God of War: Ascension

Jeg glemmer aldrig helt den følelse, som ramte mig første gang, jeg stiftede bekendtskab med God of War. Det var en dyb fascination af såvel det græske univers, som lagde byggestenene for spillet, som det var af de brutale og uendeligt blodige scenarioer der udfoldede sig på fjernsynsskærmen. Det var en endeløst dragende oplevelse i hver dets aspekt, og ulig andet jeg nogensinde havde set før.

God of War Ascension er blevet kaldt seriens hidtil mest ambitiøse titel. Tidligere udspil har været kendetegnet ved deres enormt høje kvalitet, lever Ascension op til denne tradition?

Dette er udelukkende en anmeldelse af spillets singleplayer! EDIT: Har i november tilføjet mine tanker om multiplayer delen, som førhen var at læse på min blog. Vær opmærksom på at det stadig ikke er medregnet i karakteren.

Vi kender alle historien om den frygtindgydende og ubarmhjertige Kratos. Historien om hvordan generalen fra Sparta, en dødelig, blev slave af en gud. Hvorledes han frigjorde sig og efterfølgende blev den nye krigsgud. God of War Ascension fortæller om begyndelsen på denne emancipering, og stræber efter at vise os en mere human side af Kratos. En tid før han var plaget af sin ekstreme affektabilitet, før sit ønske om at udslette alle Olympens guder.

Med andre ord, ikke den græske dræbermaskine vi så i God of War III. Emotionalitet og dybde er dog ikke det første, der springer en i hovedet, når man tænker på den skaldede Kratos med krigsmalingen. Og man kunne let diskutere hvilken pertinens, denne forløber har for den allerede etablerede trilogi. Men ultimativt er sandheden nok også, at det hele bare er en undskyldning for at indbringe flere penge.

"Forestil jer vi havde fået lov til, at dræbe Kratos' familie"
Historien bliver fortalt gennem flashbacks. Mens dette kunne have været en genistreg, på samme højde som med det første God of War, modarbejder det her oplevelsen på en negativ måde. Man må ærgre sig noget så grusomt, fordi det netop ikke er ideen, den er gal med. Det er selve udførslen. En af fortællingens skurke, furien Alecto, har evnen til at manipulere med Kratos' hjerne og skabe illusioner. Eksempelvis kan hun tage form som spartanerens afdøde kone og bringe ham tilbage til en tid uden sorg. Disse øjeblikke er indlysende nok ikke virkelige, men forestil jer hvilke gameplay scenarioer de kunne have affødt!

Forestil jer, at vi kunne gå tilbage og overvære en tid før Kratos blev til krigsgudens tjener. Forestil jer, at spille som en af Spartas generaler. Forestil jer, at vi kunne opleve den skæbnes fulde dag, hvor Kratos gav sit liv til Ares. Forestil jer, at vi kunne gennemleve de horrible gerninger, han udførte i krigsgudens navn. Forestil jer, at vi havde fået lov til at dræbe Kratos' familie. Vi kunne have bevidnet de mest definitive øjeblikke i den kære spartaners liv. Historien kunne have stået som spillets stærkeste element. I stedet for får vi serveret en temmelig lunken oplevelse, med en fortælling der ikke har noget som helst spændende at tilføje, og derfor føles komplet ligegyldig.

Forbedret kampsystem
Den garvede gamer er ingen fremmed overfor videospils vold i alle former. Ej heller er en God of War fan det. Han er bare vant til det i spandevis! Den ucensurerede brutalitet skinner endnu engang i al sin pragt. Følelsen af at rive en fjende over i to er til stadighed en tilfredsstillende synd, og at nedslagte det ene græsk mytologiske væsen efter det andet er yderst fyldestgørende. Voldsorgiet bliver ledsaget af en række nye tilføjelser.

Kampsystemet har fået en mindre overhaling, som resulterer i en forfinet version af det velkendte. Men vigtigst af alt giver det plads til at eksperimentere og finde ens egen rytme. En af de mærkbare ændringer er brugen af magi. Denne funktion knytter sig nu til dine Blades of Chaos og er konstant. Altså kan man skifte mellem de fire forskellige guder Ares, Zeus, Poseidon og Hades, alle med forskellige egenskaber. Det føles som en naturlig overgang, og giver spilleren mange taktiske fordele.

Et andet intelligent supplement er muligheden for at gribe fat i ens fjender på afstand ved hjælp af dine Blades of Chaos. Dette giver adgang til en bred vifte variationer. Som eksempel kan man vælge at holde fast i sit offer, mens man svinger den frie klinge mod en anden, og afslutte med at smide førnævnte offer efter hvem, der lige skulle være uheldig nok til at stå inden for rækkevidde. Et andet alternativ på slagmarken er at samle forskellige våben op, som så kortvarigt kan anvendes. Det giver stor fornøjelse. Ligeledes gør det at sende Kratos stormende frem, som en arrig tyr mod sine fjender. Også en ny tilføjelse.

Ingen af de nye tiltag føles overflødige, og de bygger videre på det solide grundlag, foruden at give mere dybde. Derudover tilsætter de en mageløs mængde flow til de nogen gange hektiske kampe. Men allerbedst af alt giver de det velkendte system et tiltrængt friskt pust.

Guddommelig smukt
Det burde ikke komme som nogen overraskelse, at spillet udmærker sig exceptionelt indenfor dets tekniske formåen. Det forekommer mig svært at sige noget om spillets apparition, som ikke vil fremgå forfærdelig klichefyldt. De samme ting er blevet nævnt om og om igen i forbindelse med seriens tidligere udspil. Og egentlig kan man nøjes med et enkelt ord for, at opsummere det overordnende udtryk. Dette ord er "pompøst". God of War Ascension fremgår som håndgribeligt bevis på det aldrende systems kræfter og kunnen.

Dommen
Men der er ingen vej udenom det. God of War Ascension er uden sammenligning seriens hidtil svageste udspil. Det udslagsgivende problem ligger i spillet fortælling, der som før nævnt har til formål at fortælle os om Kratos' forhistorie. Fejlagtig brug af denne præmis bliver endegyldigt det, der holder spillet tilbage. Man kan ikke andet end at ærgre sig synder og sammen, for der var et kæmpe potentiale. Udviklerne havde på papiret alle de rette værktøjer til at skabe den mest unikke God of War oplevelse nogensinde. Men dette bliver langt fra realiseret. Oplevelsen føles dertil ekstrem velkendt. Jeg ser ikke nødvendigvis dette som værende noget som helst minus, faktum er dog, at man forventer en hvis forbedring over forgængeren. Trods kampsystemet og den flotte grafik er der simpelthen ikke nok i oplevelsen, som skiller sig ud. I hvert fald ikke på den gode måde. Repeterende kamp- og kedsommelig platform sekvenser, mangel på uforglemmelige øjeblikke, kun lidt over otte timers spilletid og en general følelse af et brist på udviklernes motivation og drivkraft, som ellers før har produceret fantastiske oplevelser, er blandt de værste.

Ikke desto mindre skal ret være ret, for God of War Ascension er bestemt ikke noget dårligt spil, og som bekendt har en mønt to sider. Som bekendt baner natten vej for dagen. Selvom manglen på nyskabende situationer og manglen på et varieret galleri af fjender giver kampene en følelse af gentagelse, så er de ikke desto mindre fyldestgørende. Selv er jeg af repeterende natur, jeg drikker hver morgen en stor kop kaffe, det gør jeg af ren fornødenhed. Og på samme måde har jeg brug for at nedslagte den ene, af den græske mytologis mest forfærdelige væsner, efter det andet. God of War Ascension opfylder dette behov.

Jeg skal heller ikke sidde her og lægge et tæppe over tingene, for der er da en håndfuld mindeværdige øjeblikke gemt i spillet. Eksempelvis en sekvens hvor man ridder på en gigantisk mekanisk slange, som jeg var ellevild med. Sagen er bare den, at de tidligere spil i serien har budt på utallige storslåede oplevelser. Dette kaster en stor skygge og Ascension når aldrig samme orgastiske højder som eksempelvis God of War III. Heldigvis er spillet også ledsaget af nogle enkle, men gode puzzles, en størrelsesskala som man ikke finder nogen andre steder, virkeliggjorte græske legender og bare bryster!

Sony Santa Monica virker ikke til at have været særlig dedikeret i tilblivelsen af denne forløber til den velkendte historie om Kratos, og det resulterer alt i alt i en oplevelse der føles meget anonym, taget forgængerne i betragtning. Jeg giver God of War Ascension et 7-tal.

_______________________________________________

Mine tanker om spillets online del

Det sker nogle gange at personer i vores liv, mennesker som har stået os tæt, tilsyneladende ud af det blå ændrer sig...

Fans af Sony Santa Monicas prisbelønnede action/adventure serie God of War rynkede en del på næsen, da udvikleren afslørede, at deres næste spil ville indeholde en online multiplayer del. Ovenstående er et eksempel på en følelse, som majoriteten af alle mennesker har oplevet igennem deres liv. Det var også lidt sådan jeg følte det, da jeg hørte om nyheden. "Åh nej, de ødelægger serien!", var en af de første tanker som kom til mig. "Hvorfor skal alle spil nu til dags have en online komponent?!", tænkte jeg også. Faktisk udbrød jeg det næsten højlydt. Skepsissen steg, og ligeledes gjorde de dårlige tankestrømme. Multiplayer har mange gange før været på bekostning af en forringet singleplayer del, og jeg frygtede at det også her ville blive tilfældet.

Imens online spil er essentielt for en serie som Call of Duty, så virkede tilføjelsen af en sådan komponent i God of War universet komplet unødvendig. Plus ikke mindst decideret uønsket af hardcore fans. Men er man dedikeret, vil man opdage, er det ikke er så skidt endda.

I starten står man overfor et valg. Hvilken gud vil man tjene? Du skal vælge imellem fire guder Ares, Hades, Zeus og Poseidon. Akkurat som i singleplayer repræsenterer de forskellige evne sæt, og har alle hver deres specielle fordele. Efterfølgende skal man igennem en kort trænings session, og derfra er det ellers bare at komme i gang. Gameplayet er i store dele identisk til det af singleplayer delen. Dog adskiller den sig ved evnen til at have den slags spænding og ophidselse, som kun levende modstandere kan medføre. Følelsen af at gå tå til tå med en modstander af samme niveau, er en intens og medrivende oplevelse. Det samme kan dog ikke siges i de situationer, hvor der er flere fjender at tage højde for. Oftest ender det i rent kaos, og det kan blive usandsynlig svært at finde ud af, hvad der foregår. Disse øjeblikke er meget frustrerende og i de fleste tilfælde bestemmer tilfældigheder udfaldet.

Dertil kan jeg heldigvis bekræfte at snilde og taktik lønner meget bedre end den tankeløse hack 'n' slash fremgang. Jeg kom på første pladsen tre gange i streg under spillets svar på deatmatch, og det var næsten fuldstændig uden at spilde noget blod. Min fremgangsmetode var denne: tjen udelukkende point på objectives, undgå nærkamp for enhver pris, og kæmp kun hvis det er en hundrede procent sikker sejre. Det lyder måske ikke særligt ophidsende, men sandt at sige gav det mig et kick. Styrken ved det hele ligger i de forskellige guder, og de forskellige spil stile som de afføder. Her er et eksempel: Jeg tjener underverdens gud. Med et tryk på L2 kan jeg forsvinde i dødens skygge og væk fra mine fjenders synsfelt. Jeg bruger dette som et taktisk element i diverse kampe. En enkelt gang lister jeg mig uset igennem en heftig kampzone, ind et bur og aktiverer en mekanisme, som får selve banen til at vende på hovedet og derved kræver mange af mine fjenders liv.

Det er indlysende nok på nuværende tidspunkt for tidligt at drage konklusioner om multiplayer delens definitive kvalitet og vedvarende evne til at fornøje spillere verden over. Men som det er nu holder den mig virkelig underholdt. Trods en meget formalistisk opbygning formår God of War online multiplayer også at skille sig ud, og føles markant anderledes en andre multiplayer oplevelser, jeg før har haft. Og ikke mindst holder den mig fængslet foran min fjernsynsskærm, der har set en ret så rimelig bestanddel bestialske dræb og eksekutioner.

Alligevel ville det overraske mig, hvis jeg stadig spiller det om en uges tid. Online multiplayer er ikke min kop te. Det er altid en kortlevet fornøjelse.