Battlestations: Pacific

"The pumps are overwhelmed, Sir! Our ship is sinking!". Disse ord er nogle af dem du kommer til at frygte mest hvis du giver Battlestations: Pacific en chance, hvilket du, kære læser, helt bestemt burde. Battlestations: Pacific samler op hvor forgængeren, Battlestations: Midway slap. Japanere er blevet besejret ved slaget ved Midway, hvilket skulle vise sig at være drejepunktet for krigen i Stillehavet mellem USA og Japan.

Men før jeg forklarer mere om spillets historie og kampagne del, burde jeg fortælle mere om den måde det virker på. Jeg kan ikke beslutte mig for, om det er et strategi eller action spil. Battlestations: Pacific er opbygget på den måde, at du er general over en flåde (delt ind i 3 klasser: skibe, ubåde og fly) i forskellige scenarier, og du har fuld kontrol til at kommandere alle dine enheder rundt. Et ganske velfungerende system takket være det taktiske kort hvor man med få museklik kan give ordre til hele sine flåde. Endnu et vel implanteret system er "Support Manageren" der giver dig et hurtigt overblik over dine enheder fra skibsværfter, hangarskibe, lufthavne, osv. Hvis du mister en enhed kan den lynhurtig erstattes, og før du sender den af sted vælger du endda selv hvilke våben enheden skal være udstyret med. Står du over for et mægtigt krigsskib? Intet problem, blot udstyr dine bombefly med torpeder. Står du over for fjendtlige fly? Igen, intet problem, vælg blot maskingevær til dit fly, hvilket endda gør dit fly hurtigere end hvis det bar rundt på adskillige 1600 punds bomber.

Nu har jeg mere eller mindre forklaret strategi aspektet ved spillet, men som nævnt tidligere, er det ikke det hele. Der er også et action aspekt til det hele. Hver eneste enhed som kæmper på din side for sejr, om det så er på havoverfladen, over den eller under den, så kan du styre hvilken som helst enhed. Dette foregår ved et enkelt tryk på E tasten, eller at vælge den ønskede enhed via det taktiske kort.

Der er over 100 forskellige slags enheder, men de er alle inddelt under enten skib, ubåd eller fly klasser. Selvfølgelig er (den velgennemførte styring) styringen forskellige ved klasserne. Styringen er nem og hurtig at lære, men svær at mestre. Da spillet, som de fleste andre strategi spil, er bygget op efter et temmelig simpelt sten-saks-pair system, er det en stor del i gameplayet når det kommer til styring. Som pilot skal du være god til at undgå anti-luftskyts, som kaptajn skal du være lynhurtig til at undgå torpedoer affyret mod dit skib og som ubådskaptajn skal du kunne nå at eliminere fjendtlige destroyer skibe inden de når over dig og smider "depth charges" (bomber til at udrydde ubåde) ned på dig.

Grafik
Til trods for at spille efterhånden har 2 år på bagen, er grafikken stadig temmelig god. Uanset hvilken grafik indstilling man vælger at køre spille på, får man smæk for skillingen. Vandet ser naturligt og realistisk ud når skibene glider igennem, og eksplosionerne der kommer efter man rammer et fjendtligt skibs ammunitionslager er også tilfredsstillende. (Der er ikke noget så tilfredsstillende som at se du lige ramte i fjendens motor, som derefter sprænger i luften at et virvar af vragstykker)

Lyd
Lyd siden er desværre hvor spillet halter. Hvis du har prøvet demoen eller læst andre anmeldelser end denne, har du vel nok hørt at stemmeskuespillet er utroligt dårligt. Jeg vil ikke gå så langt som at kalde det utroligt dårligt, men forkasteligt. Et spil lavet i 2009 burde ikke have så elendige stemmeskuespillere. Til trods for stemmeskuespillet er så dårligt, er dialogerne ganske gode, ja, der er endda nogle mindeværdige som f.eks efter en mission man ødelægger en panseret tog "****, I'm going to write a book about that damn train!" "Hey Mac, you better give me a signed copy of that".
Lydeffekterne er ganske udmærket, ikke ringe, men ikke fantastiske. Lyden af ens flys motor kan meget hurtigt blive trivielt når man skal flyve over længere distancer.

Historie
Plottet i Battlestations: Pacific er ganske udmærket, da det følger virkelige hændelser. For historie entusiaster vil der være nogle virkeligt episke slag der bliver gennemgivet, så som min favorit, slaget for Iwo Jima. Men man behøver ikke at være en historie-freak for at nyde dette spils kampagne del. Den er delt op i to. En Amerikansk historie linje, sådan som krigen rent faktisk udspillede sig, og en Japansk del, løst baseret på planer fundet efter krigen. Der er adskillige uforglemmelige øjeblikke, så som da man styrer et enkelt gammelt Amerikansk krydser skib igennem en hel flåde af Japanske destroyers, og på mirakuløs vis klarer den. SPOILER ALERT: Eller som den sidste Amerikanske mission, invasionen af Okinawa. I denne mission skal man invadere halvøen Okinawa, hvilket er umuligt at klare uden store tab af ens mænd. Ikke desto mindre lykkedes det, og man sidder tilbage godt tilfredsstillet med hvad lige har klaret. SPOILER SLUT.
Skaberne af spillet har forsøgt at skabe en episk historie, hvilket kun lykkedes halvt af to primære årsager. For det første bliver man ikke rigtigt introduceret til nogle karakterer man kan forholde sig til, men blot anonyme stemmer der giver en ordre. For det andet, som nævnt før, det halvhjertede stemmeskuespil er et stort minus på et ellers vellykket spil. Det Amerikanske stemmeskuespil er lige til at holde ud, men det Japanske er godt nok forkasteligt, og jeg personligt skippede de fleste dialoger i den Japanske del.

Dom
Battlestations: Pacific har bestemt ikke fået så meget omtale som det skulle, da det er særdeles vellykket forsøg på at smelte to genre sammen. Her finder man både en udfordring til sin indre strateg som skal tage vigtige beslutninger, men også til den mere action hungrende side af ens selv. Med massere af spil indhold som 28 missioner fordelt over to kampagner, skirmish kampe (multiplayer baner mod bots), og en omfattende online del (som jeg desværre endnu ikke har haft tid til at få efterprøvet) er der massere genspilningsværdi i spillet. Ikke blot dette, men et spil der endelig viser en fremragende AI som du helt trygt kan overlade til at udføre dine ordrer fra luften, fra havet eller fra havbunden. Et spil med rigtigt stort potentiale, som desværre holder sig selv tilbage ved mindre bugs, og et stemmeskuespil der nemt kunne være blevet gjort bedre af frivillige end rent faktisk hyrede skuespillere.