Dansk
BRUGERANMELDELSE

Need for Speed: Most Wanted

Need For Speed: Most Wanted (2012).

Jeg har altid været en kæmpefan af Need For Speed serien. Lige siden Need For Speed: Underground (2003) har serien aldrig skuffet. Need For Speed: Most Wanted (2005) er efter min mening det bedste bilspil til dato. Derfor blev jeg selvfølgelig superspændt, da jeg hørte, at de havde lavet en ny version af mit gamle yndlingsspil.

Jeg må indrømme, at jeg blev meget overrasket, da jeg fandt ud af, at min første bil var en Porsche 911 Carrera S. Jeg var overbevist om, at dette bare var en slags prøvebil, så man lige kunne få styr på gameplay. Jeg tog fejl. Der er to måder at få en ny bil på i Need For Speed: Most Wanted (2012).
1. Du kan køre til et Jack Spot, hvor du kan overtage en bil.
2. Efter du har slået en Black List kører, kan du lave et Tackdown, dvs. at du tvinger ham til at køre galt, og derefter overtager du hans bil.
Du har allerede ved spillets start alle biler i spillet - du skal bare finde dem. Hver bil har sit set af løb, så en Lamborghini Gallardo LP 570-4 Spyder ikke bliver sat op mod en Ford F-150 SVT Raptor, men i stedet mod nogle andre biler i samme klasse. Når du vinder et løb, får du nogle nye dele til din bil, hvilket vil sige, at du ikke behøver at spare op til dele eller finde et værksted. For med den nye Easydrive-funktion kan du gøre det hvor som helst. Dette tager dog efter min mening noget af det sjove ved at designe din egen bil ud af spillet.

Spillet mangler noget historie. Jeg har altid elsket baggrundshistorierne i de foregående Need For Speed spil, men det føler jeg, at jeg mangler i Need For Speed: Most Wanted (2012). Vi skulle vide, hvem vi er, og hvorfor vi gerne vil til toppen på The Most Wanted List. Jeg må indrømme, at glæden ved spillet forsvinder lidt uden en god historie. Uden et godt plot ryger spillet bare over i bunken med de andre flotte bilspil.

Need For Speed spillene har altid haft en helt fantastisk grafik, og dette er ingen undtagelse. Alt fra regnen på skærmen til når lyset rammer din køler og forrude på vej ud af en tunnel. Landskabet er helt ekstraordinært og perfekt ned til mindste detalje. Bilerne ligner den ægte vare på en prik, og det gør næsten helt ondt, at se ens bil blive ridset bare det mindste. Det kommer selvfølgelig ikke som nogen overraskelse, af grafikken sidder lige i skabet.

Man kan ikke snakke om Need For Speed: Most Wanted, uden at nævne politijagterne. Need For Speed: Most Wanted (2005) var kendt for pursuit systemet, der var helt fantastisk - kun overgået af Need For Speed: Hot Pursuit (2010). Politijagterne er virkelig intense i Need For Speed: Most Wanted (2012), men dog også væsentlig sværere end i forgængeren. Når du rammer Cooldown, er det ikke længere muligt at gemme sig fra politiet. Du er tvunget til at køre rundt indtil de forsvinder helt, og det kan godt være lidt svært med et Heat Level på 5.

En anden meget irriterende funktion i spillet er, når du kører galt (Crashed). Der skal mildest talt intet til, før din bil smadrer. Det gør det selvfølgelig stort set umuligt at køre igennem Roadblocks. Og man bliver meget hurtigt frustreret efter at have "Crashed" for tredje gang lige før mållinjen!

Styringen er helt fantastisk, og superrealistisk. Jeg tog mig selv flere gange i at være ved at knuse min controller. Jeg tør næsten sige, at det ikke er muligt at sidde helt stille under et løb eller et pursuit. Man kan næsten føle bilens vejgreb, og man strammer grebet om controlleren hver gang bilen skrider det mindste. Til gengæld ånder man helt lettet op, når man så får rettet op igen. Man kan virkelig mærke, at man har kontrol over sin bil. Den mindste berøring af controlleren er alt afgørende for, hvad din bil gør.

Alt i alt er Need For Speed: Most Wanted (2012) et helt fantastisk flot spil, der virkelig kan få pulsen op. Desværre minder det alt for meget om som mange andre bilspil. Det er på ingen måde unikt. Jeg er overbevist om at, det kunne have blevet det bedste bilspil til dato, hvis der havde været en god historie, og hvis der var blevet skruet lidt ned for crash-funktionen. Hvis du har de mindste forventninger om, at dette spil bare minder lidt om forgængeren, bliver du meget skuffet.

- Mads Kelbæk

Samlet karakter: 6.5/10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10