Binary Domain

Jeg blev gjort opmærksom på Binary Domain tilbage i 2011, da det blev annonceret og den første trailer rullede hen over skærmen. For mig lignede det et typisk skydespil, men jeg hang ved af en grund: udviklerne. Spillet er nemlig lavet af Ryū ga Gotoku Studio (Yakuza Studio), der står bag Yakuza serien, der både har en stor fanbase og som er en af mine yndlings serier. Det fik mig til at holde øje med spillet, og da spillet fik en pæn pris nedsættelse via PS+ (tak endnu engang Sony!), var det blevet tid til at tjekke det ud. Kan Yakuza udviklerne levere et solidt skydespil, eller falmer det ligesom deres seneste Yakuza: Dead Souls?

Binary Domain foregår i en nær fremtid, hvor den globale opvarmning har oversvømmet en stor del af jorden. Her valgte man at bygge nye byer oven på de gamle, en idé der gjorde at livet kunne fortsætte. Desværre kom der en stor mangel på arbejdskræft, men det fandt det amerikanske firma Bergen en løsning på. De lavede robotter der skulle overtage de manglende arbejdspladser, som hurtigt bliver en del af hverdagen for menneskerne. Dette fører til skabelsen af en ny Geneva Konvention, der lovgiver hvordan robotter bliver skabt.

I år 2080 bliver Bergen angrebet af en galning, men denne person er ikke normal. Han er en robot, men er tilsyneladende ikke selv klar over det. Disse robotter kaldes "Hollow Children", og deres eksistens alene er et klart brud på paragraf 21 af den nye Geneva Konvention.

Her møder vi historiens hoved person Dan, der sammen med sin trofaste ven, kaldt Big Bro, er del af en enhed med fokus på at udrydde disse Hollow Children. Den japanske robot gigant Amada Corporation er under mistanke for at stå bag lov bruddet, så Dan og Big Bro bliver sendt til Japan for at finde og anholde Amadas grundlægger Yoji Amada.

Ligesom i Yakuza serien er der stort fokus på historie. Spillet lider til tider af Metal Gear syndrom, med lange forfilm hvor der til tider kun er kortvarigt gameplay imellem dem. Det når aldrig at blive et voldsomt problem, men det er stadig værd at nævne.

I sidste ende gør det dog ikke noget, fordi historien er faktisk rigtig god. Selvom robotterne fylder meget i denne nye verden, så føles det som en troværdig fremtid, og der ligger nogle gode baggrunds historier bag både spillets verden og spillets karaktere.

Karakterne får tid og plads til at udvikle sig, så man ender med at holde af dem til sidst. Der er desuden også en række stærke og følsomme øjeblikke. Især de øjeblikke der omhandler Hollow Children er blandt spillets stærkeste øjeblikke, der faktisk formår at sætte spørgsmåls tegn ved hele robot emnet, og karakternes motivationer.

Kort sagt, det er en typisk Yakuza Studios historie, også selvom det aldrig helt når samme niveau som Yakuza serien. Men det er stadig en god historie der er bedre end de fleste, så den er i den grad stadig værd at ligge mærke til.

Binary Domain er et tredje persons skydespil, og et typisk et af slagsen. Dette betyder selvfølgelig, at hvis man er vandt til skydespil, vil man let kunne hoppe ind i dette og føle sig tilrette. Spillet har desuden det samme penge system fra Resident Evil 4, hvor man optjener point der kan bruges på at opgradere sine våben.

Spillet har dog nogle ting der gør, at det ikke er helt ligesom alle andre spil.

Først og fremmest har spillet nanomachines, hvilket er en slags forbedringer som din karakter kan få. Man kan have mere end en på af gangen, men det afhænger af den enkelte nanomachines struktur. Det minder meget om Parasite Eve & The Third Birthday, men er bestemt ikke dårligt.

Et andet element af spillet er holdkammerater. Man har næsten altid omkring to holdkammerater med sig, ud af fem mulige, og man får jævnligt mulighed for at skifte dem ud. De kan desuden også selv få nanomachines og opgradere deres egen våben, hvilket giver spillet en lidt gammeldags RPG følelse.

Man kan give dem ordre og de er rimelig effektive hvis man behandler dem ordentligt. Det handler om at få dem til at stole på en, hvilket gøres ved at hjælpe dem når de er i en nødssituation og ved at sige de rigtige ting til dem under visse samtaler. Hvis man derimod er egoistisk, kommer til at udsætte dem for venlig beskydning eller siger de forkerte ting danner de mistillid, hvilket gør at de vil direkte ignorere ens ordre.

Der skal dog meget til for at de kommer til det niveau, men det er stadig en underholdende funktion. Desuden hjælper det med at skabe en forbindelse med holdkammeraterne, og så er de som sagt nyttige, hvilket er mere end man kan sige for de fleste i nutidens skydespil.

Man kan desuden også give sine hold kammerater ordre via et headset, en ret sød idé der dog ikke rigtigt tilføjer noget til spillet.
Sidst men ikke mindst er spillets fjender også værd at nævne. I modsætning til andre skydespil, så er det ikke nok med at skyde arme eller ben af robotterne, fordi det stopper dem ikke. Fjerne man f.eks. begge ben, kravler de bare af sted imod en, og ingen arme gør at de løber imod en. Til gengæld, hvis man fjerner hovedet begynder de at skyde på deres venner. Det er unægteligt underholdende og gør det underholdende og sjovt at kæmpe imod de forskellige robotter.

Spillets bosser fortjener desuden også at blive nævnt. Nogle af dem er virkelig af episk størrelse, som er blandt spillets bedste øjeblikke. Spillets boss kampe er dog generelt rigtig gode, og det samme kan siges for spillets kampagne der har nogle gode og mindeværdige øjeblikke.

Det samme kan dog ikke siges om spillets multiplayer del. Der er de sædvanlige Deathmatch og Capture the Flag modes, med tilsvarende level struktur og udfordringer, plus en Horde ligene mode, hvor man skal overlever op til 50 runder.

Det er okay at spille, men det er på ingen måde noget der er værd at spille i længden, fordi at det er for typisk. Det hjælper dog heller ikke at der dårligt er nogle der spiller det online.

Kampagnen tager ti timer at gennemføre, hvilket bestemt ikke er årligt, da det er længere end standarden. Desværre er der ikke så meget genspildnings værdi, medmindre man virkelig vil have alle trophies/achievements. Her ville det i hvert fald have hjulpet med en co-up kampagne. Spillets multiplayer skal man dog ikke forventer holder i længden.

Grafikken i spillet er fint. Omgivelserne har ikke den detalje som så mange andre skydespil (f.eks. Gears of War og Uncharted) har, men det er på ingen måde grimt. Karaktere og animationer ser dog fine ud, og det samme gør spillets bosser. Spillets almindelige fjender er dog en smule ensformige i længden, og et simpelt farveskift er altså ikke nok.

Lyd siden er også udmærket, med fine lyd effekter, godt stemme skuespil, dog med musik der er lidt kedeligt.

Binary Domain er et af de spil der lider af en uheldig skæbne. Det er et godt spil, det på nogle måder føles som et frisk pust i forhold til så mange andre spil, takket være de forskellige gameplay muligheder og en mindeværdig historie. Desværre er det gået tabt i blandt de større udgivelser, der sikre spillet en plads i blandt de undervurderede.

Det slår ikke klassikere som Gears of War og Uncharted, da spillet lige mangler det sidste (blandt andet ordentligt multiplayer), men der er meget godt at komme efter alligevel. Undervurder ikke Binary Domain, du vil måske blive overrasket.