Silent Hill: Shattered Memories

Silent Hill Shattered Memories er det syvende spil den efterhånden lidt for velkendte psykologiske horror serie. Der er i denne omgang tale om en genfortolkning af seriens første spil. Vi følger familie faren Harry Mason der efter et biluheld er blevet adskilt fra sin datter Sheryl. Historien fortælles ud fra et møde med en psykolog og skal derfor ses som en førstehånds beretning om ting der er hændt forudgående for mødet med psykologen.

Gennem fortællingen møder Harry forskellige personligheder i byen Silent Hill der alle hjælper med at afdække flere aspekter af Harrys fortid og personlighed. Temaer såsom ægteskab samt forholdet mellem fader og datter behandles både implicit og eksplicit gennem Harrys rejse. Er Harry den ideelle familiefar og ægtemand vi indledningsvis præsenteres for eller gemmer der sig en mørkere sandhed under overfladen? Det er en interessant fortælling der giver stof til eftertanke alt imens det hele i bund og grund blot omhandler mennesker. De forskellige karakterer har alle deres skønne sider men samtidigt også fejl hvilket får dem til at fremstå tredimensionelt. Historien står og falder på interaktionen mellem karakterene og heldigvis lykkes det at få det hele til at spille op i en højere enhed. Endvidere udfolder historien sig som et mysterium som skal løses. Man får rakt brikkerne en efter en og det er op til en selv at stykke dem sammen til en sammenhængende historie. Når det hele begynder at falde på plads i slutningen er det svært ikke at blive overasket over udfaldet, på en måde der kun styrker hele fortællingen. Historien twister, alt vendes på hovedet og man fristes til at starte forfra for at se hvordan ens nye perspektiv vil influere fortolkningen af handlingen.

For at nå frem til de forskellige plot punkter skal man gennemsøge tommer områder for at finde nøglerne til diverse døre der blokere din fremgang. Andre gange jages man af hylende monstre gennem de områder man netop lige har udforsket. Der er en brat opdeling mellem de to dele af spillet og de blandes aldrig sammen.

Når der udforskes ligges der et fokus på gåde løsning, som desværre aldrig formår at hæve sig over børnehave niveau. De såkaldte gåder indebærer alt lige fra at vende raslende tindåser på hovedet for at indholdet kan falde ud til åbning af skabe og papkasser der gemmer på nøgler. Det store spørgsmål er altid: Hvilken af de tre papkasser er den rigtige?

Det er begrænset hvor længe det er mentalt stimulerende at åbne papkasser for at finde den næste nøgle. Endvidere mangler hele udforskningsdelen intensitet idet man ved at der aldrig er fare på færde. Når intensiteten endelig viser sig gennem flugtscenerne skabes der oftere frustration end reel frygt. Det er let at blive irriteret når man for femte gang skal stå stille og langsommeligt tjekke kortet på sin iPhone mens højlydte grisehyl vidner om at man meget snart er i store problemer. Den følelse af panik de søger at skabe rammes til tider, men af de forkerte årsager.

Skal alt være fair, så skabes der en stemning gennem udforskningsdelen takket være et motiveret soundtrack og flugtsekvenserne er et nødvendigt aspekt hvis historien skal fungere til fulde. Men delene formår aldrig at skabe en symbiose som kan hæve oplevelsen til et højere niveau. Historien er trækplastret og dette formår spillet ikke at ligge skjul på. Det er værd at gennemspille netop for at opleve fortællingen, men det er svært ikke at fundere over hvad spillet kunne have været hvis brikkerne var faldet i hak. Det er en usleben diamant der er blevet tabt i en mudderpøl som kun kan anbefales til fans og nysgerrige sjæle. Det er i sandhed et bemærkelsesværdigt forsøg.