L.A. Noire
Endnu et spil har været gennem maskinen, og denne gang måtte det sagnomspundne L.A. Noire testes. Lever det virkelig op til hypen, eller er det et hult drama der prøver at fange det afslappede marked?
Det nu lukkede Team Bondi fra Australien havde brugt adskillelige år på at lave et Rockstar-spil, ikke blot foregående i 1950erne, men som også lader dig spille som en betjent/detektiv, være lovens lange arm og løse mord-mysterier. Jeg tror ikke, jeg er den eneste der har fulgt nysgerrigt med i dette spils modtagelse og gameplay. Mange anmeldere hylder L.A. Noire, men jeg fandt et enkelt uafhængigt, upartisk anmelder team (NoobToob) der faktisk havde en anden oplevelse med spillet, på trods af hvor meget, de prøvede at holde af spillet. Derfor valgte jeg selv ikke at købe det, men lånte det i stedet, hvilket jeg er glad for, da jeg nu forstår deres problematikker.
Spilleren indtager rollen som Cole Phelps, som fans af Mad Men vil kunne genkende sammen med en del andre roller i historien. Phelps er vendt tilbage efter 2. Verdenskrig og prøver nu at komme videre med sit liv som politibetjent. Han kommer hurtigt (eller langsommeligt, alt efter hvor tæt på man er på at falde i søvn undervejs) op ad rangstien og ender som kriminaldetektiv. Jeg vil ikke afsløre så meget af det kedsommelige plot, andet end at der viser sig tendenser til en seriemorder på forskellige kvinder, hvis drab har mange ligheder, men ikke nok til at man kan finde en større sammenhæng. Så i stedet går en stor del af spillet ud på, at anholde de åbenlyse gerningsmænd.
Optagten bevirker at du ikke er i tvivl, om at dette er et spil der er lagt mange penge i og derfor lover kvalitet. Ikke overraskende er spillet enormt scenematisk og der er gjort ufatteligt meget ud af skuespillerne; ikke kun deres stemmearbejde, men også motion-capture samt det nok mest iøjenfaldende: en enormt raffineret ansigtsregistering gør at ansigterne i dette spil er nogle af de mest troværdige i et spil til dato. Opfangelsen af de oprindelige skuespilleres ansigtsudtryk er så livagtige og troværdige, at jeg i et par sekunder kan glemme, at det ikke er en film, jeg ser.
Hvorom alt dette lyder positivt, så kan man sige, ja, det er høj kvalitet, ja, det er realistisk, men er dette hvad jeg vil have i et spil? Lad os se på gameplayet: spillet har i al sin enkelthed et meget lineært scripted forløb, der går fra historiemission til næste historiemission og imellem disse kan du kun afveksle mellem at ordne nogle mindre gadeforbrydelser, der bliver modtaget over radioen. Det er egentlig ikke fordi jeg for alt i verden vil have en masse sidemissioner og valg op til en selv, men jeg synes, det er ærgerligt at bruge så lang tid på at bygge det gamle Los Angeles op. Spillet kan ikke beslutte sig for om det er et gedigent sandkasse-spil som vi kender Rockstar, eller om det skal være let, fordøjelig krimiepik med enkelte interaktive momenter, som en visuel roman a la Phoenix Wright; hvilket leder mig hen på den næste del af gameplayet. Flere gange i samme case skal du undersøge hjem og gerningssteder for bevis materialer og indsamle data, du kan bruge, når du skal forhøre vidner og anklage mistænkte.
En potentielt interessant feature, som nærmest er hele dette spils salgsværdi, er at du kan og skal bedømme om folk lyver eller taler sandt under høringer. Spillets førnævnte motioncapture gør at der her faktisk er mulighed for at gennemskue og genkende ansigter i et spil på en måde som det aldrig er set før. Det er derfor også meget ærgerligt, at selv hér, hvor spillet skal vise nytænkning, endnu engang fejler; det er simpelthen for rodet at der er en tredje anklage, udover løgn og sandhed, nemlig tvivl. Det er selvfølgelig noget mere realistisk, da det i den virkelige verden aldrig blot kan gøres op på om man har beviser der modsiger eller ej, men i spilsammenhæng bliver det simpelthen usikkert, og jeg tror mange som mig, i hvert fald indtil man måske kan gennemskue spillets logik, vil afprøve diverse anklager i blinde. Kort sagt: hvis ikke du har direkte modbeviser, men du kan fornemme, den forhørte ikke siger hele sandheden, så vælg "Doubt". Men du er aldrig sikker på at have ret, da der tit alligevel kan vise sig at være et bevis, der åbenbart var tilstrækkeligt eller at personen faktisk talte sandt. Generelt skal du være skeptisk med din brug af "Truth" men nogle gange er den der, og der må du jo 'lytte til dit hjerte'... Men det bliver aldrig rigtigt intuitivt.
I teorien lyder det med at aflæse ansigter og gennemskue om folk lyver lovende, men i praksis bliver det forvirrende og giver dig ikke altid følelsen af at du har den lovede evne. Selvfølgelig er det okay, at man ikke får perfekt rigtige svar første gang hver gang, men det skal helst være sådan, at man ikke er i tvivl men selv kan se, hvorfor man fejlede; det gør man ikke her, men man bliver tit frustreret, hvis man ved logik vil holde fast i kendsgerningerne og den retning spillet vil have én til at gå. Der er ingen udfordring, blot følelsen af afmagt.
Når nu vi er ved sværhedsgraden og afmagt: det ironiske er, at spillet virkelig er "casual" i forhold til andre sandkasse-spil. Der er næsten ingen action sekvenser, de er tit meget simpelt stillet op og generelt skærer spillet mange af tingene ud i pap for én eller tager ligefrem én i hånden som et lille barn. Det er pinligt nogle gange, da spillet, som Amalie fra Paradise ville have sagt, skyder sig selv i hovedet. Jeg kan godt se, at de vil prøve at gøre spillet "nemt" for de berygtede, afslappede gamere, men jeg tror ikke engang at disse ville tænde på det. Der er noget helt fundamentalt ved spils udfordring og den måde den bliver smidt i hovedet på os, der trods alt binder de hardcore og softcore spillere sammen. Det er lidt ligesom livet: den eneste måde man kan overleve på, er at lære så tidligt som muligt, at ikke alting er lutter lavkage. Hvis man bliver game over, så kan man sgu LÆRE DET! Der skal tilpas udfordring til, så vi ikke giver op, men stadig har lyst til at vise vores potentiale.
I L.A. Noire og mange andre moderne spil "prøver" at favne bredt (og mislykkes ofte) ved hele tiden at scripte gameplayet og idiotsikre tingene, som fx at give én god tid til at sigte og ramme et offer og ikke mindst vise tutorials konstant. Det kan være fint med tutorials, men ofte er det også sundt at afprøve tingene selv, og tutorials burde i alle spil være valgfrie eller noget man altid selv kan vende tilbage til, som i Xenoblade Chronicles.
At der konstant skal dukke reminders op om hvordan jeg kan dreje ting, jeg undersøger, eller bakke ud af en anklage, vidner om hvor dumme, Bondi tror, spilleren er og hvordan dette spil er fejlkonstrueret.
Efterhånden begynder man jo at forvente, at spillet hele tiden hjælper én, og hvis spillet så en sjælden gang ikke gør det, bliver spilleren ikke så mærkeligt irriteret over dét. Bondi I skal lære barnet at give slip før det er for sent. Ikke både ryste controlleren og lave en lyd hver gang jeg er ved et clue. Nogle ting kunne spilles med lukkede øjne. At jeg kører som en gal i trafikken har ingen reel konsekvens for mig. Det havde også været frustrerende, hvis jeg ikke måtte noget i sandkasse-spil, det skal spillet da have, så dét i sig selv er ikke fejlen; men hvis spillet virkelig vil have, at jeg skal elske at køre ordentligt og generelt være den gode strømer, så må de i det mindste give mig en kontrol, der lægger bedre op til det. Ligesom GTAIV lægger op til rådden kørsel, så må det da være muligt i et spil at kunne manuerere pænt på gaden, og give spilleren lyst til at gøre en kunst ud af det. Der er ikke så mange belønninger - at man kan skifte kostumerne er dog meget fedt - men hvis du kører grimt forhindrer det dig ikke i at gennemføre spillets historie: missionen slutter bare med et ligegyldigt regnskab og en lådden kommentar. NoobToob har ret: du kan spille det her spil med lukkede øjne, eller mens du kigger på din kærestes bryster, mens hun prøver at se L.A. Noire som en halvgod film.
Gameplayet er så ligegyldigt og dødssygt, at jeg nogle gange betvivler, hvorvidt Bondi vil lave et spil eller en film.
Det sørgelige er, at selv hvis dette blot VAR en film, så blev historien aldrig tilstrækkeligt spændende, i hvert fald for mit vedkommende. Det hele bliver meget repetitivt, og hvis hverken gameplayet eller historien byder på noget nyt, så går det hen og bliver af ren pligt, at man spiller, hvilket er noget af det værste, der kan hænde (og hæmme) et spil. Hvis L.A. Noire skulle være noget, skulle det måske være en tv-serie, ligesom Mad Men, som spillet står i skyggen af.
Jeg er nødt til at skære hårdt ned på et spil, der tror det med "billige" tricks kan brilliere - skuespillerne og teknologien bag har sikkert været dyr nok for dem, men hvad nytter det? Jeg skal føle, at jeg ER Cole Phelps, men det hele bliver en omgang passivt virvar. Det er fedt at jeg kan dreje og bøje bevismaterialer; lad mig dog for dælen have den magt over nogle flere ting i spillet. Ellers så drop idéen med at sælge dette som et spil.
Er der nogen af jer, der vitterligt er blevet fanget af det her spil uden at føle, I tvang jer selv igennem det?
