Spec Ops: The Line

Endnu engang et 10 ud af 10 score, det var da utroligt. Det kan stille spørgsmålet om at jeg er en meget naive person som er nem at tilfredsstille? Jeg vil selv sige at det er fordi jeg meget forsigtigt vælger mine spil, i stedet for at kaste mig ind i den næste "Modern Honor-field 3000", som altid levere den standard medi-core underholdning for hele familien.
Med den skyldfølelse overstået, kan jeg nu kaste mig den næste bølge af skyldføles. For dem får du rigelig af når du spiller Spec Ops: The Line!

For at sætte det hele i perspektiv er vi nødt til at sætte det hele i et retro-perspektiv i forhold til Shooter genren. Engang for længe siden var der spil som Doom og Wolfenstein, tiltrods af de var meget simple, har de været grundstenende for den videre udvikling af generen, sener kom der spil som Half-Life (som bragte modded Counter-Strike) som ledte til Halo, Gears of Wars og Call of Duty serien. Tiltrods for de kan variere i deres form og udtryk har de alle én formel tilfælles: "Shoot bad guys, become hero".

Hvilket også er en forståelig formel at bruge, hvem vil ikke sidde i sin stol og føle man reder jorden (igen, igen... igen)? Tja, Spec Ops: The Line slår dig med flad hånd og råber: "Fuck dig, prøv at orden det her lort!". Og øm i kinden og modvilligt ser du udover Dubai's ørkenlandskab med tåre i øjet.

Spec Ops foregår i vore dagens Dubai, hvor en masse sandstorme har gjort byen ubeboelig.
På grund af frygt for folk begynder at danne anarki, besluttes der at byen skal evakueres og Dubai bliver dømt ingenmandsland. Al virker til at være i orden indtil 6 måneder senere hvor der bliver modtaget et nødsignal fra U.S. 33rd Battalion, som åbenbart stadigvæk prøvede at få overlevende civile ud men fejlede.

Man selv spiller Captain Walkers, som føre sit lille Delta Force Squad bestående af den vittige Finskytte Lugo og den mere seriøse Adams. Ens mission er meget enkle lokalisere nødkaldet og send forstærkninger. De første 10 minutter af spillet går med at man vandre i udkanten af Dubai, imens man chit-chatter med sine squad members. Her kan man allerede se hvor flot spillet er rent visuelt og man glæder sig allerede til at begive sig i kamp i disse storslået scenerier.

Uden at spoile så meget, ender man kort efter i skudkamp med nogle lokale guerilla kriger.
Selve gameplayet er ret medi-core, skyd folk, gem bag cover og skyd nogle flere. Det er godt og solidt, men det bringer ikke noget rigtigt nyt til den afdeling af gameplay.
Men med de første "fjender" skudt ned, begynder starten på denne hektiske historie om hvor meget spilleren enlig nyder at spille skydespil. Ja, som jeg sagde Spec Ops: The Line er ikke som de andre, da det hurtigt sætter dig gang, på gang for valg som er dybt inhumane og ikke nok med det, dine fjender er har også fået liv. Hvis du venter med at skyde fjender som ikke har set dig, kan du overhøre nogle meget virkelighedsnære samtaler. Det er gjort før i andre spil, men Spec Ops: The Line er det første spil som virkelig rammer det rigtigt, med konversationer omkring fred, håb og bare at være menneske. Ja, hver gang jeg overhørte det, ville jeg håbe jeg bare kunne snige udenom eller hvert fald undgå kamp.

"Et skydespil uden kamp!? Gobomania er du en lille vattet blødhjertet idiot!?" vil nogle måske sige. Og mit svar vil svares med et spørgsmål: "Hvorfor spiller folk horror-spil, hvis man syntes det er uhyggeligt?".

Spec Ops: The Line viser at skydespil ikke kun er omkring at få fjendens hoved til at gå "POP!". Men det også kan være noget som går ind og røre de emotionelle tanker omkring ens egen filosofi. Spillet tvinger dig til at gøre dig horrible valg, gang på gang. Og selvom du "bare" kan lukke spillet ned, så bliver du ved med at finde dig i spillets ord og lov. Og jeg tror alle som spiller det spil igennem har deres egen grunde til det. Ligeså som Walker også bliver ved selvom han ved hans handlinger er grusomme.

Selv ens egen venner begynder at stille spørgsmål til ens egen selvretfærdighed, såvel deres egen. Og man kan fysik og psykisk se hvordan alle tre stille og roligt dykker ned i sorg og depression.

Og det er der Spec Ops: The Line får sit 10 tal, fordi uden klart at sige det, så udfordre den spilleres psyke, og den gør det godt!
Spiller vi Walker? Er vi Walker? eller er vi bare dukke-føreren som gang på gang kommer til at torturere Walker? Ligemeget hvad, så er der en unik historie for hver spiller, som giver sig i kast med Spec Ops: The Line.

Hvordan er din?