Shadows of the Damned

Shadows of the Damned er resultatet af et samarbejde mellem tre af Japans mest prominente artister i spilbranchen: Suda51, der er kendt for No more heroes og Killer7, Shinji Mikami (vanquish, resident evil 1-4) og lyddesigneren Akira Yamaoka (Silent Hill serien). Spillet omhandler Garcia Fucking Hotspur (antager at Fucking er hans mellemnavn, da det altid skrives med stort), hvis kæreste kidnappes af djævlen. Garcia bliver arrig og drager ned i helvedet sammen med sin vittige og tro ven: Faklen Johnson, som måske eller måske ikke er Garcias penis.

Herfra erklærer Garcia spillet for sin egen personlige roadmovie og drager afsted mod sin skæbnesvangre destination. Historien står dog ikke godt hvis den skal anskues som en road"movie", selvom Garcia måske nok rejser gennem helvedet, så er det begrænset hvad han lærer på sin færd. Karakteren der optegnes i starten er den samme som afslutter det hele, det eneste der forandres er vores forståelse for karakterens handlinger og motivation. Der er ingen udvikling i karakterne, og når man skærer ind til benet er det en ganske overfladisk fortælling. Man får til tider en anelse om at der kunne være tale om en parabel for større temaer såsom abort eller selvmord. Der følges dog aldrig op på antydningerne og des tættere man når slutningen des klarere bliver det at der formentligt blot er tale om en simpel kærlighedshistorie filtreret gennem et bizart og forskruet univers.

Hvad end spillet udgiver sig som, er der i sidste ende tale om et lettere postmoderne tag på Mario historien, hvor prinsessen kidnappes af skurken, med stor inspiration hentet i 70ernes exploitation film og 60ernes Hammer horror. Klassiske spil som eksempelvis Mario, Tetris og særligt Castlevania parafraseres pakket ind i et actionpræget spil i stil med Resident Evil 4 og Dead Space. Exploitation elementerne synliggøres gennem sadistisk hypervold, sjofle jokes og store mængder hud. Mens man bevæger sig fra rum til rum får man rig mulighed for at blæse dæmoner fra hinanden med et mindre arsenal af altødelæggende våben. Af og til afbrydes volden og helvedets absurde og stilistiske omgivelser udforskes. Der skabes en blandet følelse af væmmelse og forundring over de absurditeter man stilles overfor i helvedets rige. Leende gedehoveder med lysekroner blandes ind mellem omfavnende lig og floder af blod.

I samme ånd som Castlevania er man på en rejse der leder mod et slot hvor ondskaben skal konfronteres. Ligeså hentes der i monster designet inspiration i klassiske Hammer horror film dog trædes tages skridtet videre og der holdes ikke tilbage på referencer til horror film fra henholdsvis 70erne og 80erne.

Exploitation filmenes ånd fanges tildels, dog holdes der af og til tilbage på de dekandente indfald og det virker af og til som om der burde have været mere vold, mere sex og flere bandeord. Til trods for at spillet byder på en del af ovennævnte, så føltes spillet ofte som en pastiche af exploitation elementer mere end det føltes som et reelt produkt af genren. Den store mængde af opfindsomme og absurde indslag gør dog at spillet formår at bygge videre på de gamle traditioner og det skaber herved sin egen niche.

Shadows of the Damned er et spil der inddrager inspiration fra alverdens kilder, men i sidste ende stykkes det hele sammen til et produkt der føltes unikt og friskt. Det føltes som et personligt værk der afspejler både Suda51´s, Akira Yamaokas og Shinji Mikamis stilarter. Med det sagt kunne man dog have forventet mere fra historien, der indledningsvis synes at love mere end den formår at levere. Det er dog et spil der gør hvad det sætter sig for at gøre, det overasker og underholder fra start til slut.