Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
BRUGERANMELDELSE

Alan Wake

Mit hjerte banker en panisk rytme, og jeg har lyst til bare at flygte alt hvad jeg kan. Men min realitetssans fortæller mig, at han i sidste ende kommer til at fange mig. Jeg sidder med en indre kamp for at overleve og for ikke at blive opslugt af mørkets kræfter i skyggerne.

Jeg sidder foran min computer. Klokken er kun lidt over 14. Jeg glæder mig til i aften, hvor jeg fortsætter Alan Wake's eventyr hvor fantasi og virkelighed glider ud i et, og hvor stemningen sidder lige i skabet. Alan Wake er computer spillets svar på en gyser, der i høj grad spiller på de psykiske gys.

Hovedpersonen - af selvsamme navn som titlen på spillet - ser man køre på nogle smalle landeveje i et skov område. Han fortæller os at han skal ud til et fyrtårn i nærheden, på trods af han har glemt hvorfor. Men det fjerner ikke hans nysgerrighed, tværtimod.

I hans søgen på fyrtårnet, opdager han for sent en blaffer der står midt på vejen da han køre ind under en bro, og kollision er uundgåelig. Selvom bremsen bliver trådt i bund, er reaktionsevnen alt for langsom. Alan hopper ud af bilen for at se om han er okay, men uheldet er ude. Blafferen er død.

Alan begynder så småt at gå i spåner. Hans første tanker går på at han kan komme i fængsel for dette, og at han nok ikke skal forvente frilivet længere. I al hans panik slukker lyset på hans bil pludseligt. Men batteriet burde ikke have taget skadet grundet en kolidering af en person?

Lyset kommer dog igen kort tid efter, og Alan hopper nærmest 3 skidt bagud mens han sidder på hug, da han opdager noget uforklarligt - blafferen er væk. Det burde ikke være muligt, og slet ikke på den tid. Han var død, og der er ikke synes af ham i en miles omkreds.

Lad mig starte ud med at sige, at Alan Wake er intet mindre end et mesterværk. Computerspil og film skræmmer mig som regel ikke. Chok bliver alle mennesker påvirket af. Men fordi man bliver forskrækket - som regel på grund af en høj lyd eller noget popper op på skærmen som en trold ud af en æske, gør ikke et medie uhyggeligt i sig selv - kun et midlertidigt middel.

Alan Wake formår at bygge fobier ind i spillet, og man sidder tit og tænker "Skal jeg derhen? No fucking way!". Vi bliver ikke overdækket med chok, men derimod en virkelig holdbar og særdeles velfortalt historie.

Du har indtaget rollen som Alan Wake, en bestseller forfatter som har skrevet en virkelig fantastisk bog. I gang med sin bog nummer 2, er han taget med sin kone væk fra det store byliv, og ud på landet. Alan er begyndt at lide af mareridt, der føles og virker som virkelighed. Adrenalinen og frygten køre i blodet, men han vågner altid op i sidste ende - Men måske han drømmer sig til sin næste bestseller.

Historien prøver svagt at fortælle mig, at det nok bare er mareridt - men jeg tror der ligger mere bag, og der går ikke lang tid, før jeg er overbevist om at jeg havde ret.

På en café møder jeg befolkningen i den lille flække i guds land. På trods af, at jeg skrev en bestseller, er jeg stadig overrasket over hvor stort mit navn er her. Det første jeg ser, er en pap-figur i virkelig størrelse af mig selv, med et tilhørende billede af min bog.

Jeg når dårligt ind af døren, før en sød, men måske også lidt for over ivrig pige ved navn Rose nærmest overfalder mig med den kendte sætning "Mr. Wake! Jeg er din største fan....!" Lidt omtumlet, og træt, lytter jeg flittigt men prøver på at gøre det kort, da jeg skal skaffe mig nøglerne til det hus mig og min kone har lejet. Rose fortæller mig, at ham der burde have mine nøgler er hoppet på toilettet.

Jeg står i en 5-10 minutter, hvor jeg derefter i min utålmodighed retter mit blik mod gangen ned mod toiletterne, hvorefter mine ben så stiller begynder at arbejde sig hen mod min destination. Gangen er mørk, og jeg kan ane at det nok er til min fordel, da der ikke ser særlig rent ud.

At gå her i lys ville nok få min vejrtrækning til at være ujævn, da jeg ville prøve at holde vejret længst muligt for at undgå skadelige bakterier. Jeg opdager en kvinde står ved gangen. Hun fortæller mig at jeg ikke bør gå ind i mørket, da det er farligt. Min første tanke er, at hun nok er lidt småskør, mens mine tanker så småt går hen på mit mareridt fra før.

Jeg går ned mod toiletterne, og jeg kan kun ane dørene, og ikke om jeg befinder mig på dame eller mande toilettet. Men en rolig stemning bliver hurtig ubehagelig, for jeg føler pludseligt ikke jeg længere er alene i mørket...

Alan Wake spiller på de elementer, vi mennesker kan finde ubehagelige på grund af det svækker vores sanser - mørket. Dermed ikke sagt, at det aldrig er dag i Alan Wake, for det er ikke tilfældet - vi gennemgår hans liv både om dagen og om natten.

Jeg lære utrolig hurtigt, at lyset er det vigtigste våben i spillet. Jeg kan knytte min næve og fortælle mig selv hvor trofast min revolver er - men uden sammensætning af lys er min revolver ligeså effektiv som en legetøjs pistol fra det lokale supermarked. Mørket, som er efter dig, kan nemlig kun skades af lys, da mørkets kræfter lægger en hinde som et overnaturligt skjold over din stalker.

På trods af ensomheden om natten, føler du dig aldrig alene. Følelsen af, at du er konstant overvåget, får gang på gang hårene på armene til at rejse sig. Den velfortalte historie der bliver fortalt gennem spillet, er så godt fortalt, og så nervepirrende, at det til tider kan føles ulideligt at spille Alan Wake - på den fede måde, selvfølgeligt.

Løbende i spillet finder du dokumenter rundt omkring i spillet. Du finder hurtigt ud af, at det er et manuskript, og forfatteren er dig . Titlen er "Departure" - en titel du selv har fundet på. Men du fik aldrig skrevet historien færdig. Du ved dog, at det er en gyser du ville skrive, og her går det op for enhver, at det nok ikke er den bedste idé, at være fanget i sit eget mareridt.

En af de første sider du finder, er imens du løber inde i en skov. Du føler noget er i nærheden, men bilder dig blindt ind det nok bare er en hjort der guffer græs rundt omkring. Du tager siden op og læser det. En fortæller stemme beskriver netop den skov du er i, og understreger, at hovedpersonen bliver jagtet af en sindssyg morder med motorsav. Pludseligt virker det ikke så interessant at skulle gå ind gennem skoven.

Og netop denne måde at skræmme spilleren på er fantastisk. Frygt, angst, og panik er nogle af disse ting, du med garanti oplever i Alan Wake. Jeg sidder konstant og bliver opslugt af historien, mens hårene rejser sig, og jeg nærmest sidder stift i stolen, da jeg ved noget ubehageligt sker rundt om det næste hjørne.

Skyggen - din stalker, er et ret ubehageligt bekendtskab. Hans timing er altid perfekt, og han kommer altid når du mindst har lyst til at han overrasker dig med sine herligheder. Men han har også en herlig personlighed der ikke bliver forklaret, hvilket gør spilleren mere og mere nysgerrig om hvem - eller hvad han er. Udover han er top trænet i at gøre dig skræmt for livet, render han rundt og siger volapyk.

Jeg er blevet jagtet af ham, mens han fortalte mig at jeg burde få en autoriseret mekaniker til at reparere mine bremser i stedet for selv at gøre det. Han har fortalt mig hvilke hunde der kom på første, anden, og tredje pladsen i den lokale hundekonkurrence, og han har sparket døren ind med en stor økse mens han huskede mig på at jeg ikke skulle glemme min madkasse.

Jeg kunne fortælle meget mere om Alan Wake, men jeg tør ikke. Dog ikke fordi det er uhyggeligt, men fordi man er nødt til at opleve spillet selv. Det er lige udkommet til PC, og det er også der jeg har spillet det. Grafikken er utrolig smuk, og er optimeret fra konsol til PC med fuld udnyttelse af Direct X 11. Lyden er fantastisk. Jeg plejer at holde igen med høje karaktere, men for første gang sidder jeg, og sukker over at 10 er det højeste at give dette spil. Så du får også et kvalitets stempel med fra mig.

Dette spil er nok det bedste spil der er udgivet de sidste 10 år - hvis ikke nogensinde. jeg er nødt til at sige, at selvom denne genre normalt ikke tiltaler dig, burde du simpelthen prøve Alan Wake - medmindre du er mørkeræd

I Alan Wake kan ingen høre dig - selvom du ikke er alene.

Brugeranmeldelser7
Samlet karakter: 8.9/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10