Resistance 3

n 3 blev lanceret, har en af de store titler været Resistance. Serien er skabt af Insomniac Games, folkene bag Ratchet & Clank, hvilket altid har været tydeligt at mærke via spillenes fremragende våben udvalg. Der har dog været spekulationer om hvordan det tredje spil ville være. Resistance 2 sluttede trods alt med at seriens hoved person Nathan Hale blev dræbt. Nu er det endelig blevet tid til at finde ud af det, så lad os se hvordan Insomniac har klaret dette tredje kapitel.

Spillet foregår fire år efter Resistance 2. USA, der var den sidste nation der kunne tage kampen op mod Chimera, er faldet, og største delen af jordens befolkning er udryddet. Her møder vi Joseph Capelli, der efter at have dræbt Nathan Hale i slutningen af Resistance 2 blev frataget fra militær tjeneste, har brugt de sidste par år på at leve i skjul fra Chimera sammen med konen Susan, sønnen Jack og andre borgere i Haven. En dag dukker doktor Malikov dog op, der fortæller at han har opdaget en måde på hvordan de kan slå Chimera en gang for alle. Dette får Joseph til at rejse mod New York med Malikov for at afslutte krigen, og redde menneskeligheden fra total udryddelse.

Spillets historie er faktisk af overraskende kvalitet. I forhold til de tidligere spils militær stemning, så er Resistance 3 mørkt, deprimerende og opgivende. Der er ingen helte og optimisme, men desperat overlevelse med kun spinkle håb som motivation. Det er noget af en omvæltning, men det er overraskende effektivt, og vist flot frem.

Det hjælper også, at Josephs personlige motiver er lette at relatere til. Scenen hvor han siger farvel til sin familie er overraskende rørende, og spiller viser ofte hvor svært han har det uden dem, og hvor bekymret han er, hvilket fører til et par stærke øjeblikke, også selvom det aldrig opnår sit fulde potentiale. Desuden har spillet et andet akt, der ikke kun er overraskende, men også spændende.

Der er dog et par problemer der virkelig kommer i vejen for handlingen. Tempoet er lidt forhastet nogle gange, slutningen er forfærdelig skuffende (en desværre stigene tendens indenfor video spil), og den ujævne karakterisering af Joseph. I spillets forfilm bliver der brugt meget tid på ham, men under gameplay har han underligt nok mistet evnen til at tale. Han siger aldrig noget imens man spiller, hvilket direkte dræber et par øjeblikke.

Det er fejl man ikke kan komme udenom, men der er stadig en masse positive ting, der gør at dette er Insomniacs bedste handling til dato.

Ligesom tidligere spil i serien, er Resistance 3 et første persons skydespil. Det lever op til mange standarder, men serien har altid haft skilt sig ud fra andre spil, pga. våben udvalget. Dette er stadig tilfældet her, og det er bestemt en god ting.

Våben udvalget er både kreativt og originalt, som f.eks. Bullseye, hvis sekundære funktion efterlader en sender på fjenderne, der gør at man automatisk rammer den fjenden uanset hvor man sigter. Største delen af spillets våben er fra tidligere spil, men der er blevet plads til et par nye våben, såsom Cyrogun der lader dig fryse fjender til is, eller Atomizer der kan affyre sorte huller, der suger fjenderne til sig. Det er seriens bedste arsenal, og de er alle både sjove og effektive at bruge.

En ny ting er, at spillets våben nu kan opgraderes i denne omgang. Jo mere man bruger dem, jo bedre bliver de, indtil de når level tre. De bliver stærkere og mere effektive, og det giver også øget motivation til at afprøve alle våben. De kan desuden også vælges via en ring menu, i stil med det første spil og Ratchet & Clank serien, hvilket gør det både lettere og minde besværligt.

Faktisk, så er det en af tingene, som spillet gør anderledes i forhold til de fleste skydespil i dag. Man kan have alle spillets våben på engang, så det er endelig slut med at skulle slæbe rundt på to af gangen og skifte i tide og utide. Spillet er desuden også meget gråd hvad angår ammunition, hvilket hjælper meget med at bygge op om spillets stemning og historie.

Spillets livssystem er også anderledes. Hvis man er vandt til at have regenererende liv, så vil Resistance 3 være svært at vende sig til. Spillet går tilbage til det klassiske system, men at kun nødhjælps pakker kan helbrede en. Gammeldags men klogt. Det gør visse øjeblikke spændende, og bidrager yderligere til den desperate stemning som spillets historie går efter. Det betyder også, at strategi og forsigtighed er vigtigt, da man dør overraskende hurtigt.

Spillets kampagne er desuden også rigtig. Bortset fra spillets sidste bane, så er der en del spændende øjeblikke, som f.eks. spillets boss kampe. Den bedste er et tidspunkt hvor man går igennem en mine, hvor man leder efter et stort monster der truer den nærliggende by. Det er en intens jagt, og et af de mest mindeværdige øjeblikke i spillet.

Spillet er dog også god til at udforske sin historie. Der er action, men aldrig på den storslående og triumferne måde som i så mange andre spil. Det føles desperat og også en anelse heldigt. Det er bestemt ikke behageligt at se hvordan folk prøver at overleve, eller at læse spillets forskellige filer. Selv spillets radio transmissioner slår igennem, og man kan ikke undgå at blive rørt når man hører folk sende efterlyser ud efter deres elskede. Ofte føles spillet mere som survival horror, fremfor et standard militær skydespil.

Det eneste, der rigtigt skader spillets gameplay er multiplayer. Det er på ingen måde dårligt og det har sine små øjeblikke, men det gør intet nyt. Det er rimelig standard, kampe med op til 16 spillere, og den typiske level struktur som Call of Duty gjorde populær.

Spillet tilbyder desuden også co up, hvor to spillere kan spille kampagnen sammen, enten online eller med en ven i sofaen.
Intet af det gør noget nyt, så i den store helhed er det okay. En del af problemet er dog også når man skal sammenligne i forhold til Resistance 2. Det forrige spil tilbød kampe med op til 60 spillere, og 8 spillers co up hvor man fik udelukkende eksklusive missioner, og mulighed for at stige i level, hvilket låste op for nye class egenskaber. Det var fremragende i Resistance 2, så man kan ikke undgå at blive lidt skuffet over at Insomniac har nedgraderet det i en så voldsom grad i denne omgang.

Spillets kampagne tager et sted mellem seks til otte timer at køre igennem, men der er grund til at komme tilbage. Våben der skal opgraderes færdigt, sværhedsgrader at besejre, og koder at afprøve. Selv spillets trophies belønner en med point, der kan bruges til at købe koder, information om hvordan spillet blev lavet, og andre goder via spillets butik. Hvis man kan acceptere at multiplayer ikke gør noget nyt, er der en del at komme efter. Spillet mangler på ingen måde indhold.

Grafisk set er spillet bestemt ikke grimt, men det ser heller ikke specielt ud. Omgivelserne er gode detaljer, men intet revolutionerne, personerne ser okay ud, men har stive ansigter, animationerne er fine men er til tider grove. Spillets fjender er dog godt lavet, skabt med mange fine detaljer, og er bestemt det bedste ved grafikken, sammen med omgivelserne. Det skal dog noteres at jeg oplevede et par glitches, såsom at spillets billede hastighed på et tidspunkt blev reduceret til power point niveau, og at en person forsvandt midt i en vigtig scene.

Spillets lydside er dog fin. Jo vist, musikken er ikke noget at råbe hurra for, men stemme skuespillet er godt, og spillet gør et flot stykke arbejde med at skabe en atmosfære. Den er med til at skabe gode øjeblikke i kampagnen, og er med til at gøre historien god.

Ja, jeg har nævnt historien en del i denne anmeldelse, men det er fordi at den er en behagelig overraskelse, trods sine fejl. Insomniac er blevet bedre til at lave historier gennem årene, og dette spil er et godt eksempel, med et par overraskende rørende øjeblikke, fantastisk andet akt, og en tone og stemning der er fremragende. Den formår stadig at gøre et godt indtryk, selvom handlingen har et par problemer, og aldrig opnår sit fulde potentiale.

Men fjerner vi historien, så er der stadig en kampagne der er rigtig god, og gameplay der er sjovt og belønnende. Faktisk er det kun spillets nedgraderet multiplayer der holder spillet tilbage, der er for typisk og småt, især i forhold til Resistance 2. Det er dog til at leve med, så jeg kan ikke sige andet, end at Resistance 3 klart kan anbefales. Plus, det altid rart med et første persons skydespil hvis kampagne (i det mindste) tør være anderledes, i forhold til så mange andre spil.