Bioshock

En mand i jakkesæt ved navnet Andrew Ryan fortæller dig om den verden, du forlader, for derefter at drage ned til Rapture, efter at dit fly styrtede i vandet. Han fortæller dig om den amerikanske mand, som mener, at du hører til fattige, den vatikanske mand siger, at du hører til hos gud, mens den russiske mand siger, at du hører til folket. Med disse folk ude i den virkelige verden, kan du i Rapture nyde dit liv uden at have nogle grænser. Det perfekte paradis. Troede du.

Rapture er nemlig endt med at blive et sted fuld af plasmid-vrag, også kendt som splicers, der er ligeså afhængige af materialet ADAM, som Jonni Hansen er afhængig af at hade udlændinge. Alt dette skyldes, fordi at mennesket, i sin egoistiske rus, ville lege gud ved at manipulere med sine gener, og dermed skabe superkræfter via ADAM sammen med et andet genmateriale kaldet EVE, som så skabte disse plasmids, som bl.a. kan give telekinetiske kræfter, muligheden for at sætte ild til sine fjender, eller sågar at fryse dem osv.

Du starter i vanlig Gordon Freeman-stil med at anskaffe dig et værktøj, i dette tilfælde en skruetvinge, og fra dette tidspunkt kan man så gøre det, der er sjovest i et FPS. At slå ihjel. Men skydevåben er ikke nok, jovist har du din gamle, trofaste shotgun og en kemikalie-kaster, som kan bruge både napalm, flydende nitrogen og elektricitet, du skal også kunne kombinere dine våben med de førnævnte plasmids. F.eks. kan du via din første plasmid, Electro Bolt, skyde noget elektricitet i vandet, så de fjender, der tilfældigvis skulle stå i vandet, bliver henrettet på klassisk vis, og via Incinerate, som tænder ild til fjenderne, kan du også tænde en oliepøl, så den brænder de fjender, der nu står i den.

Lyden er også i særklasse, især når man støder på spillets omvandrende bosser, Big Daddies. For det er her, spillets force ligger. For ligeså snart man hører de slæbende fodtrin, der klasker med gulvet, samtidig med at der spilles noget ala Frank Sinatra i baggrunden, så begynder det løbe koldt ned ad ryggen. For man ved, at enten er det her, at man ville ønske, at man havde flere patroner, når man lige har dræbt størstedelen af fjenderne i området.

Grafikken er også et smukt syn. Godt nok er spillet ikke ekstremt fotorealistisk, men det gør ikke noget, når arkitekturen bærer navnet art deco, og når vandet ser naturligt ud i Rapture. Det er pænt at se på, og det er også rart at se, at der bliver kælet for detaljerne på splicerne, Big Daddies'ne, våbnene, selve byen m.m., hvem kan f.eks. ikke undgå at smile, når man ser en død splicer, som er blevet lavet om til en gipsfigur?

Hvis der skal findes nogle kritikpunkter i Bioshock, så må det være, at man måske godt kunne savne en multiplayer-del. Det kunne være fedt at spille som en Big Daddy, som
skal forhindre splicerne i at tage din Little Sister. Noget andet er også, at der somme tider kan dukke stemmegentagelser op. Spillet kan også være for let for rutinerede FPS-spillere, selv på hard, men det gør for mig ikke noget, for helheden i Bioshock er sublim. Dette er et mesterværk!

Grafik: 9/10
Lyd: 10/10
Gameplay: 10/10
Holdbarhed: 9/10

+'er: Stemningen, historien, gameplayet, lyden, Big Daddy.

-'er: Stemmegentagelser, sværhedsgraden, manglende multiplayer.

Samlet vurdering: 10/10