings system ændret sig. Nu stiger man i level og får skill points, som bruges på at lære nye angreb. Det er blevet mere traditionelt, men en forandring til det bedre.
Det andet nye, er de nye hoved personer. Udover at alle personer skal tages fra level et til tyve, er de vidt forskellige at styre. Alle personer har deres egen kamp stil, hvor Kazuma er en blanding af dem alle. Det betyder at selvom man kæmper i størstedelen af spillet, at så er der stadig nok variation til at holde en kørende igennem det, hvilket er en god ting. Man kan ikke benægte at kamp systemet er sjovt. Der er intet som at lave et homerun med et bat på en persons hoved, eller at tæske en med en cykel, for bagefter at banke hans ven med hjulet. Det er bare belønnende og sjovt, og det er bestemt ikke blevet dårligere siden sidst.
Udover at hver person har hver deres kamp stil, har de også hver deres side missioner. Akiyama styrer en hostess klub. Nej det er IKKE en strip klub, men en klub hvor enlige ensomme forretnings mænd (alle andre er os velkommende!) kan komme og betale med en pige, som med glæde lytter til alt det ævl, som mænd nu nogle gange lukker ud, Akiyama opgave er at træne tre piger til at blive de bedste hostess piger, hvilket betyder at du skal bruge en masse penge på dem. Udover dette kan han blive venner med folk, der vil hjælpe ham i kampe. Saejima kan træne folk til at kæmpe og sende dem af sted til tuneringer. Tanimura kan svare på opkald fra politi radioen, og klare de uroligheder der opstår i byen. Og så har Kazuma til opgave at kæmpe imod en masse bander.
Og så udover dette, er der gambling, side historier, og en lang række aktiviteter. Det er virkelig et gigantisk spil, og det kan føles som om at man aldrig bliver færdig.
Så ja, spillet er stort og sjovt, præcis ligesom de andre spil i serien (og især Yakuza 3), men det er bare ikke lige så godt som sidst. Grunden til det er meget simpel: På trods af, at man har forsøgt at ændre tingene lidt med 3 nye spilbare personer, så er jeg begyndt at længdes efter noget nyt. Meget af spillet er identisk med det første Yakuza spil, der altså udkom tilbage i 2006. Ikke kun er der brug for noget nyt, men nogle ting kunne godt trænge til at blive rettet.
Spillets lock-on er en af de helt store ting, der kunne bruge en kærlig hånd. Det er ikke forfærdeligt, men det fører stadig til øjeblikke, hvor tingene går galt, fordi den ikke er god nok til at holde sig låst på en fjende. Os bare noget så simpelt, som at kunne markere sit kort, i stedet for at hoppe frem og tilbage konstant, ville være en hjælp.
Alle os, der har spillet de tidligere spil, vil os let kunne se hvor meget genbrug der er i spillet. Spillets afslutnings angreb (kaldet Heat) er nærmest taget alle sammen fra tidligere spil, der er lidt langt imellem de nye omgivelser, selv nogle aktiviteter er taget direkte fra de tidligere spil.
Det lyder som om jeg hader spillet, men det gør jeg langt fra. Jeg havde det rigtig sjovt i de 31 timer det tog mig at gennemføre spillet (der kun førte mig op på en gennemførsels procent af 25 %), og der er øjeblikke som jeg husker, og som jeg virkelig følte med. Spillet er bare ikke lige så stærkt som de tidligere spil. Det er stadig et sjovt og underholdende spil, men noget nyt kunne godt tænkes.
En anden ting der os godt kunne bruge en kærlig hånd, er grafikken. Jeg holder stadig på, at det ikke er et grimt spil (ligesom jeg gjorde med Yakuza 3), men det er stadig langt fra flot, og 2011 har ikke ligefrem gjort det nogen tjeneste. Animationerne er stive og simple i det nogle gange (dog ind i mellem er der nogle flotte kamp animationer), person detaljer er mangel fulde, og så er der omgivelserne. Problemet er ikke, at omgivelserne er grimme, men at de er set alt for mange gange. Der er ikke noget galt i at det samme sted er tilgængelig i hvert spil (det har faktisk værdi at se hvordan dele af byen byen ændrer sig fra spil til spil), men når spillet vælger at placere sig selv i en by, der er 80 % identisk med tidligere udgaver, og så kan man ikke lade være med at savne nyt. Jo vist, man kan nu udforske havnen, nogle udvalgte tage og undergrunden, men der er brug for mere. Desuden, kan jeg ikke undgå at savne Okinawa. Opdater grafik motoren, og giv os nogle nye omgivelser tak. Og lad være med at afbryde de filmeske forfilm med simple animationer og tekst læsning!
På lyd siden, er der heller ikke rigtig noget nyt (udover ny musik og stemmer, obviously). Lyd effekterne er fine nok, men nogle nye vil os være værdsat, og musikken har nogle gode numre, men har os nogle elendige nogle. Sidst men ikke mindst er der spillets stemme skuespil, hvor der kan gives den samme advarsel siden Yakuza 2: spillet har INGEN engelsk tale. Spillet er udelukkende japansk tale, med engelske undertekster (tak det elendige engelske stemmeskuespil i Yakuza 1 for dette). Dette har både en positiv og negativ side. Det positive er, at spillet bliver mere autentisk, og der er mulighed for at lære lidt japansk. Desuden, så gør skuespillerne det bestemt heller ikke dårligt. Det negative er, at læsning stort set er vigtig. Normalt er dette intet problem, men det betyder at man er nødt til at nærmest følge intenst med i forfilmene. Kigger man væk fra skærmen, og går glip af en enkelt sætning eller to, kan det let ødelægge ens forståelse af historien, eller scenen. Men i sidste ende er dette dog en smags sag. Personligt dog, havde jeg intet problem med det.
Som understreget tidligere, så er Yakuza 4 langt fra et dårligt spil. Det er (på trods af sine historiske problemer) endnu en gribende historie i serien. Spillet viser hvorfor serien er så elsket, men viser os seriens problemer. Der er brug for noget nyt. Dette kan ikke blive ved. Det er sjovt og underholdende, med mindeværdige sekvenser og belønnende kampe, og gigantisk levetid, men kom med noget nyt tak. I det mindste er der dog ikke zombier i spillet endnu...